S_Punch_1879

362

Venskab og Fjendskab.

Da det, lig JO S E F blev berøvet Kjolen A f POTIMOR ved Nevaflodens Strand. — Hvad Preusfen gjorde for fin Forbundsfælle, Kan fammes Part af Byttet os fortælle. Men lad kun flige Smaating være glemt, — Det nytter heller ikke at berøre det, —- Og lad vort Forfvar blive faa bekvemt ForPreusfens Venikab, fom vi vel kan gjøre det ; Maaike det heller ikke er faa flemt For os og vore Børn at ikulle føre det. — Desuden er det ikjønt, om Danmarks Saga Sia Finis faar med Kjøbenhavn fom — P R A G A . Et Redaktionsmøde.

Hvor alt dog hurtig drejer iig omkring Paa denne Jord, det kan man let erfare 1 — Vi havde ttæften glemt vort Folketing Og vore folkelige Venners Skare For « L e o n a r d a s » Følelfer at klare Ved Hjælp af Fløjtefpi) fra « F a r å O S R ing », Samt regne ud, na ar Genfor bli’er kasferet A f FISCHER og til Bummand degraderet. Dog, gammelt Venikab rufter ikke let, Og vi har mærket, at i disfe Dage «De ftore Følelfer» er vendt tilbage f Før vore Venftremænds moralike Ret Til i vort Blad en Hædersplads at tage; — En Ære, der var røvet dem komplet A f «Leonardas» Rejfe med en Soldebro er, Af F is c h e r , B jø r n so n , Fanden og hans «Oldemor». Og Venikab var nu altid Venftres Sag; A f Vennefind de Moderate gløder; De famles tidt i trofaft Vennelag Ved Vælger-, Folke-, ja felv Vennemøder. Man fejler under Bondevenners Flag, Mens «Folkevennen» deres Liv forføder. Ja, Venikabs Værd de offenlig erkjender, Og fomme har faagar pr i vate Venner. Dog hermed vil de ikke længer nøj’s, men De hverve vil en ftørre Vennekreds: Den ædle W in t h e r og den tapre BojsEN I Danmarks Folketing for Tiden fes Som en ophøjet, kriftelig Idés Forfægter, nemlig Venfkabspagt med PREUSSEN. — Vi overftrege vore bitre Minder Og mindes, man ikal elike fine Fjender. A t dette Venikab gavne vil vort Land, Det er en Sandhed, der er klar fom Solen. Hvortil et preusfifk Venikab er i Stand, Det har man iblandt andet fet med P o le n ,

w w ■■W'M M A A

kAnledning af, at Punch netop des 5te- November knude feire sin sexaarige Fødselsdag, havde Hoved­ redaktøren — le redaeteur en chef, som Kaufmann vilde sige — indbudt samtligeRedaktionensMed- lemmer til en festlig Sammenkomst I Redak­

tionens nye Lokale, der i Bagens Anledning var taget i Brug for første Gang. Efter at «Hovedet», som han for Nemheds Skyld kaldes, havde hudt Medlemmerne Velkommen, samledes man om den dampende Bolle og begyndte en livlige Drøftelse af Sagernes Stilling i Almindelighed. D e l kom m unale M ed lem vilde protestere mod den forcerede Forretningsgang. Nu havde Bladet bestå aet sex Aar uden Redaktionsmøder, og han fandt det var et upas­ sende Jageri ikke at kunne vente nitten Aar endnu, saa man kunde holde Jubilæum med det samme, og rigtig faa tænkt sig om, hvad det egenlig var, man vilde sige, han havde netop nu faaet Noget at tænke paa, men havde ikke havt rigtig Tid til at gjennemtænke det i de otte Dage, han havde spekuleret derpaa, og det var nemlig, at han havde læst i Kommunens Budget, at der ifjor havde været bevilget 1000 Kroner til at skære Folk ned, som hængte sig selv, og trække dem op, som druknede sig, og det havde ikke slaaet til, og nu foriangtes der 15 0 0 Kroner for i Aar, for saa mange var man sikker paa, vilde tage Livet af sig, men det syntes ban var for dyrt, og nu vilde han gjerne have et Udvalg nedsat, som skuide undersøge, om det ikke kunde gjerea billigere, for Exempel ved at slaa*nogle Knagerækker op paa forskellige Steder i Byen, ved Teatret og langs Åssistenshuset, som Folk saa kunde have at hænge sig paa og give en Krone for Knagen til Begravelsesomkostninger, og til visse Tider om Dagen for at spare Politiet ah det Mas, og om saa en af Fengers Familje kande faa Leverancen af Strikkerne, saa syntes han alligevel, der vilde komme mere Orden i Tingene, og lige saadan med Drukaingen, at de skulde lade være at gjøre det i Drikkevandsseerne, som var til liden Baade. selv