S_Punch_1879

398

Saa kommer den store Mand fra Varzin Og siger, at nu er vi rare, Og den gamle Erobrer hist i Berlin Bliver venlig og højlig og flink og fin Og la?er os forstaa, naar vi bare Vil tro paa al Ting fra Spree til Bh in, Og tage vor Mund i Vare Og være hans Venner rigtig for Alvor. Saa skal vi slippe for flere Klin — I det næste Halvaar. — Ser Du Christian: Nu er vi altsaa fenner Med Tyskland. Nu skal vi lægge os efter Paa alle Kanter, i alle Ender At vise vort Venskab af alle Kræfter; Det Drilske, som Bjørnson siger, der hefter Ved vor Karakter, som til Bunds han kjender, Det lægger vi af og kommer i Kiæ Hos den tyske Kultur, Hvis brede Flod Skyller ind over Fordommens sunkne Mur. Tænk , hvilken Lykke man der os byder! Naar vi blot lover Bedring og Bod.

T^imbreve til Fætter Christian i Nykjøbing ,

en Christian $og! — Er Du rigtig i Ho’edet? Her læser jeg jo i den al Ting vidende Nykjøbing Tidende En Tale af Dig , saa glubsk og bidende, En Tale for SI esrig, en Skaal for de lidende Brødre, at ej de skal tabe Modet , Men holde ud trods Bismarkske Bænker; — Christian! Hvad tænker Du paa? Er Du gaaet fra Forstanden? Du taler der om „ Voldsmandens Lænkeru, Om „Dansk og Tysk, som hade hinandenu. Du maa hade kigget for dybt i Kanden! For Fanden! Nu gi'er vi jo netop Diplomaterne, Er fine Venner med alle Staterne. Det er blot til Stads, vi holder Soldaterne; Nu har vi saa længe løbet Panden Mod Muren og bare faaet fæle Skrammer, Vi har mukket og pukket højt paa Traktaterne, Vi har vovet os ud paa den glatte Is, Og naturligvis Har vi bare høstet Fortræd og Jammer. Nu skammer Vi os som pæne artige Drenge , Nu sætter paa Preussens Venskab vi Pris Og kysser det store germaniske Bis. Al Ufred og Strid, al Kiv og Klammer, Der nu saa længe Har sat det hele Evropa i Flammer, Det lader vi bare nu, som det stammer Fra det fæle franske Paris. Vi glemmer vor bitre Nød og Sorg, Vi glemmer det brændende Sønder bor g Og Dybbøls blodstænkte Skanse. Vi glemmer, at Bøveme hærged vort Hjem, Vi sætte vor Fane i Krogen i Ojem Mellem visnede Sørgekranse, Somfalder i Støv og synker i Glem,

Alle de ægte, germaniske Lyder, Alle uægte germaniske Dyder, Sejre vundne ved Jern og Blod, Socialister og Kommunister, Bankerotister og Atheister, Pessimister og Journalister, Bismarkiter og Hr. von Bitter, Israeliter og Jesuiter, Sabelklinger, Profosser og Bødeler, Nobilinger, Snigmord og Hødel’er, Folk, som skryder, Og Folk, som snyder — — Aa Gad hjælpe os arme Jyder! Pikkelhuer, Belejringstilstand,

Ind over Grænsen al Ting flyder Uophørlig og uden Stilstand. — Trøst Dig Fætter! Det bli’er ej saa slemt, Vi har Intet strøget, Og Intet glemt. Skammen vi ej til vor Sorg har øget, Tanker er toldfri! Vi skal ikke svare Til, hvad vi inderst i Hjertet bære; Og skal vi Venner med Tyskerne være, Ja saa — lader vi bare.

Mens Uhlanen stikker sin Lanse Tvers gjennem Paragraf 5. —