S_Punch_1881

35

kunde han allerede nok begynde en lille Samling nu, for han har Patent i den Retning, det opdagede vi forleden, at han havde allerede samlet sig fireogtre- sindstyve Sveskestene og gjemt dem i en af Blom­ stervaserne nok saa nydelig, saa De skal se det Barn bliver til Noget enten som Urtekræmmer eller som Arkiolog, De véd dem der samler paa gamle Ben og Flintesten oppe paa Prinsens Palæ, og jeg var bange Sørensen skulde være forknyt over de flotte Dragter og have kjedet sig, men saa havde han netop siddet og skoggerlet indvendig af Dorfpetersen, der jo ogsaa er et stort Sjeni i Retning af Komik, fordi han har taget Pjerrot til Forbillede ude paa Tivoli og saa des­ uden de engelske Klovvner, der var med Renz og smeltet dem sammen til et Stæreskopbillede, De véd saadan, hvor man kiger ind gjennem to Huller og altid ser det samme, og Sørensen har ellers saa travlt, for han har tegnet Aktier i det siberiske Selskab, som han jo ikke godt kunde undgaa, eftersom han var Medlem af det geografiske som jo har opdaget det hele og nu har han gaaet i en grulig Afvexling, eftersom det var tir. Lauridsen, der skrev man kunde slet ikke sejle i det kariske Hav eller Løjtnant Hovgaard, der skrev,

at det gik ganske let og som Fod i Hose, og til sidst fandt Sørensen paa, at det bedste var selv at forsøge en Istransport over Storebelt, og nu har han ligget og rodet baade i Sjapis og i Grødis og i Tuttifrutti en hel Uge og er kommen hjem med en blaa frossen Næse, der dog kun var redkantet i Forvejen men med geografiske Kundskaber og Erfaring i Isbryd røng , og da jeg spurgte ham om hans Mening, sagde han rent ud at jo før vi fik grønlandske Hunde og Rensdyr desto bedre, og Petrine ei ogsaa paa Isen hver Dag, nemlig paa Skøjter saa det kan nok være hun bliver forlovet nok en Gang, hvis det ikke bliver altfor meget Tøvejr. Og nu maa jeg nok sige Farvel, søde Fru Schrøder, for jeg skal jo hen igjen og høre Pater Felix, for at blive opbygget, og det er ikke fordi jeg ellers er slem til at gaa i Kirke, men det er jo noget andet lier, livor det er saadan en berømt Mand og oven i Kjøbet en Jesuit, som gjør det finere og saa er der desuden Sproget, som han taler dejlig, skjøndl det er jo knap saa let at forstaa ham som Kauffmann, og jeg kan ikke begribe Dagbladet sagde, han mindede 0111 Sarah Bernhardt, for lian har da en hel anden Figur. Og nu Farvel søde Fru Schrøder og Tak for Kaffe.

Som en Poppel for en .sagte Vind Stolt og afmaalt Posten gaar, Buddene de bli’r saa glad i Sind, Sikken Ferie de faar! Direktøren mat sig kjender, Det ham over B æ l t e t spænder, Istransport maa gaa lidt varligt — Varligt, det er grumme farligt, Glat det s’gu ikke gaar. Folk de svæve did fra Børsens Sal, Bort fra Guldets Brask og Bram, Spør', om Direktøren han er gal, Eller hvad der gaar af ham. »Ingen Breve — det er sajændigt ! Intet Udland - hvor elendigt! Naar vi blot en Smule Frost fa.ar, Ligger øde strax vor Postgaard, Det er en Skam ! » Direktøren si’er, mens Haanden let Værner om Transportens Kunst: •Posten er i Nyborg nok saa net, Her jer’ Løben er omsonst; Men i Morgen er det rime­ ligt« — da spildte han en Time, Ja ti, tolv og vor Estime, Spildte Breve, spildte Time, Spildte Avisers Gunst. Døv for alle Bladenes Musik Stum han stirrer paa sin Post, Gjemmer sig for Børsens Vredesblik, Det »en kold En« var, den Frost. Hamborgposten er paa Sprogø, Sjælland bliver ingen klog 0 , Vi maa nSj’s paa Grund af Frosten Her i Byen med «Aftenposten»; Det var en Hjobspost!

stand af, er vel den renlivede Stats økonom R. N i e l s e n ; men man tor vel haabe, at han viser den resignerede Partifølelse at afgive et »Stemmer ikke for ikke at blande nogen altfor skur­ rende Mislyd ind i det harmoniske Tak nemlighedskor, hvormed vi alle byde ham »Saa g o d N a t da , *Do n Ba z i l e ! »

\et glæder os efter sikkert Forlydende at kunne melde voro Læsere, at der endelig skal være grundet Haab om , at Statsrevisoratets graahærdede Senior, den alderstegne B a l t h a s a r , der nu ikke længere anstændigvis kan rogte dette tunge Hverv, kan faa, hvad Statens egne Funktionærer efter lang og tro Tjeneste have Lovens Tilsagn om: — P e n s i o n ! Vi finder dette ganske korrekt. Lang Tjenestetid kan Ingen nægte ham : navnlig vil de mange Tingmænd, der have slikket Fingre efter denne velløn­ nede Post i mange Aar, sikkert indrømme, at han bar gjort dem Tiden grumme lang. Og tro Tjeneste har han aaben- bart ikke ladet det skorte paa; man finder stadig hans Navn paa den eneste Plads, somalle kjender afStatsrevisionens Betænkninger, nemlig Underskriften, og da det ikke vides, at han nogensinde selv hav beskjæftiget sig med Revisions- gjerningen, maa hans Underskrift altsaa hvile i Tro paa hans Kollegers gode Gjer- ninger. Det tor derfor med Føje ventes, at de «Smaafolk«, hvis Tarv altid svæver ham paa Læben, og sorn hidtil ved deres Stemme og paa anden Maade bar holdt ham oppe som Levebrodsmand, heller ikke nu vil lade ham i Stikken, men skænke ham som Naadsensbrød — i hans og deres egen Interesse — en klækkelig Portion af det, de. i Følge deres Aands medfødte Instinkt, kunne spare af, hvad en letsindig Regjering har tiltænkf fungerende og afgaaede Levebredsniænd og deres Enker. Den eneste, man kunde frygte nogen Mod­

Postdirektøren leve! Frit efter Chr. R i c h a r d t .

osten gaar saa langsom og saa lej, Sikker paa sit Monopol, Direktør’n i Kancelliets Fløj Sover roiig paa sin Stol. Hvad gjør det, hver Kjøbenhavner Breve og Aviser savner ? Posten paa en saadan Frostdag Kommer blot for sent en Postdag, Det er dens Monopol!