S_Punch_1881
98
Fra Bedrøvelighedens Verden.
Se dette, fæle Tvedragt, er dit Værk! Fordum i Udvalg glad som Fugl paa Kvister Sang Venstre: «Vil du være fri og stærk», Naar Landets Forsvarssager stod paa Listen, Nu skjændes BojSEN stadig der med C h r e s t e n Og ruster sig paa Kraft til Valgkabalerne, Som bliver Følgen af P'amilietvisten. — Blot det saa ikke Venstre gaar, som Hvalerne, Der aad hinanden op og levned bare Halerne.
En Time i Geografi. Istidsb illede.
En Dag i næstforrige Uge kjerte jeg paa Jernbane fra Kjøbenhavn til Korser. Je g hårde L yst til at ryge mig en Cigar, og da der endnu existerer Rygekoupeer i Jern banetogene— hvad der ganske sikkert ikke gjorde, hvis » D a g b la d e t s aften selskabe lige Fru J . fik Lov til at raade, — gik jeg altsaa ind i en saadan Koupee, Der sad kun
'u fæle Tvedragt, som i Hades bor, Hvorfra du, Støvets Børn til Bytte kaarende, Dig lister op paa vor fortrykte Jord Og gaar paa Rov som Ulven iblandt Faarene! Dit Ydre er alt andet end bedaarende, Thi Gift og Ædder og, hvis ej vi fejler, Svovlsyre strømmer ned fra Slangehaarene! Du skiller Taburette fra sin Bejler, Og kommer som en Hund blandt Venstres glade Kegler! Du, fæle Tvedragt, tændte dine Flammer i Det Venstre. B e r g med Stolthed sit har kaldt. Det blev en Tumleplads for Kiv og Klammeri, Den Gang han lærte det, at Striden gjaldt E t enten-eller, Intet eller Alt. Du rev hans Kongekaabe rent i Laser, Hans Fane du forvandled’ til en Pjalt, Til vilde Jætter blev hans stærke Aser, Og som i Fimbulvinter Ven mod Vennen raser. Betragt kun H ø g sb r o , hvbr han stormer frem Og med sit Folkeblad i baade Hænder L ig Surtur hugger løs med Fynd og Klem Paa dem, der fordum var hans bedste Venner-, Den stakkels H ø r u p her med Sorg erkjender, A t Skaller kun han gav og fik, mens Kjernerne — De hundred’ Kroner — Rettens Kasse tjener: Der svandt de som i Ragnårokkur Stjernerne, Og de vil næppe faas igjen hos Grundlovsværnerne. 3 Morgengnavet meget Vand er løbet' F ra den Tid, B ojSEN der som Ven blev set, D a Lejregreven Kaal med L a r s e n søbed’ Og roste Venstre for Mo r a l i t e t ! Da B e r g var Allah, Z a h l e hans Profet, Der ved sit Kvad i glade Drømme vugged’ ham. Sligt er som Avner nu for Vinden spredt, HIN L e d r e paa et «smudsigt Standpunkt» hugged’ ham, Og a f det gode Selskab Z a h l e udelukked’ ham.
to robuste Herrer i tykke blaa Frakker, med uldne graa Halstørklæder og lodne Kabusser paa Hovedet; deres An sigter udmærkede sig ved en særdeles livlig Kolorit, om trent af samme Farve som Halspartiet paa en kalkunsk Hane, men dog med et vist godmodig lunt Udtryk. Paa Kjøbenhavns Banegaard forsynede jeg mig med et rigeligt Udvalgaf Hovedstadens nyeste Aviser. Det gjør jeg altid, naar jeg rejser; det virker nemlig meget sikrere end den største Dosis Opium eller Chloral at læse den samme Beretning 6— 7 Gange igjennem om Aftægtsmand Lars Nielsen og Hustrus Guldbryllup i Hersted-Øster eller Skolelærer Niels Larsens 25-A ars Jubilæum i Hersted-Vester. Virkningen af den indkjøbte Lekture udeblev heller ikke ret længe; først tabte jeg Traaden i Telegrafens Forkla ring af de sidste Dages Vejrforhold, og saa tabte jeg selve Avisen. Mine Medrejsende talte sammen i en dyb, mono ton Tone, de talte om Rejser. Det er Handelsrejsende, tænkte jeg ved mig selv, der er vist ikke mange Andre, som rejser paa denne Aarstid og i den Kulde, og saa lænede jeg Hovedet op i Hjørnet for at sove ind. Det vilde imidlertid ikke rigtig lykkes, og saa havde jeg jo intet Andet atgjø re end at høre efter de Tos Sam tale; jeg kunde ikke følge Traaden i den, men af og til fangede jeg dog en og anden Sætning, og til min For bavselse lagde jeg Mærke til, at der altid kom Bynavne eller Navne paa Farvande eller andre geografiske B e nævnelser for deri. Man kunde gjerne troet, at mine Rejse fæller benyttede Tiden til at høre hinanden i Geografi, hvis de ikke havde blandet de forskjellige Navne paa en saa nogenlunde sindsforvirrende Maade, at jeg aldrig havde kjendt Mage selv ikke i N u tid en s urimeligste og mest ind viklede geografiske Gaader. En Gang, da de saaledes diskuterede lidt højere end ellers, drejede Striden sig om det mærkelige Spørgsmaal, om Stockholm ogsaa kunde naa fra Helsingborg til Kjøben- havn. Nu har jeg nok hørt, at Stockholm skal have en temmelig stor Udstrækning; men at den skulde kunne spænde en 5 — 6 Mil i Længden, forekom mig dog lovlig urimeligt, og jeg gad derfor ikke høre mere efter deres Argumenter for og imod.
Made with FlippingBook