S_Punch_1880

355

Juliane saadan at sættø deres Kredit paa Spil, for hvad maa Folk dog tænke om en Hvide-Varer-Forretning, der kjører paa Kaffemølle i Stedet for i Selvejer ud ad Strandvejen, hvor alle vores Bekjendte ligger, og det falder jo ogsaa tilbage paa Sørensen, og jeg vil nn slet ikke tale om lille Ambrosius, at de tager ham med paa den Slags Ture. for Barnet gaar saamæn med Døden i Ansigtet i denne Tid, og jeg tror nu han gaar med indvendige Mæslinger, skøndt Doktoren siger, det er ikke Andet end Orm, og saa sagde jeg ogsaa til Sørensen: Vi maa vise os, sagde jeg, og derfor tog vi strås reserverede Pladser til Koncerten i Tivoli Allesammen, og sad hele Aftenen og hørte paa Madam Hamber og Madam Blache, fordi de er jo berømte udenlands, og vi skal hver Aften hen og se Sarah Bernhard naar hun kommer, hvis det bliver til Noget, men Fritz Grønbæk siger, at det afhænger af, om Ballongkaptif kommer til at gaa op i Tivoli, fordi hun kan ikke undvære en Ballongtur hver Dag, og saa vil jeg saamæn ogsaa se at komme med en Dag, fordi det maa dog være interessant at siddederoppe i Luften med saadan en berømt Person, men Petrine har hørt henne hos Grosserer Nikolajsens, at det er ikke alene af den Grund, men fordi hun har forlangt, at Brygger Jacobsen skulde bestille en Buste hos hende af en berømt Mand og nu kan de ikke finde paa Nogen,

men vakler imellem forskjellige Afdøde, og det bliver for Resten strængt nok for de stakkels Billetsjovere, hvis hun kommer, fordi nu maa de da tage ind fra Landet fjorten Dage tidligere af den Grund, og det er da en Lykke, at Herman Bang er tagen til Bryssel, fordi det vilde vist blevet for meget baade for ham og Læ­ serne, hvis han fik Sarah at se, saadan somSvenskerne tog paa ham, og jeg Lar saamæn ogsaa tænkt paa Dem, søde Fru Schrøder, at den Gang vi havde været i Paris, sagde De, at det, De misundte mig mest var, at jeg havde faaet Sarah Bernhard at se, og skulde hun nu komme, saa har jeg tænkt, at hvis for Exempel Sørensen, hvad der jo kunde hænde, skulde blive syg, for hans Mave er jo svag, véd De, saa bunde De faa hans Billet, og saa kande De faa min Hat med de hvide Fjer, som jeg ikke mere gaar med nu efter at ae røde er bievne mere moderne, at laane, for man skal jo naturligvis være fjong ved saadan en Lejlighed, men nu maa jeg hjem og høre, hvordan det staar sig, for Frits Grønbæk har gaaet paa Lur hele Formid­ dagen henne udenfor å Porta for at se, om han ikke knnde møde Kammerherren, for han mener nok, man maa kunne se paa ham, hvordan det staar sig med Sarah, saa iux Farvel, søde Fru Schrøder og nu vil jeg haabe for Dem, at Sørensens Mave maa blive lidt rebelsk. Farvel og Tak for Kaffe!

•Og her du T a u b e r , skjær og fin, X stiakt Galop Du skynde dig til S c h e l d e ind Og træk ham op! Ej sommer slig en Vandgang den, Hvis Sind og Mund Af Vandsmag aldrig var eu Ven Til denne Stund!» Strax kom hin L ed res Havmand frem Med den Instrux; Men S c h e l d e sa’e: «Gaa du blot hjem Og læg dig flux! Jeg fri? Og Chresten blive her I jeres Vold? Nej, da var Schelde aldrig værd At gaa paa Sold!« Saa stor er ædle S ch e l de s Magt: De slap dog fri; Thi Landet, — unter uns gesagt , — De færdes i. Af Mindet dette aldrig gik Hin Bogedrot, Hver Gang i Kroerne han fik Sig tort og — vaadt. Kong C h r e s t e n Bad ved 01 og Vin Blandt Bønder fler Og sa’e: «Kom her, dit glade Svin, Og sæt dig ner! Ej Tauber Busken ryste kan Som en af os. Men den er fuldblods Venstremand, Som naar mit Ros!» — Men B o g ø har reddet sin Konge.

J . M e . (Efter S torm .)

Han kjobte Fløjter, gav Parti, Som glædte den, Der ej af Venstres Slaveri Var særlig Ven! Ja, mangen Højremand saagar Fandt Alderstrest Ved Dannevirket, C h r e s t e n bar Udi sit Bryst. I højen Folketing man saa, Kong Ch r e s t e n stod Med F i s c h e r og med Ka u f ma nn paa En prægtig Fod; En billig Hærlov var hans Ågt, Han frem sig sneg, Og alt for den bevidste Magt» Tilbage Yeg. Dog B o j s e n s Hærmænd ikke sov, De lavede En anden, meget bedre Lov, Der lod sig se. Kong C h r e s t e n s Flok kom ilde an Ved denne List: De gik i Vandet alle Mand Og B e r g ej sidst.

V ort Venstre havde sig en Mand, Som C h r e s t e n hed; I Tinget meget slem var han, Naar han blev vred. Paa Landet fo'r han viden om Fra Kro til Kro Og snakked1, hvor som helst han kom, For hele to. — Men B o g o har reddet sin Konge.