S_Punch_1879

318

D er strax ta'er p a a Vej Og gjør Hurlumhej, N aar han ikke har Vind nok i Kludene,

J(imbreve til Fætter Ch r i s t i a n i Nykjebing. I I .

D et Drachmannske Jeg med alle dets Hændelser, D en Drachmannske S til med de knaldende Endelser, D et Drachmannske Dansk, D er er ligesaa slem t som det Kaufmannske Fransk (E n B e g el benævner han altid en B e g le, Saa foruden Negle og Snegle og Hegle F aar Sproget endnu et R im til p a a Kegle), D et Drachmannske Jeg med de mange Omvendelser Og Rimbrevsendelser Og saa disse evige Selvbekjendelser. Han, der „bor over S k y“ og „bærer sin H a t“ Og er Oberst fo r alle „de Unge“, H ar igjen fa a e t sit B astian-Skrivetøj f a t Og serverer p a a N y Just ikke med Sky Men med — Oxetunge. I Ferslevs A vis la'er han Kam pskraalet runge: — D et er egenlig Pjat, L id t Bjornsonros og saa nogle Tjat Til Teatret, omtrent a la H r. X . Y. M o l b e c h og B a u d i t z og W i l l i a m B l o c h Han vil, som en Sok, Sætte i kritisk Gabestok Til G rin for hans egen Åbe/lok. H vorfor? J a det maa Guderne vide, D et er f o r højt fo r Smaafolk herneden, Men nok! D u kjender jo Skjalden f r a Hoved til Hæl, D en Gang, D u var Kapellan p a a Heden, H ar D u læst hans Bøger Side f o r Side, D u roste endogsaa de sidste forleden Og fa n d t ham egenlig slet ikke fæ l. H an har sat sig selv til Vejrs p a a en Pæ l; Men det Drachmannske Jeg Fornægter sig ej: Nu tror han p a a Æ re, han er b e s k e d e n!

I&U spørger om N yt f r a Hovedstaden, Om Nyt. f r a Teatret, N yt f r a G aden, Om Skuespilleres Gjøren og Laden, Om nye Optog p a a Maskeraden, Om nye Opkog a f Jerem iaden Over daarlige Tider og flove Priser. — Her har D u en Bunke D a g s - A v i s e r , E t Blomsterflor, H vis Knopper gror Paa Østergades tyndslidte Fliser, Journalistikem yngste Noer, H vis smaa Bétiser Og Skillingsmalicer G jør m indre Allarm , end selv de tror; Stilen deri er meget ejendommelig ; Og ufremkommelig, I Længden kjedsommelig Skallen er tynd, i Stedet f o r Ejærne F inder D u gjerne En „Stjerne“, Lysende ud f r a det taagede Fjerne Ind i din stakkels fo rvirred e Hjerne. Indholdet — T ro ej et O rd! For Resten er det naturligvis D r a c h m a n n , D er atter gi'er S to f til Dagens K rm n ik e ; Denne Musernes Sønnesønssønnike E r denne Gang kommen ind paa fla k Vand H ar Lasten fu ld A f Dagstelegrafisk Bjørnsonsk Brakvand — Tænk han vilde rende M o l b e c h omkuld! „A m b r o s i u s “ kalder det bare Snak han,_ „Ph a r a o s R in g “ f o r eftergjort Og er dcrtil grov Mod en Mgtfigdc Andre, især imod PI o ug. D u kjender jo nok til Husbehov D et Drachmannske Jeg? D et evige Jeg, det selv forgudende, A ltid sin egen P ris og Lov I de største Basuner tudende, Dette Jeg, det stadig stort bebudende,

— Ja, h a n s i g e r d e t s e l v ! ! Na ' i v , det er han, den Sjæl.

Ove r iampepudserens Dagbog. Kr,

M an d a d. 2 2de. Svalen af B e j , som Koman­ danten er bleen hængendes ve aa Poblikum osse, begrunnet i di ædle Følelser aa ophøjede Grunsætninger, aa gid der altid var liesaa mange Boller paa Motters Suppe som der l l ^ Ji^iB^eterklæsteder med Snøft aa Næsepusning i Støgget som igge er røstende allievel, men meget sutjes aa. glat i Gængerne, aa di faar allesammen liinannen uden Jær-ndorf som taer paa Landet desformedelst. Aa da nu alle Per­ sonerne i Svalen ellers er lykkelie aa gifte, saa kommer di vel igæn i et nyt a Bej næste Aar. aa saa ka han