S_Punch_1881

135

ere saa haardfore, at de om Vinteren sora oftest vandre om med blottet Hoved og kan bære en liden tokantet Fez eller Hue paa det ene øre, at samme ikke skal fryse. I Sommertiden bære de, for at vise deres Kærapestyrke, en Björn paa Hovedet. Ved Profetens Skjæg, nogle af disse Gardere, de saakaldte Pibere, ere saa smaa, at en Snes Stykker af dem kunde faa Plads i min Faders Søns Turban, mm desuagtet saa stærke, at ogsaa de med Lethed bære en mægtig Bjørn paa Hovedet. Andre af Shahens Stridsmænd hedde Husarer og bo i det Land Jægersborg. Deres Rustning er kunst­ færdig sammensat af lutter Knapper, Snore og Kvaster. Deres Høvedsmænd ere Menneskeædere, spise Husarkjød og drikke Rekrutblod, men skulle til Straf derfor ogsaa med det første bo i et Glashus. end en Mil, tyndere end et Haar og skarpere end en Yatagan, for at hvile i fuldbarmede Houriers Arme ved evigt- rislende Kilder, saa véd Du, o Søn af den haarfagre Guzle, at fvi Profetens Sønner i vor Sorg sønderrive vore Kaftaner, strø Aske paa vore Hoveder, slaa den nærende Jord med vore Pander og raabe til Allah, som gav og som tog, og hvis Navn vi dog love. Allah Akbar! De vantro i dette Hundesønners Land sørge ogsaa, naar nogen af deres Shahers Slægt drager bort til Ormudz’s lyse Rige, men, ved Omars skelende øje, de ytre deres Sorg paa en højst besynderlig Maade. Her er nys hensovet en god og retfærdig Shahs Datter og en anden længst bort­ gangen Shahs Yndlingshustru,' og de vare begge bedagede som Profeten Musas Moder, og deres Hænder vare fulde af Velgjerninger, og deres Brød mættede den fattiges Mund. Inshallah! Kafirerne i denne By sørgede saare, og Tusinder af dem fulgte de bedagede Kvinders Lig til Graven, og af Sorg hujede de og pebe i Fingrene, og de hylede og brølede af Kummer, og de skoggerlo og sang hæslige Viser af Drøvelse, og de bespottede, og de opreve de flammende Sørgefakler af Smerte, og de kastede Faklernes Ild paa velklædte Gjaurers sammenstimlede Mængde. Inshallah! Gud er stor! En vis og saare mægtig Kafir hedder Abu Crone; han er Høvding for mange Stridsmænd med Hjælme paa Hove­ derne, Hænder i Knapperne, øjne i Hænderne og Stave i Lommerne. Og den vise Abu Crone er en Seer, og han havde forudsagt, at Hunde af Kafirer vilde sørge med Hujen og Piben i Fingrene, og at deres Bedrøvelse vildo være som et Bjerg, eg han havde opladt sin Munds Røst og raabt: *Jeg kjender mine Sønner af Shakaler, deres Sorg vil være større end Djebel Tor!» Men ingen af Kafirernes Høvdinge troede den vise Seers Ord, og dog havde hans Mund forkyndt Sandhed. Og Abu Crone og hans Mænd ginge bag efter de sørgende Gjaurer, og en saare fed og rød Kafir M ir Clausen kjørte foran i en med Kameler forspændt Kærre, og han græd, og Abu Crone og hans Mænd udgøde Tdarestrømme af Drøvelse og Ynk over Hundesønnernes Sørgepiften og Klagebrøl og kummerfulde Hujen, og Abu Crone opløftede sin Røst og sagde: «Se, jeg haver forudsagt Eder alt dette; mine Øjne ere vel som stride Floder, men mit Hjerte er fuldt af Glæde over Piftningen, af Fryd over disse Kafirers Hujen, af Tilfredshed over deres vemodsfulde Skoggerlatter og Sørgebrølen, thi, sandelig, de have elsket meget, og de sørge meget. Og min Munds Røst var som en Stemme i Ørken, og den forkyndte Sandhed!« Bism illah! Naar det duftende Farsistans Shah eller nogen af hans Hus gaar bort over Broen, som er længere

O Morgengnav, hvad har du tabt? En anset Mand i Venstrepressen, Og taber dertil du Processen, H andigharm odK lausBerntze n skabt Kan H ørup sjunge i sin Kvide Med B erg og B r a n d e s ved sin Side: •Nu læ g g e r vi os ud paanyl* Et venligt Hjem i vor Erindring Skal aabne ham et gjæstfrit Ly, Og leve skal hans Navn i Mindet, Saa tidt som B ergs og H ø ru p s Linned I Morgengnavet tvættet bli’er. De Moderates Chef bedrøved’ Og gav os Frugten af sin Vid, Skal kummerlig om Ly han lede, Som en Kong L ear paa vilden Hede, Og kun sin Skygge ha’e til Nar? Nej, han skal ikke hjemløs fly! For hvert et Savn kan skaffes Lindring: Den L a r se n , som hin Sommertid Slig Vaabendaad for Venstre øved’,