S_Punch_1879

46

Med aaben Pande.

Jeg har væ’t Seminarist, Derom er der ej Tvist. Jeg fik „bjerget“ et Navn, som jeg kunde. Mangen Torsk, som bekjendt, Gi’er en Bergfisk excellent, Og Jeg gi’er „den forvandlede Bonde". Gaasereden. F rit efter H. C. Andersen,

Det er sikkert og vist. Jeg var fostret til Høtyv og Skovl, men Jeg var skabt til Seminar , Den var tydelig og klar, Og mit Døbenavn var Chr e s t en Pou l s e n . Jeg har væ’t Seminarist, Men min Skæbne var trist Thi mit Døbenavn var mig for broget. tOg med Navne, min Ven, gom kun endes paa „ s e n “, Kan man slets inte bliv« til noget. Men Jeg blev Seminarist, Og mit Navn havde vist Kunnet volde Besvær mig og Mas tidti Dog ved Hjælp af Algebra Drog Jeg „Roden“ nd dera’, Og saa fik Chr e s t en B e r g jeg Hl Facit. Men den havde jeg é$ faa’t, I Fald ¡ns j eg havde blot C h r e sten Poulsencyj inte Chr e s t en B e r g væ’t’ Jeg har vælt Seminarist Og mit Ris bar jeg vidst .At haandtere »den Frygt og uden Dadel. Seg paa Tinge fik Plads, J&g var folkelig og hvas Mød forfængelige Titler og mød Adel. Jeg har væ’t Seminarist, Og trods Højrerøæads List Jeg mit Navn har som Bogødrot værget. I Professore, som bo Udi Kjøbenhavn, jo! jo! Vi har ogsaa havt Folk her paa „B j e rge t “. Jeg har væ’t Seminarist Og Jeg faar nok til sidst Portefeuilien, man skal ej forsværg’et

Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gam­ mel Gaaserede ; i den er født og fødes Gæs, hvis Navne aldrig skulle dø, — saalænge Punch lever. I Oldtiden fløj en Gaaseflok hid fra Capitolium til Mai-Landets grønne Sletter, hvor der var god Gaasegang. Gaaseflokken kaldte sig Bo n d e v e n ner. En anden Skare med brandgule Næb og Mad- stræv i Hjærtet svang sig hen over Jylland, satte sig for T s c h e r n i n g s Fødder og kækkede i Kor, naar han aabnede Munden. Den fik Navnet „j ydsk F o l k e f o renin g“. Der lød fra Danmarks Kyst et Angstens Skrig for de ravgale Gaser, der med Kæmpe-Rim under Folke-Vingen kom fra Vartov, og Folket bad: „Fri os Gnd fra de vilde G r u n d t v i g i a n e r e ! “ Paa Bogøs engfriske Grønsvær, ved den aabne Strand, stod med aaben Pande C h r e s t e n P o v e l s e n , kaldet Berg, med Kongekrone paa Hovedet, sit Skolemesterris strakte han hen over Landet. I Knæ bøjede Holbæk Amts Vælgere sig, og I. A. Ha n s e n kom med skarp Tunge og tom Brandkasse, Det var i de ældgamle Dage, siger D.u. Ogsaa nærmere vor Tid blev set smækfede Gæs flyve ud fra Reden. Det lyste gjennem Luften, alle Ringsted-Klokker klang, Gaasen spredte ved sine stærke Vingeslag den dæmrende Taage og Stjernehimlen blev mere synlig, ¿om om den kom Jorden nærmere; det var „Astronomen^ P. Ch r. Z a h 1e. Ja den Gang, siger Du, men nu i vore Dage ? Da saa vi Gaas flyve ved Gaas i herlig Flugt. En rev en Fjer ud af sin Vinge og skrev over tyve Foliø- sider. Det flimrede for vore Øjne. Frie Middage for Korsøranere, truede Husmænd og underfundige Godsejere viste sig i den folkelige Sandhedskærligheds klare Sollys. Det var „Digterne“ T au be r og Fe 1dt- hus en. Vi saa en gammel Gase slaa med Vingen mod

|