S_Punch_1880

270

Levet har paa lutter Om'er? Altid, altid spurgtes, om Sarah ogsaa virk’lig kom? Nu, hun kommer, Er det blevet meget værre; Jeg vil ikke være Dommer, Jeg er li'esaa gal des'værre, Jeg har staaet ved d'Angleterre Fire Timer støt i Træk, Og hvis ikke — ubelejligt — Just en lang opløben Herre Havde fundet paa at spærre Synet, kunde jeg saa dejligt Set den Skjønnes Thespis-Kærre Bulle over Torvet væk; Mit Humør det fik et Knæk! ■— Tro mig, Fætter Christian , der er Lidenskab, og hvad Du vil, Fut — Geni — i hendes Spil »Har Du set det?* Spørger Du — Nej! — Bent ud, Nej! — Men jeg ved det. Folk har sagt det, det er sandt. Hun er magnifique, brillant, Derfor glat paa Ho'edei staar jeg Som den lydigste Drabant, Ellers faar jeg Af de Andre paa mit Hoeåe, Nemlig, naar jeg Ikke følger Deres Mods. Kort sagt: Jeg er med! Jeg har Jo Christina Nielsson trukket Hjem en Gang, og jeg har sukket For Trebelli, som en Nar; Jeg Falander s Skaal har drukket, Og med Isbjørn har jeg trukket Tappert rundt som Nordpolar, E j mit Hjertes Glød er slukket Tro mig paa mit Ord, min Fa’r, Jeg skal gjerne være Hest Nok en Gang og gaa i Sele­ tøj for vor berømte Gjæst. men alligevel ligesom med en halv­ dulgt, stille, jublende Glæde ned i Rendestenens blinkende Vand. Og saa dette Vand! Hvor kommer det fra? Henne fra Brænderiet bærer det i sit vuggende Skjed stærke alkoho­ liske Vanvidsdrernme, men Farvereas Berlinerblaafc omme fra Ejernet har blaanet og kelnet dets hidsige Belger og stillet dets urolige Længsler! Lu­ rende og snigende glider det ind under Rendestensbrædtets slimede Dække. Skal jeg blive ved? Hvis Du havde været der, vilde Du bagved disse Suder have set et Kvindeansigt. Ikke et af disse An­ sigter, man ser paa Marienlyst. Heller

Og jeg tænker i det Hele, At det bli’er en bedre Fest. Sidste Gang, da sled vi haardt; Denne Gang er Veien kort, Ingen Ting os der vil hindre I vor ædle Hestesport, — Og hunvejer meget mindre! Dette *Om » fik altsaa Svar; Men et andet « Om* os plaged, Ærgred', drilledpinednaged', Dukkede bestandig som Nissm frem — om det behaged' Dog en Gang Hr. Fischer ej Endelig at gaa sin Vej? — Farcen bleven var for lang; Der var mange muntre Scener: Der var Schandorf, der varTang, Bogøkonger og »Helener*, E j man mærked’ Formens Tvang I Kupletterne, de sang; Hver en nordisk glad Athener Jublede saa mangen Gang, Ved at se Hans Excellence Gaa til Spøgens sidste Grænse, Spille hyper-grundivigiansh Lystig og aristofansk Uden andres Dom at ænse. Feerier han os gav, Skuespil med Elefanter; Hvor mon « Truppen » nu bli’er af? Pjerrot, Harlekin, Kassander Alle Fischers nye Maskiner, Som med Lodder gik saa brav.

Bimbreve til Fætter K r i s t i a n i Nylcjøbing. X I I I -

X W ' -

J '

', 0-1

I f p T - < ■

V W n

'

;7 f i

cSiø »w# Fætter, em Du kjender Kjøbenhavn, som det ser ud, Naar Forventningen sig spænder, Naar—somdet sig stundomhænder — Fra hver Tap og fra hver Tud Samme Væld af Lovsang render; Naar ved højlys Dag man brænder A f Begeistrings-Girandolen, Hvormed ellers Festen ender; Naar man , medens endnu Solen Staar paa Himlen, Allerede staar paa Stolen Midt i Vrimlen For at se Fyrværkeri! Hvilken Mylren, Vrimlen, Trimlen Op og ned ad Sprogets Stige For at sige, At den Uforlignelige Ikke siger: Hus forbi! Tror Du man er træt, fordi Alan den hele lange Sommer

Alle de smaa Kolumbiner Med de store, store Krav? Direktøren

Lukket' Døren, Slukker Gassen, Lukker Kassen, Bømm&r Pladsen,

Ja nu er hans Tid forbi. — Yoila la piéce fi ci !

ikke paa Dyrehavsbakken! De og jeg, min Frue, have ikke ofte Lejlighed til at se den Slags Ansigter. Haaret laa 1 glatte, sorte, krusede Fletninger rundt om den fyldige, elfenbenshvide Nakke, imod hvilken de urolige Øjnes fortærende, lidenskabelige Gled stak saa forunderlig sandsebetagende og nerverystende af. Om Mundvigerce dirrede et glædeløst Smil, og den let krummede, men alligevel ædle Næse flakkede under de sammentrukne Øjen­ bryn ud i Rummet som en anskudt Flagermus. Hendea Klædedragt var simpel, men net. Et folderigt Flonels Dnderbeklædningsstykke naaede hende aed til de smalle, negne Ankler, me­ dens en hvid Friserkaabe af Bonitet

Vexlende Variationer. m. En tung Melodi.

Sortegraa Skyer, lidt anlobne i Kanten! En Gade, der snor sig ind og ud som en Hugorm, sat i Spiritus! Et toetages, skummelt Hus, hvis ne- derste Etage er reven helt ned, saa ai kun Kvisten hænger ensom, tungsindig og forladt ud over det smalle Fortov med de smaa, spidse, edderspændte Bro­ sten, medens Ruderne deroppe i de tæt tillukkede Vinduer stirre sorgfuldt.