S_Punch_1879

298

Fremtidens Venstre, ( 1 ^ 0 $ o

Punch drømmer.

Punch havde været i Udstillingen. Det var lykke- ides ham at komme ind uden videre Molest, og han havde «i den Anledning takket sin samt Komiteen, der ikke

IiTanset barn værdig til Fribillet og den deraf føl­ gende Nedsættelse i den menige Presses anden Klasse med sort Kokarde, hvis usalige Medlemmer ere for­ dømte til at lade sig maltraktere af Hr. B o r g e n s Bindehund. Han var, som sagt kommen lykkelig forbi denne Cerberus, og i den glade Følelse af at være bleven 50 øre — nej 1 Krone, for det var i Lørdags — lettere og at have passeret Opsynets Skærsild med hele Lemmer og hel Billet, hengav han sig med Iver til Studiet af den forunderlige Oldtidsprotokol, som beæres med Navnet Katalog. Lyden af mishandlede Bladnegeres Klager og Jam­ merskrig naade nu og da hans Øren. Hebraiske Forbandelser fra afviste Journalistfættere og Kusiner lød af og til som det oprørte Havs Brølen fra Ind­ gangsdøren, men Punch vedblev uforstyrret at gjætte Katalogets mørke Gaader og nedsænke sin skyldfri Sjæl i Fortidens Kulturstrømme. Efter fire Timers anstrængende Studium havde han endelig naat det tilfredsstillende Resultat af sine Undersøgelser, nemlig en Musæums-Hovedpine af rent ud sagt Patent-Di­ mensioner. Dødtræt slæbte han sig hjem i sin Hule med en Følelse, som om alle Fortidens Tøm- mermænd holdt Generalforsamling i hans Hjernekiste og omformede dette Møbel sukcessivt i Renaisance-, Rokoko- og Parykstil og saa dog til sidst opgav det Hele for at lade den staa som et unyttigt Skrammel, tora og indholdsløs som en ledende Artikel i gamle Berlingske. Men i al denne Tomhed og Stilhed var der tillige Fred og Hvile. Søvnen lagde sin borge­ mesterlige Haand over hans trætte Øjelaage, og ud af Søvnens Nat hævede sig et fredeligt, solbeskinnet Drømmebillede. Punch drømte, han var Svømmelærer og holdt Examen over sine Elever. Ingen skinsyg Kaptajn S c h ø nb e r g stod ved Siden for med bitre Ord at forstyrrre Publikums Begejstring. Ude i de klare Bølger tumlede hele den glade Skare af tak­ nemlige Elever sig. Først kom Frisvømmerne, de rigtige gamle Vandgængere. Som en vældig Hval­ fisk boltrede Ch r e s t e n Be r g sig i Voverne, sprøj­ tende Skummet i Næsen paa Ho l s t e i n L e d r e - borg, der som en smidig Aal bugtede sig af Sted, medens Al be r t i som en mægtig Helleflynder gled stille og majestætisk frem. Zahl e gav den glade Lax og slog Saltomortaler og Koldbøtter hen over den lille Hø g s b r o , hvis sorte Kalot og røde Skæg gav ham en vis Lighed med en melankolsk Sælhund. Borgemester Eh l e r s laa ganske stille paa Ryggen og drev; han var saa forsigtig og bange for at røre Sig, da han nødig vildeplumre Vandet, fordidet muligen en Gang, naaralle Ferskvandssøernevar drukne op, kunde blivenødvendigt at nedsætte et

Mens i det ganike Land fra Veft til Øft Den gule Sæd paa Marken bliver ilaaet Til ftørre eller mindre Fryd og Trøft, Naar paa det tørre man har Kornet faaet, Har Venftre haft en yderft daarlig Høft, Thi det har høftet, hvad det felv har faaet, Og faar man bare Ukrudt i fin Ager, Vil Høften altid blive lovlig mager. Fra Aar til Aar med uformindiket Flid De folkelige brave Bondevenner I Folkets Jord har plantet Kiv og Splid Og udfaaet Tvedragt mellem Landets Stænder. Men flig en Gjerning gaar kun til en Tid; Nu har de ikke flere Dragetænder, Og det maa falde Venftre fvært for Bryftet, A t kun fin egen Udfæd har det høftet. «Bevidfte Folkemagt», ja, du eft væk! Det Venftre, fom ftod nær ved Magtens Tinde, Faldt ned og fik derved et voldfomt Knæk Som det vil aldrig eller fent forvinde, Og Vaakenikjoldet vil ej pletfrit ikinne, Skøndt det bli’er daglig vadiket af med Blæk, Og ikøndt til Strængeleg af Z a h l e s Lyre Det præpareres med A l b e r t i s Syre. D o g Venftre! det var baade Synd og Skam, Med fordums Mod og Kraft for dit Program! Der ha:- dog vift fig Tegn i Tvedragtsflammen, A t Venftre nok igjen kan bages fammen. H in L edre fom en kyndig Vismand fpaar, A t Venftre vil i kraftig Fremgang vorde Minus A l b e r t i s og Hr. B e r g s Kohorde; ALBERTI véd, at Venftre alt formaar, Naar BERGS og H o l s t e i n s Grupper holdes borte Fra Venftres Rækker, og Hr. B e r g forftaar, A t Venftres Kæmper ftaa, fom de var murede, Naar alle Moderate blive furede Faar disfe trende bare deres Villie, Saa faar et Fremtidsvenftre man at fe, Uskyldigt fom den rene hvide Lillie, Og rent fom nylig falden Vinterfne. Derfra vil ingen Defertioner ike, Der bliver aldrig Tvift i den Familie. Og Højre vil — det har man Lov at tænke — Dets Dannelfe fin fulde Biftand ikænke. I Fald du ikulde dø i denne Kvide! Vi venter, du vil fnarlig Ikyde Ham Og lade os og hele Verden vide, A t endnu du har Kræfter til at ftride