S_Punch_1880

263

Men for at bode herp.aa har man Redningsvæsenet med Stiger og lange Tove, der hænge hist og her omkring med gul Maling paa og Hængelaas uden Nøgle. Den mest udmærkede Redningsmand er B oj s e n , som reddede Hærloven, hvorfor han ogsaa siges at skulle have Titel som «Redningsbojesen«. E r s l e v har ogsaa reddet en hel Del i sin Tid. Næst efter Orlogsflaaden er Koffardiflaaden den vigtigste (se herom Nationaltidende). Koffardimændene ero alligevel forfaldne til mange Laster, saasom Trælaster, Kullaster og Ballaster i B al mabille, hvor de ere særlig udsatte for at faa Slagside. Naar Sømændene ere kjede af Livet, lade de sig hyre tjl de svømmende Ligkister, hvor de spare Begravelsesomkostningerne, som er en stor Hjælp for Enkerne og de faderløse. Dette har Rederne ogsaa indset og ville derfor nødig have denne ældgamle Begravelsesskik forpurret, efterdi de mene, det er i Sømændenes egen Interesse, at de gaa bort i en tidlig og kraftig Alder og ikke blive gamle og svagelige Skrog, som maa lægge op og fortøje under Fattigvæsenet. Danmark er i det hele et lykkeligt Land, hvor den sande Menneskekjærlighed trives (se herom: Foreningen til Dy­ renes Beskyttelse). For at Skibene ogsaa kunne se at sejle om Natten, har man Fyrene. Fyrene inddeles i faste Fyr, Blinkfyr, flinke Fyre og Friskfyre, som holde Fyraften. Naar en Svend i nogen Tid har været fyrig, avancerer han til Fyr­ mester og faar sit eget Fyrværkeristed i et Fyrtaam eller Fyrskib, hvor han kan fyre væk og have Blus paa Lampen hele Aaret rundt. Foruden Fyrene har man S i r e n e r n e , der yde gratis Hornmusik i Taage for at advare de Sø­ farende om, at der skal de ikke komme. Der er ogsaa en hel Del Sirener ude paa Vesterbro, som er et farligt Far­ vand, og disse Sirener tude endnu meget mere forskræk­ kelig; men «de Mænd fra Ithaka« lobe alligevel tidt paa Grund derude paa Grund af de daarlige Ehlerske Blinkfyr. En Afart af Skibsfarten er den saakaldte Lystsejlads, som beBtaar i, at unge Mennesker blive enige om at gaa med Straahat og skraa samt at ligge ude i Sundet og kaste op i Fællesskab, indtil de hen ad Aften kunne være bekjendte ogsaa at kaste Anker. De mere besindige Yndere af denne Sport danne de saakaldte Eoforeninger, hvor det hele tages med mere Ro, eftersom denne jo ai Tid følger med Aarerne (se herom: Aldersro). Om denne Sport synger Digteren: Halleh halloh, Halleh halloh Vi sejle og vi ro-o-o-o! Om Aaretolden (se Skibsafgiften) Den berømteste Lystsejler er den unge B r o b e r g , der imidlertid har en Tilbøjelighed til at sakke agterud, hvilket har medført enkelte Sammenstød med Havari paa Bugsprydet og deraf flydende Ubehageligheder (se herom: Dassavisen). Retsplejen nyder en velfortjent Anseelse: Danmark er ikke uden Grund stolt af sine lærde og skarpsindige Jurister, saa at man virkelig maaske heraf kunde slutte, at Landet oprindelig er blevet til i Juraperioden, den Gang Befolkningen efter den store Oversvømmelse endnu hensad i uskiftede Sko og vaade Strømper. Det juridiske Element har efterhaanden gjennemsyret hele Tilværelsen, men dens frodigste og mest duftende Blomster ere dog voxede i Nationaltidendes Klippespalter, hvor de to berømte Retslærde D’Hr r F a l k - rnann og H e n r i q u e s have akrevet deres epokegjørende og om aldeles nye Synspunkter vidnende Opsats: «Loven og Retten«, i hvilken det gjøres gjælående, at Loven ikke er Loven, men «den hejereLov«, hvorimod Retten egenlig er Vrangen og Loven har Uret, hvoraf atter følger, at Uret er Ret, Højre er Venstre, Sort er Hvidt og Hvidt er Sort.

Af andre mindre betydelige, men maaske lettere forstaaelige Forfattere, der have behandlet særlige Kapitler af Chr. V. Danske Lov, kan mærkes H o l g e r D r a c h m a n n (V. Bogs 3die Kapitel: Om Mageskifte — theoretisk og praktisk), I. A. H a n s e n (VI. Bogs 18de Kapitel), samt Kultusminister F i s c h e r (II Bogs 1ste Kapitel: «Om Religionen« samt III Bogs 20de Kapitel: «Om Jøder og Tatere«). Foruden disse Lovkyndige haves endnu et Par andre lærde juridiske Forfattere, der have hehandlet Spørgsmaalene under Syns­ punkter hentede fra det praktiske Liv. Saaledes Guvernør Gard e (om Standretter), Folketingsmand T a u b e r (Liv­ retter), D’Hrr Birkedommer Kr a bb e og Folketingsmand Sø re n Kjær (Nævéretten) samt Kjøbenhavns Politi (om Fortovsretten samt om Retten til at tage sig selv af Dage i Arresten). Naar her endnu blot omtales A l b e r t i senior (Proces) samt A l b e r t i junior (Konkurs), have vi paa Grund af Stoffets Righoldighed alligevel muligvis sprunget en hel Del over. Principet i den danske Rets­ pleje kan sammenfattes i de to Sætninger, der ere an­ bragte henholdsvis over Raadhusets og det kongelige Te­ aters Scene. Paa det første Sted læser man *Med Lov skal man Land bygge• Men da Byggeloven som be- kjendt just ikke er af den opbyggeligste Art, har Bygge­ manien i Forening med de høje Bygpriser indvirket saa skadeligt paa den almindelige Retsbevidsthed, at det vilde være gavnligt, om den anden Sætning (paa Teatret): »Ej blot til Lyst» blev indskærpet Bygge entrepren©rerne og Lovgiverne. Da det imidlertid er lettere at rive ned end at bygge op, skulle vi indrømme, at Retsplejen iøvrigt ikke lader meget tilbage at ønske i Retning af Langsom­ hed, og derved opnaas det store Gode, at de tre Grund­ piller, hvorpaa Staten hviler, nemlig: den dømmende, den administrative og den lovgivende Magt komme til at staa i Harmoni med hinanden, hvorved Statens Skib faar den Stabilitet og Sikkerhed, der er den bedste Borgen for alle Bedsteborgeres Ro, Velvære og Livsnydelse. (Fortsættes).

cT-vf cïïl&u med Stoetved 3en fozttnet, Stvi i ^Vetden $tad* den jaae blandt de jatete Sazafv-ece-nee.

2eoy

IV

- „ . — Det er dog næsten gyseligt, saa mager S arah B ern ­ h a r d t er efter Fotografierne ; og saa gjør hun sig nok formelig tyk af sin Tyndhed! — Netop, min Ven. Da en af hendes gode Venner nylig bebrejdede hende, at hun var rendt fra Théâtre français og bad hende gaa i sig selv igjen, undskyldte hun sig kun med, at det var der dog ikke Plads til.