S_Punch_1880

406

Snart Morfevs kom til Syne, De havde ham behov; Saa laa de uden Dyne Igjen den Nat og sov. Alt kvidred’ S c h e l d e s Lærke I aarie Morgengry, Da stod de Kæmper stærke Af Halmen op paa ny. Til Fejden de sig letted’ Mod H ø g s bro es Rænkespil Og deres Hænder tvætted’, Som trængte hårdt dertil. Yed Synet af deres Kærre Blev H ø r u p mod i Hu Og sagde: «Den bli’er værre! Hvor faa vi Bukke nu? Selv om igjen vi begge Paa store Trommer slaa, Det vil ej længer trække, Det tør jeg bande paa!« Gjensvared’ B e r g : «Yed alt, hvad Mig helligt er og kjærtf Spørg du kun Schandorffs Galt ad, Den kunde trække svært. Og kunde den forøge Yort Fremskridts Hast forsand, Saa lad os nu forsøge, Hvad et Æh-Bæhlam kan!»

. Den yngste Edda. (Efter N o r d e n s G u d e r.) (Fort«*».)

S aa haardelig om Skralden Med stærken Eaand han tog, Og lige midt i Skallen Han sine Bukke slog. J e n s L u n d sin Dug udbredte, Han var i Hu saa glad, Mens H ø r u p tilberedte Dem deres varme Mad. Det er vel værdt at høre De mærkelige Ord: De Bukke, B e r g kan gjøre, Berømte er i Nord; Som Venstres bedste Føde Til Aften han dem flaar, Men strax ved næste Møde To nye han begaar. Da kom den yngste Pode Paa G r u n d t v i g s Hjærte-Træ, Med Doktorhat paa Ho’ede Den liden Pilt Æ h-Bæh. De hvide Løg han bragte Og laved’ dem til Saus; Nej, hvor den Løgsans smagte! Det var en rigtig Smavsl Da Nadveren var til Ende, Æ h - B æ h var ikke sen, Med sine Fingre trend® Han slikked' uden Mén. Han sine Hænder folded’, Sit Fadervor han bad; Snart sang de, mens de solded', Et Grundtvigsk Hjærtø-Kvad, Nytærsket Langhalm snarlig Paa Gulvet ud blev bredt. der etaar paa Forstavnen bagved Galli* onsflguren, og åa jeg nu "er dansk S em and, saa giver jeg ham nu paa Semands T re og Love i al Skikke­ lighed en Overhaling. Og tsaar jeg nu saa skal sige m in M ening, saa skal jeg jo aldrig nægte, a t det var en smak Aften i Kasino, da vi ferst fik Ole Lukej®, og saa kom Holger, og saa kom Ole igjen, åa vi korn hjem, for det ti g , splitte mig, p aa Kræfterne a t ta g e hele den L adning ind paa én Aften. For Resten saa han jo rask ud, og jeg var ferdig a t blive ja lu i paa' M itter, fer ikke saa snart fik hnn Øje paa ham, fer hun hvæ sede: »Sikken et Mandfolk!« •Javel«, sagde jeg, «Rejsningen er god nok, men noget staget, og Skuden stik­ ker inte dybt, — »kje»fc L asten m angler De Kæmper let forklarlig Laa, som de havde redt.

A lt sank i Vesten Solen» Og nær var Aftnens Stund, D i kom de hid til Skolen 1 V e j s t r u p hos J e n s Lu n d . Er. B e r g fra hajon Sæde Spurgte hin Folkeven: «Kan Her-Berg faas eg Æde Til sultn® Venstremænd?» •Diæter har jeg ikke,« Saa svared5 flux J e n s Lu n d , •Kun Folke-Ret kan jeg skikke Som Mundgodt for din Mund; Statstilskud sparsomt flyder, Thi Fischer os forlod 1» — Da bed hin Banebryder Ham være ved frejdigt Mod.

Saa lod Æh - Bæh de drage Med dem i Ledingsfærd; Det varsled’ gode Dage For B e r g og for hans Hær, Og snart man monne inde, At F art hans Sager fik, Thi C h r e s t e n ingen Sinde I n større Buk begik.

(Fortsættes.)

Literaturartikel.

•inte,* — Naa, det vil bare sige, mener jeg, a t han stikker inte dybt, hvad Op- -læsningen an g aar, for maar h an skal ta e den i Højden, saa komm er det lige­ som fra en fcrkjelet Skibshund. N aa, m ea derpaa kommer d e t jo hellas inte an, og fik ham og se, gjorde vi da. Men, n aar han digler, saa er h a« Ege­ god t bedst, for det er sa&åan rig tig n å a f N aturen og med Grovfilen, a t haa fager paa A lt. — Og d et var Synd a t sige, a t han er pænere, end a t en H ol­ mens Mand fø r ror® vad h a m ; nej. Pænhed, det lider h an inte a t og det er pæ nt af ham , for saa kan åen Simple ogsaa tag e ved h a » ag være iaad tli hans D ig teri, for han er saa yndig sim pel; eg der er v ist Ingen, d er ta g e r Luven fra ham paa åen Bov, det

Q e d é r TBnrtoaskioIi* ®t natte»®!! i D igt i l i Sange af H o lg e r D r a e h- m a i n . — Hvorfor at nu Dndertegue« i i i egenhændige Person spinder an la d e om T ordenskjold, det kommer ganske ustyrlig deraf, at han et tilegnet » åen d a n s k e o g n o r s k e S e n t an d « , eom