S_Punch_1879

Valget i Vedby.

Rejfte den Herre T a u b e r Til V e dby-K red fen h en : Man havde juft ;fit Sjov der Med Rigsdagsvalg igjen. Der tørned' TAUBER fammen Med D in e s e n og D o n s Til megen Fryd og Gammen For V ed b y o g for — Punch. D et kunde ikke fejle, D e volded’ ham Befvær: D et var to haarde Negle For T auber og hans Færd. Han følte alle Vegne Blandt dem fig lidet fro, Ret fom en af hans egne Imellem Negle to. D og, Renhed udi Tanken Kan trodfe Vold og Lift: Til Trods for Folkebanken Han fejred’ dog til fidft. Nu bli’er der atter Gammen I Folketingets Gaard; Thi T auber vorder Kammen T il B ergs o g H olsteins Haar.

Han vandred’ med fin Lygte Den lange Sommerdag Og om en Valgkreds føgte, Som fandt i ham Behag. Han drog i Nord og Sønder Paa Vælgerfrieri; Men fmaa og ftore Bønder Ham fvared’: Hus forbil Thi alle Vegne lagde Man hannem ud for Had, (Og til hans Bøn man fagde: .«Nej, ellers Tak for Mad!» D e t volded’ megen Møde Den vennefæle Mand; Bag Øret han fig kløede, D e t figer jeg for fand.

I T a u b e r gik i Enge Den lange Sommerdag. Hvad gjorde han faa længe For Vælgerfolkets Sag? Han plukked’ ingen Rofer Og famled’ ingen Bær, Men ikkun Spotteglofer, Som ej han havde kjær.

„Min Dame, tillad at jeg udtaler et Ønske for Dem — jeg har længe søgt at finde en -arndrig Dame som forener en skarp Iagttagelsesevne med Læsning og Dømmekraft. Det har jeg nu erfaret i Dag,“ siger han, „at De i høj Grad er i Besiddelse af, vil De ikke vise mig den Artighed , at skrive i mit Blad, }. Ex. til en. god Veninde paa Landet om Dagens Ny­ heder og hvad der ellers kunde interessere deres Ven­ inde. Det var en bekvem og behagelig Maade at korrespondere paa og jeg vil med Fornøjelse honorere Dem for deres Ulejlighed.“ — Gud forbarme sig, Pikke, hvor jeg blev til Mode , stum som en Fisk var jeg lige ved at besvime, men det var der ingen Plads til, saa siger jeg „hvor tør De byde mig Sligt? Hvem er De, mm Herre?“ og saa hvisker han mig ind i Øret: „Jeg er Punch,“ men saa daaner jeg uden videre midt i Trængslen, der var ikke andet for. Fru Graa gav mig Draaber og først ude paa Gaden kom jeg tU mig selv. Punch var forsvunden. Paa Vejen til Klampenborg blev Fru Graa ved at animere mig til at begynde paa en saadan Korrespondance, og det skulde være til Dig, søde Pikke. Du ser nu jeg har fulgt hendes Raad og det kan ogsaa være ganske morsomt , naar jeg bare kan skjule mig for Familien. Da Fru Graa har lovet at forsyne mig med Bynyi, kan det nok ogsaa blive underholdende for Dig Stakkel, som er saa afsondret fra vort be­ vægede L iv herovre. Min Fætter oppe i Ministeriet siger, at der vil ske store Ting naar Rigsdagen nu kommer rigtig i Gang. F i s c h e r vil træde af og da der ingen er som holder paa ham — saa gaar han naturligvis. Det gjør mig ondt for D r achmann ,

fenlig JJrevvexling.

Gud Pikke! Naar Du vidste hvad der er hændt mig, det er noget a f det mærkeligste, jeg har oplevet , mm uhyre in­ teressant. Nu skål Du høre. Jforgaars gaar jeg hen i Frue Kirke, der var stort Bryllup og umaadelig* fuldt, saa jeg .slet ikke kunde se hverken

ikt ene eller det andet. Fru Graa var med og vi tKer tag,et ind fr a Klampenborg for det samme, saa du- ta r rædsomtærgerligt at vi ingen Ting fik cd se. Saa idetsamme jeg staar ved Siden a f en Bænk og fortæller hende noget om hvad Holberg siger om Bryllupper, er der en Herre, som har staaet og høri det, der siger uhyre galant : Min Dame. “ siger han, „maa jeg sætte Dem op paa Bænken?“ — „Gud,“ siger jeg saa , „jeg tror De vQ“ — men i det samme løfte)' han mig op under begge Albuerne og vips kommer jeg op og morede mig mageløst. Jeg saa nok de skelede rundten om mig med Misundelse, men det brød jeg mig ikke om.— „Gud hvor han er sød, “ siger jeg saa ned til Fru Graa. — „ Jeg beder, De er altfor artig, “ siger i det samme Herren, som hjalp mig op, for han irode, det var ham jeg mente, men jeg mente jo Brudgommenmen det var nu det samme, den Dueem, tænkte jeg, kan han beholde for sin Ar­ tighed . Men nu skal Du høre, kjære Fikke, nu kommer det mærkelige. Da vi saa gaar ud af Kirken kommer han tæt op ad mig i Trængslen og siger: