S_Punch_1879

355

og en velhavende Mand hvis ban bare ikke var saa apoplektisk og gik i Barndom, saa det bliver der vist oeiler ikke noget af, og jeg vilde gjerne have Petrine til at slaa ind paa noget praktisk, som nu Begravelseskontoret, der jo skal oraordnes og hvor do vist godt kunde bruge en kvindelig Fuldmægtig til at hjælpe at skaffe Folk i Jorden, men muaske skal hun først have Jordesnoderexamen, hvad hun jo ikke kan faa endnu, saa jeg lader hende klemme paa til Artium og hun skal have sit eget Værelse, hvad ben ikke kan i vores nuværende Lejlighed saa bare vi kunde flytte ind i det nye Kvægtorv, som staar ledigt, rasen Sørensen sidder og udarbejder et Forslag til Magistraten cm at oprette et Kommunal* svineri derude, som han saa kunde blive Inspektør ved, da han jo har gjort i Grise 1 mange Åar og saa vilde han i'aa Borgermestrene til at virke for en Udførselstold paa Svie, saa de blev billigere og han. haaber at fas. Fenger paa sia Side, da has jo | alletider har haft Ord for at være Beskyitelsesmarsd og vi kan saanaæn trænge til det saadan som Smørret stiger og jeg tænker tidt paa, søde Fru Schrøder, hvor godt de fattige Folk har det som spiser Fedtebrød og ikke skal betale en Krone og tyve Øre for Fundet af Herregaardssraør og jeg kan se, søde Fra Schrøder, at Dø kniber ogsaa paa Kaffen i denne Tid, hvad De jo er nødt til, og De ; » 3 aa endelig ikke byde mig meremen hellere gjemiaø den Sjat til at varme op i Eftermiddag. Farvel søde Fru Schrøder! Ligprædiken* (F rit e fte r H o l g e r D r a c h m a n n ).

H o lg e r er væk! Han var den længste af dem, der ejed’ Penne og Blæk. Hvor meget han orked’, hvor meget han vejed’, Det vil jeg ikke fare paa T&le, Je g siger bare: h an kunde hale. Hvor Lykken var bedre end Forstanden Ved Udhaierejov var H o lg e r Manden; Je g siger det her og vil ikke lyve: H o lg e r har: haied’ for hele tyve. Ja , han var kjendt som en villig.Sjæ l A f store og srnaa; hvordan det gik, Saa lod man ham gaa efter sit bestik, S kendt hans Navigation den var stundom fæl. Thi H o ¡¡g e r gik som bekjendt med en Byld Pas Foden: — det var hans askrevne Stykke; Saa kom P e t e r H a n s e n helt ondskabsfuld Qg sparked’ hans Biadarfcikler omkuld, Og det var ®n ren Guds Lykke, A t H ø lg a ? ikke faldt med. H o l g e r fik samlet sit Blækhorn op Og gnubbed sig over det daarligø S te d ; Men da han ej helt var slaat itu, Saa retted’ han bare i Vejret sin Krop Og sa’e til K a b i r o ganske sindig: «Hor na, Du i Ikke saa ges vindig!« Da P e t e r var grov mod hver »piftende» Stud. Saa langede H o l g e r til ham ud E t eneste Slag, det var s e c h e r t nok, Han dasked1 naturligvis om søm en Sok; Saa bar de ham hjem til N æ r og F je rn . Ja, H o lg e r han var et rigtigt Jern. Se. det var nu bare den eneste Gang. For Besten var H o lg e r saa from og god, Som Dagen var lang. Haa holdt ikke af at udgyde B lo d ; Men ellers gik altid hele hans Digten Og Tragten ud Paa at slaa for den fri Tankes Bud Og udi P a r is A t spinde Ender til F e r s le v s Avis. Han fortjente Medaljea, men se, ora han fik den. Se saadan en Mand er nu slumret hen Og vaagner vist ikke saa snart igjen! Blandt alle F isch e rraæ n d bar han Prisen, Han har kun en eneste Gang skamferet En Mand, og deri var Manden Skvid,

Og Digtergage ham Foikefc gav. Nu har han fundet i D a g s-A v isen Sin vaade Grav. Sin egen Ende Han spandt i den. Nu flyder hans Pen, Hvor han spildte sit Blæk. — Han var v o r Ven.

eleg bører, afc H o lg e r D ra e h m a n n er druknet

I D a g s-A v isen — Naturligt, hvad andet? Naar man saa længe har skrevet om Soen, Man ender begribeligvis i Vandet. De var ude rned B je r n s o n , ban og flere, Det var fugtige Tider, og Vandet bred Over Dags-Avisen, der laa de og flød En Stund i Vandet; den Vandgang var trist; De druknede alle suksomsive, Og ban til sidst. Han var saa vaad, som han kunde blive,

Og nu er han væk!