S_Punch_1879

322

Den har i disfe D age juil forladt Sin Tumleplads bag Markerne og Skovene For paa fit Arbejd’ her at tage fat, D et være fig nu vaagen eller fovende. Og der er Varder om, at dens Debat I Aar vil blive ufædvanlig lovende, Saa den ej mer mod Taburetten ftormer, Men fyfle vil med « g a v n l i g e R e f o rm e r * . Et faadant Særfyn i vort Folketing, — D et grændfer næitendels til det utrolige! Hvor man i Aarevis har kjørt i Ring Med Landets Vel og næften ilod paa Spring A t g i’e Forfatningen «den fidile Olie», Vil man nu Landet og fig felv berolige; Man undres maa — det kan ej være andet —* Naar B erg vil: fpille «A l t f or F æ d r e l a n d e t » ! A t Venftre ikke gjøre vil Spektakel, Men tvert imod medgjørligt vil fig te Og Hukke Folketingets Tvedragtsfakkel. — D og det utrolige kan ftundom fke; I F o l k e b a n k e n s Egn man nu erkjender, A t T auber — tænk! har vadiket fine Hænder. Og det er klart, at man dog føril vil fe, Før man vil tro paa iligt et ftort Mirakel, S e derfor, Læfer, bør du være glad Til Trods for Efteraarets Slud o g Æ lte; Thi Folketingets Færd i Axelftad Vil fpare dig et uldent Mavebælte: Hos T a u b e r kan d u faa din varme Mad, En Gammelromer kan du faa hos SCHELDE, O g til Desfert kan ægte varme Vafler Du gratis faa fra KjÆRS og KRABBES Tafler.

Gjensynet.

Det bliver køligt udi Danmarks Dale, Man mærker, Efteraaret falder paa: Til Syden rejfte baade Stork og Svale, Og Mark og Skov fig ærgrer gul og graa. O Læser, gjør dog ikke ligeiaa Thi du faar Trøft fra Folketingets Sale, Hvor hele dens forfløjne Trækfuglikare Isrien vil fdæde dig med Triller klare.

Damekjole en Kridtstreg paa et Billard eller en lysegul Barnelatter triller op ad Tone­ stigens klingrende Glastrin og for­ svinder som en Sommerfugl i Sol- straalerne. Men om de fattige Pile- trær staar der ingen Glans, kun ru­ gende Mørke og Tavshed, tynget af Lyd fra Ladegaardsaaen, der trevent, men dog aldrig stansende, sjasker forbi, mumlende hen for sig underlige aandsfraværende og sindsforvirrede Brudstykker af Kaufmannske •Chori- jamber* og Anapæster. Oppe fra Peblmgesøen kom der en Baad. E t svagt, udtæret Ladegaardslem stod lænet op til et af de mest van­ trevne Piletrær og saa efter den. Han skyggede med sin ikke ganske rene Haand for Øjnene, thi der oppe, hvor Baaden var, laa Solens Skær og blinkede i Vandet, saa det saa ud som Slutningsnumret i en Fyrværkeri- fest. Ud fra det klare Bælmerke lyste Ladegaardslemmets Ansigt som en Globus i Straaleild garneret med glimter frem som

Sværmere.

Ængstelig klippede hans

To Verdener. En Skitse frit efter I. P. J a c o b s e n . Ladegaardsaaen er ingen munter Flod og der ligger en lille Beværtning paa dens vestre Bred, der er meget trist, meget fattig og sælsomt stille. Som en elendig Flok af vantrevne Deliriumskandidater, der have givet deres sidste Femore bort for Brænde­ vin cg forvansket deres sidste Skjorte, staa Piletræerne paa den yderste Bræmme af Bredden med deres rheu- matiske Skulderblade bævrende i Nattekulden og stage haablest med deres treskede ilodder i den graalige Strøm, medens deres sorte svampede Grene strække sig i vanvittige For­ vridninger frem under det blegede sparsomme Lov, strække sig med et skillende Udtryk af indeklemt Sarkasme over mod de lykkeligere Trær i Villa­ haverne paa den modsatte Side, der sprede deres Løvhang over lysegrønne Plæner, hvorfra af og til en hvid

haabløse Ojne, Smil krusede hans Læber og en Gang imellem for den hejre Haand som i Krampe op og ned langs den venstre Skulder. I lange, lange Aar havde han lidt a f Lopper. De lod ham aldrig Ro, hvad enten han gik eller stod. Han havde segt den enekloge Kone efter den anden, nu havde han af en af de klogeste faaet det Raad at binde en Kost af Følfod og vissen Rhabarbar- stængel, af Rosenaakandens Trevler og Padderokkens Blomsterknopper, en Lok af sit Haar og en Splint af Gra­ verens Klopind, det skulde han saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gjennem rindende Vand, saa vilde Lopperne forlade ham og gaa over paa den anden, Baaden var nu lige under Piletræet, og lige som den var der, var der en om Bord, der rev en Stikke af. Lyset faldt i et kort Blus paa en Dame, der sad et svagsindet