S_Punch_1879

47

Revisionsværelsernes Døre, og de i Statsregnskaberne bundne Talstørrelser skrede frem ved solklar Dag, og Menneskene rundt i Landet løftede deres Hoveder for at se disse foranderlige Additioner og Subtrak­ tioner. Yi saa en tredie sned Kalot paa Hovedet spinde den tynde Tanketraad, der fæstes mellem Begreberne Moderation og Radikalisme. Han spandt en Ende, og den var lang. D et dan sk e Væl g e r f o l k har bjær den gamle Gaaserede paa Buntmagerloftet. Lad mægtige Fugb kan komme for at sønderrive det. Selv de skægløse Seminarister stille sig i Kreds paa Redens Kant, det have vi set, de lade sig hngge i deres pletfrie Halsbind, de slaa raed Næb og Klo. Et Par Rigsdagssessioner vil endnu gaa hen, Gæs flyve fra Beden, ses og høres rundt i Landet, før den Tid kommer, at det i Sandhed skal kunne siges: „Det er den sidste Gaass det sidste Vrøvl fra Ga ase reden,,»

Overlampepudserens Dagbog

fortsat af. hans Datter.

L ø r d a g den 1 s t e F e b r u a r . D on Ju a n paa rød Plakat ; Og Olaf paa Upasselighed. Saa v i sidder sørgendes i det og stoler paa Sjæfen om han kunde hitte paa Noget i Dubleringsfaget. Eller lade Balletten gaa i Ilden for ham , som vij gjeme gjør. Eller i Vandet, som vi ogsaa gjør; Sommetider; Men sjeldent. Og Sjanettes Bryllup blev opsat, skøndt det har Yæret lyst for hende i alle Aviserne, hvad der var en stor Skuffelse for Malle, der altid har. holdt af at se paa Bryllupper , men ikke selv er kommen videre end til Forlovelse, hvormed i jo ellers altid ender; Paa Scenen. Men naar O la f som v a r S ja n g ikke kunde være med vilde det blevet et trist Bryllup alligevel. Og det var dog rart. at han endnu var saa rask; A t han kunde være med i «Tæ- spis« i Fredags. Hvorfor vi maatte kalde Simonsen og Julie Skov fra Musikforeningen og resikere at Gade blev en • Tvær-Gade* — som Malle Knallerup bemærkede, des- angaaende. Og Don Juan var som sædvanlig bedaarende og maatte opvække Medfølelse i Kvindehjertet, naar man saa Simonsen fristes af Donnaernes Skjenhed.; Som det jo var rimeligt han ikke kunde modstaa og som maatte have kunnet røre selve Komandanten; hvis haa ikke var af Sten; Som han var. Desto værre.

.Tauber kommer5'?

» « f e f .................

N y s Venltre fig ruiled til T oget, For at vinde en Kreds til T aub '^R ; Til Diæterne — gyldne Lau’bær Er Vejen ak fnever og kroget. Skøndt Situationen er broget, Afventer end itadig Hr. T aubeR , Lig en Nutids Hr. M ica u b er, Om ej der ikal vife fig Noget.

En Tyrefægtning.

K omm e hvo, som vil! Ja , kom! Mens jeg slaar min Lyre, Faar I en Fortæl Bug em En af vore Tyre,

Og en lystig Tyre-Vals Gav den nu til Bedste, Folket om dens Tyre-Hals Vilde Reb befæste. Men den ej sig standse k>d,

Som sig ikke styre lod Og var ikke t y r e g o d , Da fra Tyranniet DeD sig fandt befriet.

Til en Tyre-Dansebod Kongevej var ble’en — Gratis var Entréen.

Hist ved Trommesalen, som I sin Skjønheds Fylde Stadig maa os minde om. Hvilken Tak vi skylde Vor Borgmester, som er Mand For at faa en ny i Stand, — Naar vi blot gi'er Stunder, Mens Borgmester blunder;

Men i Lykkesholms Allé Stod Toreadoren, Og han sked, og en, to, tre! Tyren faldt til Jor’en, Og den sendte i sin Død Ham et Blik, der vist betød:

•Dn er sgu en rar Fyr! Nu er jeg en Mar-Tyr!»

Hist — jeg siger — kom en Knøs Med en nikket T yr, som

A f vor Tyrs Historie man Lære kan saa klarlig: Den ubundne Frihed kan Ofte være farlig. Hvad der gjaldt om dette Kræ, Gjælder jo om alle Fæ :

Snart dog fik sig revet løs, Saa den stakkels Fyr kom Fælt i Knibe: Tovet sprang, Og er Tyren uden Tvang, Bli’er den let ustyrlig — Det er saa na-tyrlig.

Naar de ej kan styres, — Saa maa de sgn t y r e s .

(,Vide »Dagbladet« 28. Januar.)