S_Punch_1879

375

En to, en to ! Vi gaa paa Øitergade, Vi gaa paa Velterbro; Vi gaa med platte Fødder. I Støvler og Sko, Her er B jø r n so n s Gardere, Og de er D r a c h m a n n tro. B r a n d e s lader hværve! Hver Referent p a a Sjov: Her er BjØRNSONS F o d fo lk Her er C a n t o r s djærve Israeliter. B r a n d e s lader hværve! ^H am p e p u d s e r e n s Dagbo =||||§^ (fortfat af hans batter) O n s d a g cl 1 2 . N o v b r. B is to r i p a a K a s in o . JSTu begynder jeg igjen paa Fortsættelsen af min elskede Faders store Værk; Som er Dagbogen. Eftersom Petersen har faat en Finger maset i »Ringen» forleden og ikke kan skrive; Men kun slaa Klatter; Desformedelst. Og jeg kom ind til Byen til Ristori; Som er gammel, men hvad gjor det, naar hun er evig ung og udstraaler Konstens blændende Glorie, som et elektrisk Lys mellem Tællepraase; Som var di Andre. Og lader sig henrette med Heihed som Marie Stuttgart og døende bagefter langsomt som den gamle Elisabeth og tilsidst gaaende i Søvne som Lædi- rnakbæt; Hvad jeg ikke saa, fordi jeg blev rod; Over Dragten som er saa frygtelig naturlig, saa jeg blev flov over at alle Herrerne skulde se det. Malle Knallerup blev ikke flov, fordi hun er ældre og med Verdenserfaring og fortalte mig at det havde været dejligt, saa jeg klappede alligevel og viftede med Sæsongen i den ene Haand og Lommetørklædet i den andet men som ikke vilde, fordi det var vaadt; Af Taarer. F r e d a g d. 1 4 . Ø hlenslæ gers h u n d red ea a rig e F ø d ­ selsdag. Som var en stor Fest ogsaa for os; Fordi hvad var Balletten bleven uden Ølenslæger, hvad jeg véd, jit gamle Mester ogsaa vilde sige. For Exeinpel med Tryra- skviden, som aldrig var bleven saa dejlig og nordisk ellers og Valkyrien og det Hele, og Gienslæger har jo dog forst slaaet Tonerne an og den udødelige Bornomvilde saa bagefter transpeneret dem i Kæmpe-Entresjat og Skjold- møpiruetter, som svarer til Digtekonstens poetiske Yt- tringer; Som er Vers. Hvorfor vi fejrede den Dag først om Formiddagen med Tablo og hvide Kjoler med Sloifer og Emil deklamerede et Degt og Rasmusnielsen debuterede; Som er bleven Elev medens jeg var borte og sagde en Monolog og tog Klap og Fremkaldelse. Desformedelst Saa ban bliver nok fast ansat som Pærnøbel med Fo. Hvorefter vi afsang et Digterværk af Etasraaden og gik ud paa Lotsian og sang for Folket. Ligesom Christine Nilsen snen blev ikke trugget hjem af Studenterne fordi de er vrede; Over Ringen. K ja rta n og G u d ru n hos os D ra ch m a n n paa Kasino Tablo paa Folketheatret; Som var formeget at see paa en Gang. Og Petersen sagde jeg kunde ikke være be- kjendt at gaa herhjemme fra saa jeg fik ikke seet gamle Mesters Tabloer hos Vat, hvad jeg gjerne vilde fordi Åbrahams vist har været Hakonjarl og Benjamin Petersen Palnetoke og Zink Axel og Fru Lumbylangehansen Valbom og set tragiske ud; Som man skal og som vi gjorde. Ogsaa. Nemlig i Kjartan og Gudrun og var ophoiede hvad der kneb. Men Em il gjorde Indtryk fordi ban blev gudelig og moralsk. Og Frøken Delin var dejlig men ikke vild nok og havde bun været paa Hejskole; Som jeg; Var hun bleven mere i Stilen og nordisk og dem der gjorde det bedst var Publikum; Fordi de blev i Rollen og var begejstrede, Som de skulde bele Tiden med Klap og Bravo og Stemning og nagefter; Skulde vi have været til Sold hos Vat med hans Tablofigurer og Sjampanje. Men gik i Seng hellere og dremte jeg var Lædimakbæt og gik i Sevne; Men anstændig. I høre det, hver lille Skjald, Som færdes bag P l o u g , Fiver Kritiker i Byen,

hhed og sku di ti Buj sjenere han, va Kongen a Sverri-Norje eller rettere Norje-Sverri paastaar, sku der inte være noet i Vejen for a strye vilkensomhelst Velærværtiheden sku ha noet a engveme imoj. Aa vi drak saa en Bejer med den gamle paa det, aa sang Norjes bæste, Værn og Fæste alle hundrede og en og trejve Vers med et Bejer mellem vært, Hejm- dal tujendes Meledonten tel i sit Vægterhorn aa alle Ejenherrieme skraalendes barestens det føste Værs hele Tijen inte kunnende huske Besten værendes tyk- pannede. Hoho! vor Velærværtiheden ha smurt Fe­ listerne i det nye System og det sku inte forundre Unnertejnede, om de ha knaget i dereses Hale- Verveler ve alle di Skrub di bekommer, og næste Gang ku Velærværtiheden skrive en Farsje om en Rutsjbane- Didregtør som er bleen gal veilendes ha Ballonen te og gaa dm forkerte Vej kørendes med Vognene nején fra opetter i Stejen for oppe fra nejetter værendes osse et nyt System og allegorisk , menendes Velær- værtihedm sæl, den' immervæg stier fra det Lavere tel det Højere og blier fra m lille gemytlig glaj Gut til Ypperstepastor i Degtekonstens Allerhelliste spil­ lendes nu osse Komeje og debitermdes i My'nken vor di har det brillejanteste Øl og Aviserne skrivendes des- anbelangendes, a Velærværtiheden er aine sjøne mæn- liche Ærsjeinung mit snergisjen Bewejungen, donkel- blondes leigtgelogtes voltes Gesigt und di hohe ibeise Ilalsbinde jiébt ihm ein geistlijes Aussehen. Hoho Dereses Velærværtihed er de inte okkerat præsis som je saa Dereses velsinede Billeje og velle Di være saa behaveli a sænne os et halt Dusin Fotumgraffier herop sku di faa en rivendes Avsætring, alle di smaa søje Uaaøjede Asynnier værendes forhibbede paa a faa Velærværtiheden tel a stegge i dereses Kumjirmasjons- albommer, saa ku Velærværtiheden gi voreses Byhuj den gamle Hermoj dem med trakterendes ham bare med en Snaps, drikkendes helst en røj, velle De glæje Dereses immervæg gemytlie gamle Wæirdignmm t« p. t, Valhalla, Hværverne. (Af „P rin sessen og det halve K o n g erig e .")

■W\xV^

# -

E n to, en to ! Flinten over Nakken og Hanen i Ro, Sliren i Gehæng, Spil op, Du Piberdreng! Vi e r B jø r n so n tro ; Villige og djærve, En af os mod To, R e n e B a g a te lle r. Vi k a n ky fe M o l b e c h , om d e t gjælder. B r a n d e s la d e r h v æ rv e !