S_Punch_1879

Du skriver saa meget om den evige Sne. Rigtignok findes den ikke her; men vi have til Gjengjæld den evige Regn, og den er heller ikke til at kimse af, i hvor vel den paa Grund af sin Evighed frister mig til at kalde vort Schweitz for det nedersachsiske;Schweitz. V i have ganske vist ikke de fra H. P. Holst’s Natur­ historie saa bekjendte Kameler springende paa vore Bjerg­ toppe, men saa (findes her, i Modsætning til hos Eder, overalt Grovbønder, og vi nøjes ikke som I med en, nei vi have mange J omf r u er. Heller ikke staa vi tilbage for Eder i Retning af Stednavnenes Dobbelthed. Naar I f. Ex. skrive Genf, men sige »Sjeneve», saa have vi ogsaa vor særegne Orthografi. Vi stave saaledes f. Ex.: T -r-y-g siger Trø, g-e siger ingen Ting, r-ø-d siger rød — Trørød. Hvis Du er vigtig af Eders Tells Kapel, stikke vi i den Retning heller ikke op for Eder — vi have Grøns Kapel. Eders Tell er død for mange Aar siden, men vi havde foruden Grøn, som endnu er levende, for nylig baade en Hr. og Mad. Tell (eller hvad de nu hedde paa ameri­ kansk) paa det nærliggende Klampenborg, der med største Lethed kunde skyde, om det skulde være, en hel Skæppe Æbler af Hovedet paa hinanden. Føjes saa hertil, Du A lperoser! at jeg hver Aften faar mig en Toddy, saa god, som Du faaer den paa nogensomhelst Schweitzerkaflé, vil Du kunne forstaa mig, naar jeg siger: Lad Vorherre kun beholde sit Himmerige og D ig dit Schweitz, naar jeg blot maa beholde mit Nordsjælland. Eller, for at bevinge mine Ord, »jeg tror stadigvæk, der er skjonnest i Nordsjælland«. Din ikke bjergtagne N o r d s j æ l l æ n d e r . Overlampepudserens Dagbog. [fortfat af PETERSEN) T o rden væ r, N a a r M ø b ler fløttes a a A m fib iu m . — Her sidder jeg mig atter til Dabogens Førelse begrunnet i, a Severine er møt med Fraværelse formedelst D y k k e r ville ha henne ud igæn paa Højskolen for a være til glimrendes Ægsempel *aa Mønster for de andre a hans Ælever, i Deklemasjon aa Retskrivning, hva je g er glad til, fordi hun kan lære a Dykker, aa Dykker a hinne som kaldes den ingbørdes Unnervisning aa her er heller igge, naar jeg skal sige det sæl regti ren Loft a indaanne for Uskyldihedens Lunger anbelangende den har vaaren lummer med Tordenvær, som godt ku ha truggen a Kasino te som Hostrups Støgger har Genegenhed til iforvejen, aa igge sjekaneret os med Gengivelse a fordums i Ode S e p t e m b e r .

