S_Punch_1880

258

Fra Venstres Sommerudflugter.

I I . Og det var Mester S ø r e n K jæ r , Som hist i Sønder vi nge Gik C h r e s t e n B e r g og al hans Færd Ret som hin Nattergal, der slog En Gang i Terndrup-Lunden. «Jo, der,» saa lød hans hvasse Ord, «Skal Venstremænd man rinde! Ja Venstremænd, som ikke Spor A f Frihedssind har inde! Som bag en hoven Fører staar, Der selv med Excellenser gaar Fortrolig under Armen.» — Des værre V ig g o B j ø r n e a k kom I Striden slemt for Skade: Han stempled’ Vandløbsloven som En «daarlig Retirade» For Venstres Politik; thi man Har set, den blev til bare Vand, «Programmet» er forvandsket. Dog K jæ r blev saare gram i Hu, Hvad let man kunde vente. Han raabte overlydt: «Nej, nu Skal Søren eder hente!» — De Pjalter Lintøj, Venstre bar, Som Morgengnavet vadsket har, Dem rev han rent i Stykker. O Venstre, naar det saadan gaar, Da bli’er din Trøst kun ringe; Du mange «Vinger» sagtens faar Som den i Sønder vinge ; Din Enighed, som før var stor, Er nu et Slags bevinget Ord, Som har faaet Ben at gaa paa. Hel drabelig paa Klinge: Han paa de Radikale tog

B o js e n mellem tvende Negle Som et lidet Dyr er lagt; Neglene er disse Snegle: Bu sk med C r e s t e n * B e r g i Pagt, Som i Heden, alt for stor, Fik ej sagt sit «sidsce Ord». B o jsen du er Hovedmanden For den Tort, som B e r g har lidt: Hver en Bule, han i Panden Faaet har, det Værk er dit. H o ls t e in s Vid og T a n g e s Vand Mødes i dit Ord for sand. Venstre, ja man tror det neppe, Men kom selv, bese det lidt: H ørup , B e r g og Bu sk og Jeppe T a n g omrejse milevidt! Skynd jer, kom! Om føje Aar Venstre rent i Smadder gaar. Mellem rige Bøndergaarde Dragesæden voxe vil, Der, hvor B erg har sine Hjorde, Kommer Kommunismen til: Venstre mellem tvende Negle Som et lidet Dyr bli’er lagt: Slemt det blive vil at sejle Mellem Gaard- og Husmænds Magt. Hvor hen Venstre sig begi’er, Det til sidst dog «neglet» bli’er. Husmansklassen listelig Pønser paa Hussiterkrig.

Et Redaktiosmøde.

Der herskede en underlig trykkende og forventningsfuld Stilhed i Salen. Bolle efter Bolle temtes i Tavshed. Med­ lemmernes Næser og Kinder blussede, men ingen vovede at begjære Ordet, thi alles øjne vare rettede mod Dirigenten, der med korslagte Arme og dybeFolder i sin høje, hvælvede

Pande sad hensunken i Grublerier for Enden af Bordet. Endelig for han op, slog sig for Panden, rommede sig, ringede svagt med Klokken og begyndte: