S_Punch_1880

414

Den yngste Edda. (Efter N o r d e n s G u d e r.) (Forttat.)

Men Venstres bedre Del er Dog prydet af en Mand, Der sluger selv Kameler Og Alt fordøje kan.«

De lod den lille Skare Ad Porten ind marsehere. Een indgang var der bare, Udgange dog des flere. Som Sandhedsfakler lyste Her H ø g s b r o e s Folkeblad; Derover H ø r u p gyste, Han blev saa lidet glad. Da H ø g s b r o B e r g mon kjende, Han mæled’ blid og from: «Min gamle Ven og Frænde, Hvor det var pænt, du kom! Bliv her ej gal i Skralden, Gjør dig det mageligt! In diesen hei.Vgen Hallen Kemit man die Bache nicJU /# 'irr'-y ■ End sagde med stort Snille D^ Moderates Drot: «Først vil vi holde Gilde, Og det skal være flot. Dernæst jeg vore Trætter At ende foreslaar I folkelige Idrætter At se, hvo Pilsen faar!» Saa blev til Højbords bænket Det ædle Kløverblad; I Horn blev flittig skænket Alt til den varme Mad. Da monne H ø r u p begjære En Prøve holdt paa Stand Og kvad; «Mit Foer jeg tære Saa godt som nogen kan!» Da svare d’ ham med Værdighed H ø g s b ro i samme Stund: •Jeg ved, med megen Færdighed Du bruge kan din Mund!

Ind traadte flux i Hallen En Udtraadt, sær at skue, Højt op mod Hovedskallen Sad Tænder i Kjæbens Bue; Paa Læber og Fingerender Man Tyggeværktøj fornam, Kort, overalt sad Tænder Undtagen i hans Kam. Frembar da H ø g s b r o e s Jæ tter E t Trug, hol smukt forgyldt, Med Rigs- og andre Retter Til over Randen fyldt; H ø r u p tog Plads behænde Alt ved det fulde Fad, Mens ved den anden Ende Hans Modpart trøstig sad. Da blev der svarlig sluget Foruden Rist og Ro. Paa én Gang midt i Truget De mødtes begge to.

' 7 /v

/ , .... >#0% f e w i / i l & a . m Jq, ¡fc—V— -)* fv; ; S i j 'üjy>s» 1 ^ ; f r *13 *3 l ^ j b ' ' >0>. 'X.*' B n a rt udbredt laa for Øjet Den Valgkreds, rund og stor, Som jævnlig gaar i Tojet Ved H ø g s b r o e s Sandhedsord. Alt saa man i det fjerne De Moderates Slot, Hvor over H ø g s b r o e s Hjerne Stolt raged’ hans Kalot. Trygt stod bag faste Volde De Moderates Rader, De havde Hjælme og Skjolde Af drevne As se ns-Plader; Ved Porten som Soldater Stod nogle i Gevær, V ' i -h

Men H ø r u p hin Talerken For Kjød kun gjorde ren, i Den anden havde hverkén j Levnet Trug eller Ben.

Man under Spøg og Gammen Fik H ø r u p s Ben bragt bort; De sagde alle sammen, Han kommen var til kort. Hans Modpart, som ej levned’ Selv allermindste Snus, Blev under Jubel nævnet Som Venstres største Ljus.

Med gode «Resultater» Var Vejen brolagt her.

(Sluttet.)

Theaterkatten spinder: . . v •. i"

Fru Nyrop og Fru Hilmer, der giver Partiet som horende til Noblessen, hvem Kniplinger anbefales, Integade 1 •— Og de har Allesammen ikke noget at gjere og forsvinder. Saa kommer Hr. og Fru Riquebourg - om Forladelse, Hr. og Fru Lindow og unge Hr. Lindow er væk i unge Fru Riquebourg — om Forladelse, unge Fru Lindow, og gamle Hr. Lindow har Uheld med sig, fordi hans Koner vil løbe fra ham. Og den ene er løbet og den anden slaar med Vingerne. Og lille Frøken Lindow er meget forgabet i sig selv. Og det var det naturligste i Stykket. For det var vi andre ogsaa. Saa jeg tager ikke i Betænkning at sige, at hun kunde være bleven en udmærket Killing, hvis hun havde været født Kat. Nemlig i Retning af at rive og kradse og klatre paa Bænke og springe omkring og slaa Glas i Stykker. Og saa gaar det Hele videre med ædel Ingenieur og Omvendelser og Opvækkelser, og den Fru Lindow, som løb bort, saa sort som Kul, kommer igjen,

Lindoir8 .Bøm i Mester See- kamps Have. Det var da endelig en Gang eb ofdeniig Tallerken Vælling. Det ; gjorde godt. Skjendt lidt for meget Saltvand i Formaden og lidt for meget Flodvand i Eftermaden. Salt­ vandet kom af Taarers altfor overdaadige Udgyldelse. Det var voldsomt gribende. Jeg sad og

maatle stryge den ene Taafé værre end den anden væk med Poten og Fidelle var lige ved at hyle højt, men jeg fik ham til at gaa helt ned i Ejælderen og tude af, for at det ikke skulde forstyrre Andagten. I ferste Akt sidder en af Schandorpbs Livpræster og spiller Whist med Licbe,