S_Punch_1879

263

derik Bollsmælg og skæve Søren men igge til Konrad Langben fordig han er en Skorg og igge hedere end Bane Jonssen eller B idder Kagge og je har læst a der er nole skoler som hedder friskoler og je vel be f a r naar je kommer hjæm og sidde mai i en friskole hvor man al tid har f r i og igge besteller noet og ve D u værn den Mand er, som har git tyvetusind Kroner til Ænger etter Ijerene, som kar vaaren med tel at stefte børneforeninger tel Dyrebeskyttelse, fo r nu biir da alle lerenes Marda* mer tossie med a præsse vos Drænge tel a g i vaares Fem ­ ører tel et køsihospetal fo r brøstsvage pindsvin eller en Allérdomsforsørrelse fo r afkreftede blodiler og bare lerene maatte fa a Tømmermend oven paa den Svir. Je var paa Klambenborre forleden me Ongel og saa Ammer Ikaneren skyde Ævler a Hodet paa sin Kone og je har fu n n en en gammel pistaal og je og vocterdrængen skyder med den kele daen og naar vi er kommen saa vit, a vi ka ramme ladepordten paa ti Skrits distangs vel vi rejse tel Ammer-Ika og skyde Ingdiatmere lisom Ørneøje hos Kupper saa maaske ser du mai igge mere og saa maa du ha m in kaickiUing og helse Karolline Petersen og sie a je ska nog komme hjæm og gefte mai me hinne naar je er bleven ri der ude. Men nu er de Solskind saa je vel ud tel steggelsbergene og bliver din hengivende JEinar Jørgensen. Ser du Konrad Langben saa g i han en lussing fr a mai. D u skal igge brydde dai om han er store end dai fo r du ka mageli tambe ham illirenveller. gaaet eu Dags Tid, kunde Bjørnen ikke mere, saa den maatte jeg lade blive tilbage, men f 8 rst satte jeg saa meget af Foderet af til den, som jeg kunde undvære, og en Ansjoskrukke fuld af Whisky, for at den kunde have noget at staa imod med, til den kom saa meget til Hæg­ terne, at den selv kunde skaffe sig noget, og da den saa det, grinte den ogsaa meget fornøjet efter mig, da jeg trissede af med Pindsvinet. Det beholdt jeg heller ikke længe, for et Par Dage efter maatte jeg pantsætte det til en Bissekræmmer, sorn jeg spillede »Skalp» med i et Værtshus paa Vejen og tabte Penge til, Jeg fægtede mig frem, saa godt jeg kunde, for jeg vilde dog gjerno se Egnen her nede endnu en Gang, og paa en 14 Dages Tid naade jeg da ogsaa til Poker Flat; for ikke at blive kjendt gik jeg udenom Byen, og et Par Dage efter var jeg her nede. Jeg fik lavet mig en Hytte inde i Tykningen en halv Snes Mil her fra, hvor jeg bode alene, men saa traf jeg paa de Fyre der henne, som er rendt væk fra øn af Stammerne paa den anden Side af Floden; vi gik paa Jagt sammen, og til sidst gik vi i Kompagni, og vi eta­ blerede en Jagtforretning paa Aktier, og jeg bestyrer hele Knejpen. Og ber har jeg boet i to Aar, og jeg har 3 aa- mæn aldrig tænkt, at Bill og jeg levede saa nær ved hin­ anden, men for Resten kommer jeg aldrig paa denne Kant af Skoven, formedelst at jeg ikke skotter om, at nogen af mine gamle Bekjendte fra Poker Flat skulde møde mig med dette Koloraturvæsen paa. For Resten synes jeg ikke saa daarlig om Indianerfaget, og jeg maa jo ogsaa ae at slaa mig til Ro i det, De andre er meget skikkelige Fyre, men de holder jo nok af at tage med, hvad der kan være af tilfældigt Sjov, og jeg kan nok begribe, at deres Fingre bar kloet, da de fik Kig paa Guldknapperne i deres Uniform, Sir. Naa, i Morgen skal jeg selv følge Dem til Devilshead, og i det hele skal jeg nok sætte Dem ind i de hjemlige Forhold ber nede. Jeg skal anbefale Dem til en Bekjeudt, jeg har der nede ad, en gammel, afdanket Indianerhøvding, som vil være meget glad ved at holde Aviser sammen med Dem, og hvis de vil have Timer i Indiansk eller ønsker et lille Kursus i Skalpering, er han vist ogsaa til Tjeneste. Men det kan vi jo snakke om i Morgen, nu skal vi sove.» (Sluttes.)

