S_Punch_1879

354

i Sæk og Aske.

Kong F a r a o var en ugudelig Krop Imod dem, det nægter vift Ingen : Med Svøberne iled han Hebræerne op Og i Niien dem fmed, det var Tingen! — D og Hævnen er fød. Nu har Jødernes «Trop» Taget Blodhævn og «piftet» ad «Ringen».

o e midt i Semitternes Aarhundred’ kan Man spørge Tidender ilrænge Fra I s r a e l s Børn i Kulturkampens Land, D e have for mange Penge. Snart knibe det vil — saa iiges for sand, — For de smaa bitte Jødedrenge. D e sad i B e r l i n som i Abrahams S k jød ; Nu vaagne de rned Forskrækkelse: G e r m a n e r n e true med*Djævel og Død Og Handelsprojekters Udklækkelse; Det bliver for Israel et værre Stød End Jerusalems Ødelæggelse. Og saa har man sunget i b j ø r n s o n s k Stil, — Gud véd, om det ej var ironisk? — A t Preusserkulturens humane Smil Var ægte, — ja ægte tevtonisk! Nu finder selv B randes vift fnart fit Exii Lidt værre end babyloniik. Ved Sprefloden s Bølger med Graad han sad Og ingen gav A g t hans Stemme, Hvor kunde hans Hjerte dog være glad, Naar Tankerne vare herhjemmel 0 Professorat udi A x e l s t a d , Hvor kunde han dig forglemmel Derfor er han rejst herop fra Sp r e , O g krammer vift fnart ud af Pofen Sin frie Tænknings og Elskovs Ide 1 L eonarda med R osen . Snart Dagsavifen Profeter vil fe Vort Land fom et andet Gofen. Semitterne har det dog bedft i Nord, Her ftaar deres Kurs over Pari. R um æn e r og T y f k e r e fynger i Kor Hepl Hep! faa det Hjerterne ikar i. Og hvor Nilen vander Ægypternes Jord, D e fukkede: Nil admirari.

Fru Sørensen . Gud søde Fru Schrøder, naar De vidste, hvor jeg har været bekymret i denne Tid, nemlig over Frits Grønbæk, den Stakkel, som har været saa syg i disse Dage, men nu er bedre og ren Konvallesent, fordi det var paa Grund af, at han er saa musikalsk og lærer at spille Fløjte i denne Tid, og saa kunde han jo ikke dy sig i Søn­ dags otte Dages, da han børte, at der var Fløjte­ koncert i det kongelige, og tog Billet til dobbelt, og da det saa begyndte, da det var forbi og Tæppet var gaaet ned, saa peb hanjo i sin lille Lommefløjte og tog en lang Tone, men saa, kan De tænke Dem, søde Fru Schrøder, at han, der spiller Gongongen faldt ikke ind i rette Tid, men Frits maatte blive ved at holde Tonen, lige til der ikke var mere Vejr i ham og saa faldt ban om og blev baaren i Triumf ud i Gangen af to Politibetjente, som blæste Luft i ham skiftevis, ligesom man gjør ved en Svineblære, og siden den Tid er der faret en Politiaand i ham og han laa hele to Nætter og fantaserede om, at ban vilde være Natvægter og have Skilt og Messingfløjte i Sølvkjæde, og da han blev fornuftig, tog han lige straks fat paa sin Jura igjen, hvad han ikke har gjort i lang Tid, og Petrine er jeg ogsaa bekymret over, for De véd jo nok, søde Fru Schrøder, at hun var bleven hemmelig forlovet med den unge Løjtnant Svane, som vi fik i Logen og som er saadan et sødt Menneske, men nu har hun læst denne herre Lionarda og nu siger hun at Svane skal elske mig, fordi jeg har opdraget hende, som ikke er sandt, for vi har ved Gud ladt hende gaa hos Frøken Zahle i sin Tid, og saa maatte det da være hende, han skulde elske og ikke mig, der jo desuden ikke kan, saalæDge Sørensen lever, hvis vi da ikke skulde re­ pareres eller separeres hedder det nok, som vist er for bekosteligt, og hun er selv bleven kjed af den unge Svane og vil have den gamle Svane som jo har ruget ham ud af Ægget, og han er Sæbesyder