S_Punch_1880

251

^

Sangsvanen ( Falsettus Jastrausus)

8. Taamsangeren ( Basso Oeneralissimus sive S artm a n - nieus)

især holder den meget af at være i Selskaber, hvor den kan indtage den- forste Plads. Den kan lære at tale. Fuglekongen færdes gjerne paa højere Steder og er meget velset paa vore Slotte paa Grund af sin smukke Sang. Denne er voldsom kraftig og gjor som oftest et rystende Indtryk; paa Italiensk gjengives den særdeles godt søm: •Bravo, mi FigaroJ Bravo Bravissimo!» for Danske lyder den derimod i Reglen som: •Leve den vennehulde Kvinde!» 18. Papegøjen Bapageno Schrammo) sesmeget hyppig, da sin ene Mundvig skævt ned til Siden for atforstærke Lyden; den regnedes tidligere til Skrigefuglene, men det gjer den ikke mere. Den er godt skaaren for Tungebaandet og giver sin Stemme med i A lt-og har altid noget at ruge over. For Resten er den en stor Spøgefugl, der selv paa sine gamle Dage til enhver Tid deltager i Ungdom og Galskab og gjerne ses ved Grøn- dalsbuset. Levevis er forskjellig fra de andre San­ geres, og den gaar gjerne i Vandet, hvor den optræder. I sine Velmagts­ dage indretter den sig i et større Lo­ kale i Byen og søger her at samle en saa stor Kreds om sig som mulig, for hvilken den øpgyiper en Masse kun halvt fordøjede Stumper og Stykker af sin aandelige Føde, som den hakker fælt i, og den afbryder sig kun en Gang, imeliom for at give lidt Sang til bedste. Nkar den føler sig aflægs, drager den bort fra Byen og trækker sig til­ bage paa Landet, hvor den opdrætter unge Bogfinker; af denne Grund fredes den af Staten. den slet ikke er bange af sig, men optræder baade paa og udenfor sit naturlige Omraade. . . Under Sangen holder den j>>)i 14. Lappedykker W * (Buffo Døckerus) hører kun uegenlig til Sangerne, men bør dog ^ nævnes her. Den er op- ^ rindelig kommen hertil fra Jylland, men vil ikke IsS' rigtig trives her; dens

synes at stamme fra Syden, navnlig har dens Stemme* klang et Bydlandsk Præg, der dog ikke er ganske rent; dens Sang lader sig ikke let gjengive paa

færdes især paa Kirke­ g a rd e, hvor den har sit Tilhold i gamle Marmor- støtter. Da den tidligere optraadte meget i Tysk­ land, haves der flere Sange

noget existerende Nodesystem. Navnet kommer af dens bekjendte Svanesang, der k an forstaas som:

paa Tysk, hvori den og dens Opholds­ steder omtales, som f. Ex.: «Im tiefen Keller» og «In diesen heiligen Hallen*. Den har en svær Brumbas, og dens Sang kan bedst gjengives ved : «O-I-sis-o-O-si-ris 1» 9 . M u n k en . (B asso Fersleviano) var tidligere meget al­ mindelig, men fører nu en Eremittilværelse. Den kjendes let paa de rul­ lende Øjne og de duk­ kende Hovedbevægelser, hvormed den altid ledsager sin Sang, som lyder meget monoton og har noget Søvndyssende ved sig omtrent som: •Hov, Vægter! Klokken er slagen T ol» 10. Ternen (Soprana K ellera) hører til en her i Landet udbredt Sangerfamilie,, I Kunsten er Soprana Kellera den hellige Cæsilia’s Attribut. Den benytter en fra de fleste andre Sangeres for- skjellig Syngemetode, hvorved dens Sang kommer til at minde om gammel italiensk Kirkemusik. Paa Grund af Overanstrængelse ved denne dens Kir­ ketjeneste, er den ofte upasselig, da den kun har en svag Keilerhals* 11. S e ls k a b s fu g le n e ( Don E rhard — Donna Erharåine) De liere forøvrigt Begge til de mere vigtige Sangere, navnlig vil Hunnen gjerne give Partiet og den seger at efterligne Primadonna assoluta, men dette mislykkes i Reglen, da dens Toner har en stærkt hvislende Bilyd, som hidrører fra dens Tungemaal. der er altfor langt. 12, F u g le k o n g e n fBaritonus-Simonsenior) ere tvetungede Sangere, idet det mærkelige Til­ fælde her finder Sted, at baade Hannen og Hunnen synger i denne Familie. _ der er bekjendt for sit smukke Modersmaal; dens Toner ere biode, men r u n g e dog ret kraftig.

eMin Svane god!» 4. Hornuglen (jFalsettus Christophoriem is)

er meget vanskelig at kjende, da den i Virke­ ligheden er hvidtoppet, men næsten altid optræder med sortlokket Hoved- beklædning. Den stikker

ikke meget dybt, og dens Sang, der er asædvanlig højhalset, lyder omtrent som en Postillons Horn: «O-ho! O-ho! O-ho! O-ho!» Deraf har den faaet sit Navn; for øvrigt er der Slag i dens Toner, og de minde Btærkt om Piskeknald. 5. Piplærkøn (Falsettus B runius)

kjendes derimod let paa sine høje;Ben og det lille Hovede, der sidder lige­ som paa en Stilk. Da den saa ofte i Middags­ stunden færdes paa Ruten,

antog man tidligere, at den hørte til Vandrefuglene, men nu har man ladet den Fugl flyve. Dens Særkjende er en hej, noget spæd Tone, men ellers et langt Register; dens Toner kunne nærmest tydes som: «Jeg er den stolte Grev Al-ma-vi-va I* 6. Stensmutten ( Falsettus Stenoergensis)

hørtes jevnlig for en halv Snes Aar siden i forskel­ lige højtliggende Partier, men er nu næsten helt fortrængt, og nu lader den kun sjelden høre fra

sig. Den danner en Undtagelse fra de andre Sangere ved, at den sætter egen Melodi til sine Sange. 7. S v e n s k e r e n (A ltessa Bournonvilla) , J

forekommer i de Fattiges »Dyrehave, men optræder ellers sjelden. Navnet skriver sig fra, at den efter den almindelig an- tagne Mening med sin

(frit efter W essel ) *Den ‘¿fltand, ww &i$c(vtt (viddit, JCcm y-jozdi viittnofv (>t3‘dict, 9 eFct-fS fvem gift jj« — «Tfti tmw fvow lidit ej.

er let kjendelig, da den paa Brystet har et ual­ mindelig bredt Baand, som ender i et skinnende Kors. Den er i Grunden ogsaa en Selskabsfugl,

Stemme søger at efterligne Svensk, men ved at høre nøjere efter opdager man snart, at det er en Fejltagelse. Hannen af denne Slægt udmærkede sig forhen ved en smuk udviklet Benbyg­ ning, men var stum.