JFcraarsgrmit.

Kere Kressjan!

¿ 7 / n fø

Nu er fe r rim snart fa a rb i °9 de reiner immervceg og je »w

^

$ F 3 / -

"æ

W fæ ås/ ^ t

v

iÉpk \

Ær

\ \ Jk_.

i

aS ^ ^y., __ —- - ^ ^ o o derfor griver je Pinden og jllilllllllli' ' skræver. Fordia anaaaende ie ha hørt a Lerene har moret sai i ferrien med \ at leie Skole inhørdes og Noen har staaet paa Kattederet og di Annere har seddef paa Bengene og vaaren xwolie og faaet And - mærgninger a Bestyren og dem paa Kattederet var han allesammen pæn imod og ga goe Karaktererer, men je tror de Hele er noet Lomskeri og a Lererne har kommen sammel fo r at ligge et Komplot op om at være onne mod os Drænge og vel D u være med til en Sammen- sværrelse saa mødes vi Drænge den første Sønda etter ferrien ude paa fæ llien og blanner blod og sværrer vi vel haalle sammen og igge være forædere eller sladdre, men sla alle lerene fordærret, hvis de mugger eller g ir Andnuergninger og teinet skal vere en ro traad om den lile fenger og Fæltraavet B rutuss og tal om det tel fre - 'oid Maaneden. Saa slog jeg til og gik ind paa at lade mig fernisere, og da han var færdig, var jeg saa livagtig en Indianer, Sir, som De nogensinde kunde ønske at blive skalperet ah Han lærte mig for en Sikkerheds Skyld lidt Indianisk, som jeg kunde have at stikke ud til Folk, som kom for at glo paa mig. Og De kan nu ikke gjore Dem nogen Tanke om, hvordan jeg trak Hus, for Folk var lige ved -at storme Fjælleboden, hvor vi saa kom hen, og de Forevisere, der havde rigtige Indianerhøvdinger, var lige ved at ærgre sig ihjel, for Folk brød sig ikke om deres Varer, for de mærkede nok, at der var noget andet ved mig, som de andre ikke havde, og det mente de netop var det rigtige, og Manden tjente saa godt paa mig, at han gik i Kompagni med mig. Til sidst blev jeg dog kjed af de Lojer, og saa sagde jeg til ham, at nu var det vist ikke morsomt længer, men han gjorde al Tid Vrovl og trak det ad, og da jeg til sidst vilde tage ham med en Trumf, grinede Fyren mig op i øjnene og sagde, at jeg maatte helst blive med det gode, for der var ingen anden end han selv, der kjendte Methoden ved at faa den Farve af, som han havde brugt, saa jeg behøvede ikke at være bange for, at Forgyldningen skulde gaa af mig. Det fandt jeg var en temmelig raa Bemærkning og lod ham forstaa, at han maatte ikke tro, han kunde spille Urang- utang med mig. Saa blev vi jo mere og mere livlige, og da han saa begyndte at gjore Dikkedarer med en Revolver, saa havde vi jo Skandalen, for hvis han ikke var kommen ud af et fordømt Vindue, havde han været den dødesfce Mand herfra og til Kentuky, havde han! Jeg ventede et Par Dage for at se, om han ikke skulde komme tilbage, men han blev væk med alle de Penge, som vi skulde have delt, og Jod mig sidde inde med alle Vanskabnin­ gerne og det andet Krapyl. Saa var der jo ikke andet for mig at gjore end at pakke sammen, og saa tog jeg, hvad der var af Madvarer og Tæpper, og hvad jeg ellers kunde slæbe med, og marcherede af, men først lukkede jeg op for alle Bureue og lod hele Personalet gaa ud og Pokker tog ved dem ud ad Bjergskoven til. De eneste, i der ikke stak af, var en lille Vaskebjørn og ét Pindsvin, ■ der var saa forgabede i mig, at de fulgte med mig. Saa | gik jeg da, og de to Fyre sjokkede med, men da vi havde