S_Punch_1879

227

den første Hunger var stillet, rejste Mikkelsen sig og talte som følger: „Banen var nu aabnet. Han turde sige, at et dybtfølt Savn hermed var afhjulpet. Alle de Tilstedeværende vilde mindes denne Dag. Han haabede, at Banen maatte bringe Lykke og Til­ fredshed her paa Nørrebro. En Skaal for Banen!“ Et nifoldigt Hurra ledsagede denne Skaal. Ligbærer Ludvigsen: En Keglebane er et Billede paa Livet. Vi ere allesammen Kegler (Af­ brydelse) ja figurlig, naturligvis. Og ligesom Keg­ lerne staar ganske stille i Uskyldighed paa Brædtet ikke anende Ulykkens umiddelbare Nærværelse, indtil Kuglen kommer som den ubønhørlige Skæb- ning og vipper dem over Ende midt i deres Mand­ doms kraftige Aar, saadan staar vi Allesammen ogsaa ganske ugenert og muligvis med Bægeret i Haanden og vupti! Saa er vi den. Og saa er Potten ude. Og det kan ikke nytte, vi gjør Mudder og gjør os ubehagelige og si’er det var sletsinte Petersen der skulde siae — for Exempel, for vi er ligefuldt som knækkede Blomster, der visner og bliver meldt paa Begravelseskontoret øjeblikkelig. Og saadan var det nu en Gang og det var alligevel økonomisk, fordi, hvis det ikke var, blev der for mange Men­ nesker og saa blev det saa dyrt at leve, at det slet ikke kunde betale sig at blive ved dermed, og Be­ gravelseskasserne vilde ikke faa flere Indmeldelser og Ligbærerne kunde gaa hjem og lægge sig. Og derfor vilde han udbringe en Skaal for Livets Keglebane, fordi der var en Ende paa den, og han vilde haabe, det altid maatte gaa livlig, og hvad de nærværende Kegler angik vilde han ønske, han mange Gange maatte være sammen med dem, inden denDag kom, da der blev raabt „Alle Ni — Potten ude“. Selskabets Skaal! (Hurra). Kuapmager Henriksen syntes ikke rigtig om den sidste Tale. Det forekom ham, at Ludvigsen havde skruet sin Kugle saadan, at det var blevet til en Puddel. Han havde ikke Noget mod at krepere, da det jo dog ikke kunde nytte at indbringe noget Ændringsforslag i den Henseende. Men han vilde helst være fri for at høre for megen Tale om al den Melankolskhed, der gemenlig fulgte med den Slags Forlystelse. Ludvigsen havde nævnt Kuglen, der smed Keglerne over Ende, han vilde mindes Kvinden, det var hende, der igjen stillede dem op, og med Kvinden mente han Madam Mikkelsen, der havde skænket Verden i Almindelighed og Mikkelsen i Særdeleshed saamange smaa Kegler (Bravo!). Dør var de tre Sønner og det var «tre Lange» og der var de femDøtre, som han ikke vilde ønske maatte voxe op til «fem Skæve», men Madam Mikkelsen stod som Kongen eller rettere Dronningen midt imellem dem, og derfor trode han nok, han vilde slaa alle Ni ved at udbringe Kvindens Skaal i Al­ mindelighed og Madam Mikkelsens i Særdeleshed (Begejstring). Efter at adskillige Talere endnu havde havt Ordet og en Sang, hvis første Vers lød saaledes:

En Keglebane ny jeg ved, J: Rullen gaav :| Der ruller Kegler op og ned, |: Rullen gaar :| Og muntert gaar det beftandig med Drikkelfen, For Keglebanen tilhører Mikkelfen, |: Rullen gaar :| Mikkelfens Bane Søgning faar.

var afsungen, begav man sig atter ned paa Banen, der var festlig oplyst. Om Mængden af de senere spillede Potter se vi os ikke i Stand til at give nogen bestemt Oplysning, men kunne blot notere, at Enkemadam Jørgensen, der bor skraas overfor, sagde Dagstelegrafen af, fordi den ikke bragte nogen som helst Oplysning om det forfærdelige Tordenvejr, der havde raset hele Natten.

*»undt omkring 1 uanmarks Væng Har Yi Sommersol og Fuglesange. Derfor Venstres Chefer Møder holde Trindt i Landets Kroer for at — For at vække Folket op til Liv. Og som Sædemand hos Krostue-Værterne Saa de Guldkorn ud i Folkehjerterne; Frejdig frem paa Talerstolen trinende Kaste deres Perler de for — For det højt oplyste Vælgerfolk. Ak! i Yenstreparadisets Vange

Har der nys indsneget sig en Slange; Ved et Tab blev Førerne for Stammen, Som man véd, uenige om — Midlerne til Folkesagens Sejr. Dog, den Strid vil ikke vare længe; Thi de til hverandres Hjælp kan trænge, Og naar Berg og Bojsen slaar paa Trommerne, Gi’er de blot hinanden lidt paa — Lidt paalidelig og kritisk Tvæt. Derfor enig de til Kroen drager, Hvor der vanker nok af gode Sager. Der har Tauber tit og Schelde frit Plads, Og den liden Zahle spiller — Spiller paa sin Lyre meget skjønt. Der man tale kan i høje Toner

Om de seks navnkundige Kanoner; Selv om Talen taaget er og spinkel, Glider den dog ned ved Hjælp af —

Ned ved Hjælp af Folkets sande Sans.

Og som i Rolf Krakes gyldne Oltid Ved et ret gemytligt Fællesmaaltid Samles man til sidst i Kroens Kalier, Hvor man ender med at drikke — Drikke Parlamentarismens Skaal.