S_Punch_1879

271

Ytring af Bill om, at det muligvis var det nylig opforte Geneveroplag, der brændte, var nok til at opflamme hans Iver efter at yde Hjælp, da Talen var om en Institution, som han fra første Færd havde følt sig særlig kaldet til at støtte; han greb straks sin Hat og ilede bort, men kastede dog først et resigneret Blik til det halvt tømte Krus paa Bordet. Da jeg lidt efter kom ned til Brand­ stedet, viste det sig, at Bills Gisning havde været rigtig, og Redningsværket var nu i fuld Gang under Guftys L e­ delse. Tønder og Fustager rulledes og slæbtes ud af den brændende Bygning, men det var ogsaa paa høje Tid. thi Taget truede hvert Øjeblik med at skride ned. Næsten hele Lageret var reddet, men Gufty paastod, at der var endnu, én Fustage, og trods vore advarendeRaab styrtede han sig atter ind i Luerne. E t Øjebliks spændende Stilhed, kun afhrudt af Luernes knitrende Bragen, og Guft'y saas at bane sig Vej med Fustagen i sine Arme. Hans An­ komst hilsedes med en øredøvende Jubel, der dog straks slog over i et Angstskrig, thi i samme Nu, han over­ skred Tærsklen, faldt Taget ind med et frygteligt Brag. Guffy segnede til Jorden, ramt i Hovedet af en nedfaldende Bjælke. Vi ilede hen til ham, idet vi forudsaa det værste. Han blev baaren hen bag en Grøftevold, hvor den franske Læge tog sig af ham, efter at have ladet alle fjerne sig und­ tagen B ill og mig. Han gav os ikke meget Haab, men hans sagkyndige Erklæring mødtes med fuldstændig Vantro af Bill, som med en Blanding af Medlidenhed og Foragt antydede det latterlige i den Paastand, at en Mand som Guffy skulde give sig for en lumpen sextommers Bjælke. Virkelig slog den syge efter længere Bevidstløshed øjnene op; hans Blik hvilede med en inderlig Ømhed paa den reddede Fustage, som laa i Nærheden, og han hviskede med mat Stemme: »Ja nu er den Potte ude, er den! Ser De, Sir, jeg har aldrig holdt af at gjøre Vrøvl, har jeg ikke, og naar det er min Tur at gaa ud af Spillet, saa er det i sin Rigtighed. Værs’go, bland og gaa an med en Rubber til. B ill sørger nok for, at det løber af uden Spektakel, og hvis det kunde more Dem, Sir, at lave noget sammen til at sætte uden paa, De ved, med en Sten og saadan lidt Pilleri . . . .» Han holdt inde og lukkede Øjnene;

lidt efter flød en feberhed Rødme hen over hans Ansigt og han mumlede: »Afskrækkende Exempel . . . i et Menageri . . . » — Hans Hoved sank mat tilbage, og haus Læber hviskede nogle uhørlige Stavelser. Efter et lille Ophold aabnedes hans Øjne igjen og fæstede sig paa B ill; denne bøjede sig ned til ham: »Er der noget. Du vil, Guffy?» — »Jeg vilde bare sagt,» mumlede han, « at nu ærgrer det mig dog, at — jeg lod den halve Genever staa deroppe paa Bordet.» Hans Stemme dode hen, idet han pludselig sank tilbage, og en Trækning for over hans Ansigt. Lægen bøjede sig ned over ham, men rettede sig straks igjen i Vejret med et betegnende Skuldertræk, idet kan mumlede: « C’etait un brave après tout!* Dermed vendte han sig og gik, og jeg fulgte ham. Vi vandrede tavse ned ad Vejen, men vi var ikke komne langt, før vi blev kaldte tilbage ved et Raab fra Bill. Vi vendte om, og hvad skildrer vor Forbavselse, da vort Blik fulgte Retningen af Bills triumferende udstrakte Pegefinger og opdagede —- Guffy ! der sad opad Grøftevolden og betragtede os med velvillige Blikke. Han var ligbleg, men lod iøvrigt til at befinde sig ganske vel. Vi stod som fast- naglede og stirrede paa den gjenopstandne, som nu med sin sædvanlige anstandsfulde Ro begyndte: »Det var vel ikke tænkeligt, at der kunde gjores nogetsomhelst i Ret­ ning af lidt drikkeligt her i Nærheden, for den Bjælke tog paa Kræfterne. De skal ikke tage Dem videre af, at jeg var lidt rørende før, for det er noget, som altid har ligget svært til mig. Skal vi saa være gemytlige! Ha, ha! Kom Bill, naar jeg hager mig fast til dig, kan jeg nok humpe ned til Brændevinsknejpen og se til den halve Genever fra før.» — Og dermed vandrede de to Hædersmænd ud ad Vejen og overlod os som et værgeløst Bytte til vor Overraskelse. Je g fulgte dem med øjnene ned til Brændevinsudsalget, som laa i den anden Ende af Byen. Mit Blik hvilede paa Guffys høje Skikkelse, som den skred henad Vejen, medens Eftermiddagssolens sidste Skær spillede paa hans prægtige Nakke og hans Revolver- skæfte. Idet jeg saa efter ham, gjentog jeg uvilkaarlig som i Tanker min Vens Ord: C’etait un brave après tout! Hans Buxer de er vide og hans Knebelsbart er spids, Hans Ansigt det er skikkeligt og altid veltilfreds, Hans Blad er saa som saa, men læses dog, fordi At han faar sjelden Lov at skrive selv deri. Hip oh hip, oh hip, oh bøj! Nej, han faar sjelden Lov at skrive selv deri R i c h a r d K a u f m a n n det er Mandens Navn paa Dansk, Hip oh hip, oh hip, oh høj! Gud skal vide, hvad han kalder sig paa Fransk, Hip oh hip, oh hip, oh høj! Han borer og han puffer alle Vegne frem sig selv, Han kravler og han klatrer op ad Ærens glatte Pæl. Han giver ikke tabt, nej R i c h a r d han er seig: Han véd, med bar Beskedenhed man naar det eji Hip oh hip, oh hip, oh høj! Han véd, med bar Beskedenhed man naar det ej;. Paa Kongressen mødte han som »Digter» stor. Hip oh hip, oh hip, ohøj! Og til Taffels var hos Londons Lordmayor- Hip oh hip, oh hip, ohøj ! I Frankrig et Slags Orden har han holet sig tiisidst, Og om en to tre Aar saa bli’er han Æreslegionist, Her hjemme gaar det dog med den Slags ej saa flot Kun « B r o d e r s k a b e t s » Papegøje har han faat, Hip oh hip, oh hip, oh høj ! J a » B r o d e r s k a b e t s » Papegøje klæ’er ham godt.

Richard Kaufmann. Officier de Vacademie.

H ar I aldrig set en »Nutids*- Redaktør^ Hip oh hip, oh hip, ohøj! V il I vide, hvordan han ser ud, saa hør: Hip oh hip, oh hip, oh o h ø j!