S_Punch_1881

150

Det er det, som her til Lands Venstre kalder • F o I k e l i v • Og vi Andre daarlig Kiv. Denne Gang — hvad mindst de ynde, Maa de ordenlig sig skynde, Skæbnm er dem stram og stiv. De fa a r ikke T id at brede Sig i C h r e s t e n . B e r g s k e Jede Frasefyldte Talestromme, Heller ikke Tid at sprede Klinte ud i Højres Hvede ; Tungen holdes maa i Tømme, Hver maa se at værne Sit, Værge om sin egen Bede. Ikke mer fo r gyldne D rømme, Men fo r Livet bli’er der stridt; J a fo r L i v e t , thi fo r dem E r jo Livet Levebrødet, Christiansborg er deres Hjem, Deres Mark, som de har gjødet Med et Læs a f spildte D ag e ; Ord og Penge har de ødet, Men det Korn, de. bragte frem . Var saa tyndt, kun Skal og Avne; K jæ m en rent vi maatle savne ; Hvad der var kun maatte gavne D en, de aad, som slugne Bavne. Her er ingen Grund til Klage. — Hvad der sank i Gravens Gjern, Som en gammel kjedsom Sage Gaar i Glem. G id v i a l d r i g se d e t s M a g e ! ------- x ------ Til at mele og at bage Deres egen lille Kage,

Mosehullet atter stiger, Skjont man gav

I f o m b r e v c til

Hende først, en Pæl i Livet, — Og en saadan man jo siger Holder ellers ganske brav, — Det betragtes maa som givet, A t Gespenstet rokker nok Atter op a f Moseslammet, Stiger atter fr e m bag Sivet, Selv om ogsaa man ad hoc. Ned har rammet Snese Pæle, ja en Skok. Hører D u alt Hundeglammet? Spøgelset er straæ paa Færde, Over G røft og Grav og Gjærde, Over Sten og Stub og Stok Jager alt den vilde Flok. Vælgerne sig knap kan nære, Ingen Steder kan de være Mer fo r Spøgelset i Bo. Sidder Bonden i sin Kro For sin Aftensnaps at tære Kommer pludselig Gespenstet, Og imens det Fast om Mandens Hals sig klamrer, Hyler, tuder det og jam rer, Med sin tunge Knokkelklo P ia hans Pandeskal det hamrer. A ltid end's det Med den samme Dødningdans. B undt og rundt i samme tynde Frasevælling stedse røres, Overalt det samme høres, Med de de samme Floskler kjøres Op og Ingen raaber: Stands!

F æ tte r K r is tia n

i N y k jø b in g .

J ^ u kom Vaareh. Zefyrbaaren

Flagrer den paa lyse Vinger Frem og Kulden den betvinger, Med sit glade Solskinssmil. Snart med II Blomsterne den H ylding bringer. Atter Fuglesangen klinger, Atter blinker Glædestaaren I dit Øje — K i r s t e n P i l ! Væk er Vintrens grimme Trolde, Væk er Sneem hvide Volde., Væk er Isens haarde Knolde, Bogen staar i Spring. Væk er alt det Frosne, Kolde, Væk er alt det Tomme, Golde: Væk er Danmarks Folketing \ Væk, forsvunden, Ilsom Isen, Blæst itu a f Foraarsbrisen, Gaaet til Bunds i Glemsels Hav. Endelig saa kom da K risen, Ende fik vi da paa Visen, Vrøvlet fa n d t til sidst sin Grav. Kort. kun, Fætter, bli'er dog L isen; Thi som D ronning G u n i l d a f

tkikkert.

I Dobbel

#unfhitofUllinøtn paa føfyarlottcuborø anmelbt af g)iot>6 Styorhjørn ©runbtt»ig<£Ra&fen ^ojfloleeleo. « . 5Dorf. 9ir 70. ©j enfi bi g Dfcerraffelfe.

( Kunstudstillinger, paa <§harlottenborg anmeldt af M t o t g e r B r a k v a n d , forhenværende Malersvend, nuværende Blæksprutte. •1. B o r p h . Kr. TO. G j e n s i d i g 0 v er as k e ls e. Ku er Dorph gaaet fra Fiskerne og begyndt at gaa i Hundene. Man er lige ved at hundestejle g f Overaskelse, naar man lige som den lille uldne Dreng venter at se en regulær Hund i Hundehuset, og saa faar Hje paa det andet Stykke TJldtoj paa fire Hen der glor paa En. Jeg véd ikke hvorfor, men man kommer uvilkaarlig til at synge: c. Ulden dullen Dorph!« Min g e lste d . Kr. 76 . S tu d e n te r , d e r d i s p u t e r e . Det er nogle raske Sludentmagersvende. Det er ikke nogle af disse væmmelige, blegnæbbede, forlæste Plougske Helderer, men rigtig • Ungt Blod«, der har gaaet paa Brandes's Fore­ læsninger og studeret Folkelivet i Skamdrups og K a tl Gjellerups Bøger. Det kun man jo se deraf, at de har naglet den illustrerede Smudspresse fa st til Væggen med Tretommersøm og ikke er bange for at have et rigtig gemytligt, gammelt Dødningehoved grinende oppe paa Beolen. E x n e r , Kr. 79 . D en f o r s t y r r e d e M i d d a g s h v i l e . Se det er nu akkurat, lige som man var til Aftenselskab og Theslapperads hos en Etatsraad, og saa skulde der bag­ efter leges Ordsprog og den theologiske Kanditat kom i nogle Bondeklæder og Frøken Jakobine tog sin Bondepige-

Xet er 33arne'

Sitoet og Xpre«2ieet i ^øj^orben, fom mobe§- for at bejle ©ammeng-Drb, forbi bet beeb bi ba Sldefammen, fom l)ar bet rigtige J&jcette-Cab,, at naar 33arne=©iet fer mb i Xpre* Diet og Samc-SKunben figerSBotrSSoto, faa er bet ben aderbej[ligfte og lifligfte fSarne-fBiab for en 33ame-©ioel at faa i fig, og btoem af o8 bilbe ilfe gjerne bære faaban et lide 33arne=33arn for at hnrne tale 5?atne*0rb til §unbe*©iaelene og frtjbe paa fine fiie fmaa ifuSfe-Snnfer inb i Jpunbe^ufet til Xrofaft. Dg fel» om ber ffulbe bære fmaa ©orte berinbe, faa er be ba boerfen Xofc^SBibere eder ®rinf*93ibere, font fuber @n i £joer tet, forbi be fmaa ©orte fuber iffe bpbt. féngdfteb. 9?r. 76, ©t u b e n t e r , ber bifpntere. rigtig et $nb=5?lif, man faar bet i al ben gorbctrbelfe, ber femmer af Satinen og ben forte ©fole/ for bet er ba rigtig ned grueligt at fe al ben ©plib og iiib, bet foret meb fig, og ber for bar 99faleren ogfaa fat et Xobmanbé=^obeb paa 9?eg* Jpplben for at bife, bborban 33og=©tøberne flaar ibjel, faa at be munb«bugge8 og bræbler i ©tebet for at rare giabe og ftmge 5tampe43ifer i gædig ub af ben lide bkaSScg- ©féttec. ?Rr. 79. X en forftprrebe 9Jiibbagg^toiie. Xe r fan

Xet er ba

9J?enneffe*®icrlen