S_Punch_1881

171

iAvisen om Jordskjælvet, og saa vidste vi jo, hvad det var,og jeg skjælver endnu ved Tanken om, saa nær vi har været ved det. Saadan som for nogen Tid siden derovre paa Kyø eller hvad det hedder i Spanien. Ærbedigst Jensine Christensen, ; sætter ogsaa Blodkopper. Ser De, kjære Punch, lange Andresen og jeg, vi ta’er os ganske i al Gemytlighed en lille Pyramide ovre i «Støvleskaftet", og jeg ligger op ad Banden og kan lige naa at pistolero en Bal op i Hjørnehullet og selv lægge mig ned for de andre Baller med Afslag. «To Slavetoddyer er holdt!» raaber Andresen. Ja, begribeligvis holder jeg dem, for, ser De, det Stød det er nu ligefrem min Force. Men i det Samme gi’er Jorden ogsaa et Stød, saa jeg sprænger Ballen over Banden og forløber selv Pokket i Vold ned i Hjørnehullet. Jeg blev jo knusende, for jeg trode, det var Andresen, der havde sparket til Billiardet, der er noget vaklevorent paa sine tre Ben, fordi det er for

kort paa dét fjerde, men saa var det Jorden, der havde rystet og dé to Slavetoddyer var bleven Rystetoddyer, men vi drak dem alligevel, og Andresen lavede følgende Vers: som han solgte bagefter for ti Øre til en Konditor til at komme i Knaldbumbum paa Kransekage. Vil De bede Meterologerne eller hvem der ellers har Jord- skjælvene under sit Departement om næste Gang at lade os det vide i Forvejen. For det er kjedeligt at kikse, naar man har pareret. Ærbødigst Munkebølle. Rundt i Landet virkede Jordskjælvet ogsaa stærkt. Endnu om Tirsdagen faldt en hel Mængde Rigsdags­ kandidater, og paa Petersens Keglebane paa Nørrebro drattede alle ni Kegler over Ende, skjont Keglerejseren forsikrede, at Slagtermester Clausen kun slog En, og den var skjæv. Men Potten var ude alligevel. Da Klokken den var ell’ve, Tog Jorden til at skjælve,

i \imbreve til Fætter Kristian i Nykjøbing

En D røm — ja vel — som Manne drømme, E t D igt, som mange digter p a a , Men hvorved sig de fleste ømme, Fordi det dunkelt end maa staa; E n drømmer i k k e — Bogøs Degn! For Panden Venstres vrede K ain Gad endnu Højres Abel slaa; Men stirrer D u i Tidens Strømme For Svar paa Gaaden der at f a a , D u i de mørke Bølgers Favn Maaske dog granske kan et Navn. S ig : Staar der K l e i n ? Tys! Navnet gjør ej Sagen G avn ; Men Løs'net hist fra Tangers Egn . E r hverken E s t r u p eller S k e e l ! „Lille røde Rønnebær.“ (Redaktør W ulff har fornylig be­ arbejdet nøgle czekiske F olkeviser frit efter T hor L ange , og vi aftrykke nedenfor en Prøve deraf. Viserne ud­ mærke sig ved en vis Simpelhed og ere gjennemgaaende af et meget bedrøveligt Indhold; den her gjengivne har speciel Interesse, idet den ved sit Motiv paa­ faldende minder om en ganske lignende Behandling af Stoffet paa L angeland .) ' Lille røde Rønnebær! F r e d e r i c i a Hjertenskjær! Vi Skriften ej kan læse hel, Vi tyde kun en enkelt Del,

Braadsøen skummer knap saa stejl. F risk M od ! Vi véd jo dog, at denne H istorie én Gang maa ha'e Slut, Man kan ej sende Sin Rigsdag hjem ethvert Minut, Og Ve?istres K rudt E r ogsaa vaadt og vil ej brænde, Men blafrer bort i svage Fut. D er er i Luften noget vist Forsonligt, blødt, snart her, snart hist. Man hører ikke mer, som sidst, Kun Hornets Klang, Trompetens Skrald. B lid t klimprer B o j s e n p a a sin Luth, Selv H o l s t e i n er ej Rabulist Med Valgsprog: „Kamp og Knald og F a ld !“ Men folger H ø g s b r o ' 1s stille K ald Og slaar med Ordets Smaamønt Smut. Paa Stridslyst er der bleven B rist, D et ga mle Kampmod er kaput, K un Ch r e s t e n s Evropæerskare, D er Intet skaane vil og spare, E r frem i Svinefylking brudt, Men h a n kan neppe Pynten klare, D et har endnu slet ingen Fare, Endskjønt han har sin raske Gut, Sin lille E e d u a r d ved sin Side. E nd har ej Langeland fortrudt, A t sligt et Løg, de har os budt, Endskjønt de nu dog burde vide, H vad Spire f r em deraf er skudt; Men der er andre mere blide. — Som sagt, der spores visse Tegn, Man vil ej rigtig slact-s og bide, Man snuser til hinanden først, Man gi’er ej strax hverandre Børst, Man længes efter Foraarsregn, Man føler, det er snart paa Tide A t lædskc Handelsstandens Tørst Og lavr 'Gjærder, Sætte Hegn, Sam t grundforbedre Landevefn, H vor Hullerne er størst. Men. spørger Du. hvor véd Du sligt? E r det en D røm ? E r det et D ig t? —

. . . . y (Jjfaa Christian! K a r D u væ ldig stridt H ist i D in rare lille Flække? H ar agiteret, talt og slid t, Tømt ,,Bajere“ og ,,Akkevitu ? H ar baadé Taalmod og K red it D u dygtig m aattet strække? H ar med Veltalenhedems K it D u maattet kline grumme tidt Modsætningernes Sprække? Har gjennem Vrøvlets dybe K lit D u aset frem , hvor bredt og vidt Kun Floskler fy g e , saa kan f r i t Du Vejret atter trække. — Aa, træk det fo r os beggel D u har gjort D it Og kan igjen til R o D ig lægge Og la'e D ig sætte å la suite l Vælgerkorets Række. L idt lovlig sm al blev vor Profit; Vi mer endnu m aa an os spænde, I F ald det lange M areridt Skal f a a en Ende. Syv A ar vi alt d era f har lidt, Men nu, maaske, det turde hænde, A t Vind og Vejr sig kunde vende, At ganske sagte, ganske blidt Vi kunde komme ud a f denne Tyfon og atter se vort S n it- jf ■ Til R d paa vor K abys at tænde Og tage Reb a f vore Sejl: Det lysner dog en lille Kjende. Slaar ikke alle Mærker fe il, Saa glatter a lt sig Søens Spejl,

Tænk igaar ved Vælgerfesten Dratted’ jeg igjen af Hesten. Lille røde Rønnebær ! ^ F r e d e r i c i a Hjertenskjær! Lille hvide Rosmarin! ¡ F r e d e r i c i a Hjertensmin! Aldrig jeg i mine Dage Saa til Næse lang dog Mage. ^Lille hvide Rosmarin ! [ F r e d e r i c i a Hjertensmin!