S_Punch_1879

358

Det kan blive godt en Gang endmi!

Richard Kaufnaann ganske stille Gjero.ner sig, som Sneglen i sit sikre Hus. „Jupiter“ han vilde spille, Men biev blot til syndigt Grin sora Sosius

Snart dog af Sted igjen han bener Op paa Parnas til Gratiers Gru;

Muserne græde, men Richard mener: Det kan blive godt en Gang endnu! Fischer var af Venstre hadet, Mindes vi saa grant i fordums Tid, Nu sig vender (Morgen-)Biadet, Broderskab man ser nUj hvor der før var Strid: Fi scher og Berg sig vist forlige Inden ret længe. Jeg tror saagu, Saa’ man dem nu, man vilde sige: Det kan blive godt en Gang endnu! Hvad der laa om Smørret ,

Der var et Udtryk af usige­ lig Overlegenhed og haanlig Selvbevidsthed udbredt over Mogensen s ellers saa ven« nesæle Aasyn. Filipensen paa hans kjødfulde Næve straa« lede med en udfordrende Glans, og fra hans halvt sænkede Øjeiaag og ned« trukne Mundviger tittede

M e l.: 1 de gode gamle Tider.

RXj.øst det er og Løvel falder, Stormen pisker Jorden med sit store Sis. Snart med hvide Rimkrystaller VinPren kommer fold af lutter Sne og Is; Men, naar vi ret af Kulde ryste, Vade i Ehlers’s Driver — Hu! Maa med det Kaafe vi dog os trøste: Det kan blive godt en Gang endnu! Molbech er nok fælt i Knibe: Drachman n trukket har sin store Dyrendal. Vilde efter Jøders Pibe Molbech danse, maatte ban jo være gal, Men — skøndt ban strax skar en dygtig Lap a” Stykket, som nær var gaaet itu — Tror jeg alligevel nu dog knap, a’ Det kan blive godt en Gang endnu. Borgemester E hiers slider Nat og Dag for Stadens Vel, det yéd vi "nok. Han gjør alt — alt, hvad han gider, Og det Hele gaar saa let som Fod i Sok.

Hovmodets Svartalf frem, med et spodsk Grin i sine havgrønne øjne. Selv den lille Tjenestepige frø,. Nr. 3 fjerde Sal, i hvis uskyldige og umistænk- Sftmme Hjerte Mogensens Billede altid har staaet som en Typus paa Faderlighed og Velvillie, kunde neppe undertrykke en let Skjælven, da hun, efter først med Bagsiden af Haanden at have aftørret den lille klare Draabe, som det kolde Vejr havde lokket frem af hendes diminutive landlige Stump« næse, nærmede sig Disken og, idet bun af en ual­ mindelig fedtet Porteroonaie fremdrog en ligesaa fedtet Krone, bad om et Pund Smør af det samme som sidst. „Smørret er steget! En Krone og ti!“ lød Mogensensdybe Bas, medens han i det Samme tilkastede Punch et triumferende Øjekast. Punch tog det uden at blinke, og stirrede blot paa Mogensen med et fast og alvorligt Blik, der bragte denne Hædermands polstrede, svul­ mende Kindbakker til at dirre. Hovmodet for­ svandt i et balvt bøfligt, halvt fjollet Buk, og den store Mogensen, alle Spækhøkeres ophøjede Forbillede, dukkede paa en Gang ned i en Smør- fjerding fuld af det allerfineste jyske Herregaards- smør og fremdrog af denne en Klnmp duftende, glinsende, guldgult Smør. Med sine egne Fingre

Bag efter gaar Borgemesterubret, Den Ting tror baade jeg og Du;

Men hvem tror Du, tror, om Blaagaaidsskuret, At— Det kan blive godt en Gang endnu?