S_Punch_1879

226

En Jordefærd.

Han fulgte sit ædle Hjertes Kald Og voved’ sit Liv for et Land, Der med koldt Blod har set sine Yenners Fald, Selv tryg bag det skærmende Vand.

Han udgød sit varme Hjerteblod Forladt af et vanslægtet Kuld, Som kun ejer Kraft og kun viser Mod, Naar det gjælder at redde sit Guld.

Højsindet og trofast til Døden man saa Ham ile i Farens Favn For saa troløst et Folk, somdet Havskum, hvorpaa Det har vundet sit Ry og sit Navn.

Oer styred’ en Sejler mod Englands Kyst Med Sorgens Banner i Stavn: Et Kiges Haab og en Moders Trest Blev sluttet i Dødens Favn. Hjemløs han var paa den vide Jord, \ Ej Husly hans Hjemland ham gav. \ Nu bølger det sorte Sørgeflor j Dm Ørnen ved Kejserens Grav.

— Napoleonsnavnet med Sejershaab for Saa vidt over Land og Hav. Nu bølger det sorte Sørgeflor Om ørnen ved Kejserens Grav.

Endelig slog Klokken 1. Aabningeu var ansat saa sent paa Grund af, at flere store Begravelser paa den Tid aatoges at ville være besørgede, og de til Festen indbudne Medlemmer af det hæderlige Lig- bærerlavg paa denne Maade vilde se sig i Stand til at overvære Festen fra dens Begyndelse. Klokken slog som sagt 1, og de i Haven forsamlede Gjæster, der med Utaalmodighed havde afventet dette Tids­ punkt, begav sig i Procession ned paa Banen. Mikkelsen steg, efter højtidelig at have afført sig sin Frakke, ved hvilken Lejlighed hans skinnende hvide Skjorteærmer tilstrækkelig stadfæstede Madam Mik- kelsens store Ry for Dygtighed i Finvask, frem paa Banen, greb den store Kugle og idet han med høj Røst sagde: «Nu gaar’en da», udslyngede han med øvet Haand Kuglen. Det vægtige Projektil rallede majestætisk henad Banen snart følgende den ene Rand snart den anden, saaledes som enhver Knnstforstandig ved, at den bør. Derpaa brasede den med et bedøvende Brag ind mellem Keglerne. Et jublende Hurra besvarede Krissjans Melding: »Otte om Kongen!»*) Der spilledes derpaa tre Indvielsespotter, hvor­ efter man, atter i Procession, begav sig til Bordet, der bugnede under den flotte Anretning. Efter at *) En Referent har i et herværende Blad fremsat den taabelige Insinuation, åt det Hele var aftalt Spil mellem Mikkelsen og Krissjan og at de »Otte om Kongen* skyldtes et velanbragt Spark. Forsaavidfc ban imidlertid til Støtte for denne sin Paastand paa- beraaber sig Krissjans Vidnesbyrd, skulle vi hertil bemærke, at vedkommende Yngling er roere berømt for sin livlige Fantasi end for sin Sanddruhed.

Indvielsen af den aye Keglebane paa Nørrebro.

Sidste Søndag blev imødeset med stor Spænding. Alt fra den tidlige Morgenstund kunde man iagttage, hvorledes Værts­ husholder Mikkelsen hvert tredie Minut stak sit Hoved ud af Vinduet for gjennem nogle mer eller mindre k0mpli- erede, epipleptiske Halsfor­ vridningerat forvisse sig om,

at Skyerne virkelig var i Færd med at fordele sig og at Solen havde reelle Hensigter i Retning af at give Møde. Inde paa Ban en herskede travl Virksomhed. Tre voxne Stuepiger og et ukonfirmeret Appendix skyllede Ølglas, skurede Gulv og strøde Sand paa, medens Tømrer Andresen, der havde rettet Banen af, laa henstrakt paa Maven for, idef han lod Blikket glide henad den spejlglatte Flade, at overbevise sig om, at ingen Splint eller Spaan vansirede hans nys fuldførte Værk. Den nyfæstede Keglerejser, Krissjan, havde allerede fra Daggry indøvet sig i sin besvær­ lige og farefulde Bestilling ved med korte Mellemrum at fare ind mellem de opstillede Kegler, sparke dem over Ende og derpaa med en Fart, der for hver Gang tiltog i Retning af det Ubegribelige, atter at bringe de Faldne paa ret Kjøh