Glans og Glorie aa Minners Opvæggelse angaaendes Fru S ø d r i n g , som vi elskede, aa Else der sku ha vaaren til Dykker osse hellere, aa vores Torden har igge godt a aa bruges saa tidt fordi den biir slidt a det i Kanterne aa gør igge tilstræggelig moralsk Æfekt som i Donjuans Ende i Lørdags, der sku har vaaren restende men igge var det. Desformedelst. Men Ærbødigheden aa Desi- plinen, der er det Vigtigste faar en Opstramning for Kommandanten, bemærkende a højstsamme har faaet H o s t r u p tel aa stikke O l a f s smaa Heste ind i Støgget til Opmuntring aa Vederkvægelse for Publikum aa som heller igge kan vægge Anstød i Kongelogen værendes en Telfældighed aa igge a Ondskab som Olaf er for godmodig til. Hvorpaa candidat juris W i l l i a m b l o k kom paa Scenen med et Proverbum a de regelmæssige franske uden R i k a r t K a u f m a n , der har vaaren en Legtemand paa hans Vej og lat ham rende te Vat istedetfor at blive hos os, men nu har vi ham igæn, aa gid Du Severine ku ha set ham sedde i Buret som Forfatter aa kigge vemodelien gjennem Tremmerne ned i føste Pakæt, hva der var et Syn for Guder aa for Kapellet, hvorefter hans Proverbum gik med Klap aa Beundring værendes baade kjønt aa ing- viklet begrunnet i Dialogen. Aa E m i l aa Fru E k k a r t fletter Møblerne som er finfin og liesaa pæne og Noet tel som i Krumkaven men vælter et Møbel, af Postelin og Vandvare. Hvorpaa jeg blev kaldt ned a tygge Jørrensen aa Svendsen til en Spidsbajer aa ville op aa høre Resten aa Slutningen men kom bagetter aa fig Lamperei istedet. Amfibium a Morliære, som betyder, at det er en Mellem­ ting a en Fugl aa en Fesk aa lever paa Grændsen af Anstændiheden aa de fine Fornæmmelser des angaaende, som man ska kunne balansere paa aa ha vaaren ved Bal­ letten tel, som Fru Ekkart, aa Emil er osse et Amfibium fordi han er baade i Komedien aa det Tragiske aa Frøken B æ r t e i s e n lisaadanne med Balletten aa det reseterende aa er allievel en kort Nat innu, men biir maaske længere henad Ju l, aa værn sku ha trot det om Sjæfen, som debu­ terede med Strygning i Holberg a han ku la Amfibium komme frem værendes dog en Berolielse a C æ t t i g er med aa holder paa Værdigheden aa Moralen, som der er mere a i Støgget end en skulde tro, naar manser det, som jeg var glad a Du var væg fra Severine, formedelstdin Ungdoms Uerfarenhed som du innu er belæmret med aa har erholt som et helligt Arvegods efter din sali Faer, der velle ha slået Kors for sig aa faaet Hævelse aa Op- reisning a hans Hovedhaar værendes ikke mange — men allievel; Desformedelst. Men jeg sier, vi ska lytte til Kritiggen aa Hermand Bang aa Dasavisen, aa bare kile paa og gaa for de Vind uden Reb i Sejlene menstry- endes aa la være a ræsonnere. Derover.

* Hvilken ? *

* Det hed sig, at L — o af Henriquelse havde let sig ihjel den ene Dag og skulde begraves den anden, men da den ene af Ponnyerne havde faaet Gighoste, maatte Begravelsen af Be­ gavelsen udsættes. * Grin vil det blive, naar Sprutten en Gang giver os en naturtro Fremstilling af Trefoden, hvorpaa D a g sa visen s Muse begejstres, nemlig: S g a n a rel, F lå n e u r og L — o. Det bliver Grin, men for hvem? fl­ ikke for Trefoden! * Men for Tusindbenet: Publikum. I j i r u m - J L a r u m ,

morsom selv i Drømme; bestyrtet saa jeg paa ham. * Hvordan Sprutten saa ud ifjor, véd ethvert Barn, og jeg bemærkede med G læde, at han i Aar var akkurat den selv samme. * Naar det er Aften, medens Sprutten er i godt Humør, og det er han altid efter Kl. 7 om Eftermiddagen, da er hans Historier uendelige. Store Klynger, der er i Pagt med ham, samles da ved den lille ’Laage ud til Plænen, hvor Fyrværkeriet afbrændes. Som Ildgnister af en Raketstok stryger han Branderne af sin Spadserestok, medens hans Troldkjærling futter af Glæde. * Der er en Fejl ved Spruttens Historier.

Der er for mange — han fortæller dem til; til Alle og Enhver: til Grosserere og Detailhandlere, Genier og Idioter, Bladsmørere og Statister, Læseheste og Kjøreheste, Pachto- og Hektogrofer. * Sprutten er en af de populæreste Mænd i Danmark. Dette er mit fulde Alvor. Derfor siger je g , naar Nogen spørger mig: «Hvem skal jeg faa til at skrive i mit B lad ?«: «Hverken Drach- mann eller de søndeq'ydske Piger, hverken S g a n a rel, F lå n e u r eller L — o, som dog er de bedste til 2 Øre Linien og 3 øre om Søndagen, nej ikke dem ; * Men Sprutten!«