S_Punch_1880

Berg som Rytter.

Det var et Skrald, det var et Brag, Som før ej hørtes nogensinde, Undtagen i det store Siag Ved K j æ l d e r n æ s , hvor helt i Blinde Paa Grund han styred’ og blev Vrag, Det var et Drøn som Dommedag, — Fæld Taarer hver en Dannekvinde! — Paa sin republikanske Bag Drat B a j e r om, mens Morgengnavet Fik næsten Kolerine af ’et — Hvad tidt det faar ved visse Vinde.— Dog Porten holdt og Højre stod; Men C h r e s t e n , som lob Panden mod Og drak den frygtelige Skalle, Var værst dog faren af dem Alle-, Thi han slap ej med Næseblod. Han blev aldeles flad paa Snuden, Og Panden brast, skøndt den var tyk, Saa mistede han des foruden Den Glorie rundt om Hovedhuden, Hvormed i Tale og paa Tryk Han fordum styred’ Venstreskuden. Ned faldt hans Tordengudsparyk, Og Tordenguden, Han dratted’ selv ned paa sin Ryg Og hævned Torten rned en Tuden, . Som T a u b e r selv fandt næsten styg. Men at vi fik, hvad Folk end snakke, En Lov, der trodser Regn og Blæst, Se, derfor kan vi gi’e A ttest; Vi mest kan C h r e s t e n s Buler takke Og T h o m s e n saa og B o j s e n næst. Statiatisk-topograftsk Beskrivelse af Kongeriget Danmark i 18 8 0 . Eegerisigsføraieis (fortsat). Hovedstaden Kjobenhavn bar sin egen Regeringsform. Denne bestaar af tre Elementer, M a g i ­ s t r a t e n , P o l i t i e t og P r e s s e n . Pressen har Overkommandoen, som den udøver med megen Strænghed og ubønhørlig Retfær­ dighed. Fire underordnede B e­ tjente, der for Kommers Skyld kaldes Borgmestre og af samme Aarsag beklædes med bøje Titler og gode

Hærloven fik paa en Gang Fart, Den floj fra Folketing til Landsting; Tilbage til vor «tredje Stands» Ting Den sprængte saa. og derfra snart Fo’r den af C h r e s t e n fast omklamret Den lige Vej til Udvalgskam ret; Det Hele gik med Vindens H ast! Forbløffet holdt sig C h r e s t e n fast,

(Frit efter K aa lu nd .)

Han havde aldrig lært at ride, Ballancen var hans svage Side, Og saadan over Dal og Bjerg

At styrte frem, kan nok man vide, Det var for meget — selv for B e r g .

Nu skulde det sig netop hænde, At Lovens Ejer K a u f m a n n stod Tæt udenfor sin lille Bod Og kløved teknisk Pindebrænde. Sin Hærlov kunde knap han kjende, Saa rap var aldrig før dens Fod; Forundret monne han sig vende. Han saa og saa igen og saa: J a vist, der kom jo Loven henne, Men hvem var Rytteren derpaa? E ja ! Hvor monne *Punch* da grine, Da C h r e s t e n først saa nær ham kom, At han fik set hans sære Mine, Og strax han tænkte: Død og Pin e! Hvad vil vel K r i e g e r synes om Dog var det Bedste end tilbage; Thi hør nu L øjer! Alle Dage Var Porten lukt for K r i e g e r s Hjem, Ikkun en Laage eller Lem — Hvorledes man det nu vil tage — Tillod en lille Lov at jage Derind i Templet lige frem, Og denne Vej var ganske nem For Loven, men for lav des værre For den ubudne svære Herre; Maaske, hvis han med megen Hast Behændig havde Panden bukket, Og siddet ret i Sadlen fast, At han foruden Overlast Igjenuem Laagen kunde stukket; Men C h r e s t e n Øjnene kun lukked’ Og lod staa til, om Højres Port Hvad eller og hans Degneboved Var af det bedste Tommer gjort. E t Nu, da var Forsøget vovet! At se d e n G jæ st ubuden trine I Udvalgskamrets Helligdom?

H r. B e r g en Gang gik ud paa Sjov, Der L a f han paa en -Hæ rlov liden, Som tøjret stod i K a u f m a n n s Tov, Skøndt end det var i Sommertiden. D a C h r e s t e n nu var noget flov, Og — skøndt et ærligt Skind for Resten N ys havde ærgret grøn sig næsten P aa Grund af Højres Sø v æ r n s-L o v ,

Han syntes, det var ikke Rov å t faa sin iiile Part af Festen Og ta’e en Bid til Husbehov.

Og flux begyndte der en Jagen, E t Væddeløb, som gik i Ring Med slig en Fart, omkring, omkring, Saa man vist aldrig har set Magen. Det kunde varet hele Dagen Og blevet dog til ingen T ing; Men C h r e s t e n gjorde snildt et Spring T il Højre det forandred’ Sagen, Thi Loven, som var i Galop, Fik ikke T id at sige Stop, F o r C h r e s t e n med et vældigt Hop Alt sad den overskrævs paa Bagen Med sin bekjendte svære Erop.