S_Punch_1879

402

I Fredsperioden.

Nej, tryggeft blomilrer Freden dog hos os, Hvor man til Krig paa Kniven ilod paa Springet; Kun H ø ru p af og til med H ø g s b r o ilaas Om Tillidspoilerne i Folketinget. Nu har de kapret hver en Tillidspost Og har for faa vidt begge vundet Prifen. — For Reilen plages Landet ilemt af Froil, Og Planer lægges til at bryde Ifen. D o g her man finder lukket hvert et Sund For Venilres Flagskib ; agterud det fakker. D et fik ej boret E S T R U P S Skib i Grund; Derfor er det naturligt at det —• b a g g e r . Et Stykke Perlesnor. ¿Frit efter H. C. A n d e r s e n .) Jernbanen, som i Danmark strækker sig fra Kjø- benhavn til Korsør, er et Stykke Perlesnor. Hvor mange Perler er der paa Snoren fra Kjøbenhavn til Korsør? Vi ville betragte fem, som de flestemaa lægge Mærke til. Historien og Politiken give disse Perler en Glans, saa at de straale ind i vor Tanke. Kongegravenes By, det gamle Roskilde, ligger for os. Her var det, at den mægtige Bisp maatte bøje sin stolte Nakke for en uselig Bonde. Her faldt Monrad for Ole Larsen. Men ak! En mørk Vinter­ dag blegnede den kostelige Perles Glans. Grevens stærke Haand vristede den med Staalhandske ud af Folkets Eje. Her, hvor Kilderne risle. De græde over den tabte Perle. Nu komme vi til Ringsted By. Aalejet er lavt, det gule Korn voxer, hvor Zahle stod paa Kæmpe­ højen og kvad til Guld-Harpens Klang. Her vandrede Skjalden omkring mellem de lave Bytter og prædikede Korstog mod Provisoriet, eller han stod i den stjerne- klare Nat og læste i Himlens blinkende Stjerner Sagaen om Venstre og Taburetterne. Den store Bjørn van­ drer endnu sin vante Gang paa Himmelbuen, og i Folketinget runger endnu Chrest e n Bergs malm­ fulde Røst; men hvor er Zahle? Oppe bag Limfjorden staar en straatækt Bidig. Der sidder Skjalden og grunder. Hvad læser han? Gamle Skrifter ligge rundt om ham. Han grubler over det store Problem. I „Folketidende for Midtsjælland“ søger han de Vises Sten. Ak, han vil aldrig finde den. «Dejlige Sorø, omtransed’ af Skove» og ud af dem, som en Stjerneblomst fra Skovgrunden, skinner os Gjæstgivergaarden i Mode. Store Ord mæles der­ inde. Buldrende flyve de ud over Landet, som Pilen

Uen glade Juletid for Døren ftaar, Til Fred og Festlighed den Verden vier: A f Juletræet gylden Frugt man faar; Man ikulde tro, det var Grankogierier. Dog, overalt i denne kjære Fred Til Kiv og Ufred kan man finde Spirerne, John B ull har ftadig Plager og Fortræd I Mængde fra Af ghane rne og Irerne. Skøndt Zulu-Kafferne fik deres Stryg Er Engelikmanden ikke vel til Mode: Irland er hans Kartoffel, fom er fyg, Den kan han ej faa rykket op med Rode, Hvad gavner det, at han fik bragt paa Fod Den syge Mand, — om hvem man fnart kan fige: Han døde vel, men Feb’ren ham forlod! — Naar han er gigtfvag i fit eget Rige? I Rus l and har man Fred, den Ting er klar; Dog er det ikke Fred og ingen Fare; Det kan fe fort ud for den hvide C za r Midt i den røde Nihiliflerikare. Fyrft G o r t c h a k o f f beholdt dog Statens Ror, Endikøridt det volded’ BismaRCK abfolut en Sorg, Og der er fornme, fom for Alvor tror, At Rusland ftyres bedft af Knut til Knutenborg. I Span ien har ALFONS fin haarde Nød; Ved Bryillupsgildet gjenlød Cortes' Taler: Man faade Klinte i hans Hvedebrød, Og Klinten er hans egne Generaler. De løfte nok til Oprør -deres Haand; E 11 fnurrig Brudegave de ham ikjænker. Dog, hvis de bryder deres Baand, Saa faar han trølte fig med Hymens Lænker.