S_Punch_1879

215

an mod Stenkisten og slaaet Hul paa Æ gget overordenlig Bevægelse). Saa nær havde det været ved, at man kunde have kastet Jord paa T aleren, mens han laa i Stenkisten (Uhyre Bevægelse). Lang bad om, at Byraadet vilde se lidt venlig paa denne S ag ; Hr. Serensen havde saa foragtelig nævnet •varm t Vand ogsaavidere», som om det ikke var den nskyldigste Sag en sm ak Sommeraften at nyde lidt varmt Vand med en let Tilsætning af et oplivende Fluidum. Men Taleren vidste godt, at der ved »ogsaavidere« var sigtet til hans bekjendte Punchextrakt, der alm indelig brugtes i alle Omegnens Skove, uden Skade for de Besøgende og for Træ erne; tværtimod, en saadan Drik nydt med Maade virkede gavnlig paa Sansen for Naturens Skjønhed: man afsang smukke Sange, talte smukt for Naturen og endte altid som varme Patrioter, selv om Punchen efterhaanden blev kold. Dog vilde han foreslaa, at man lagde Skyde­ banen nedenfor Bakken ved Skoven, for derved at bevare Skovens Skjønhed. — Skomager K ruse vilde ,ikke berøve nogen en uskyldig F ornøjelse, men han var bange for, at Børn ikke kunde taale Kuglerne (L atter), ja ikke i nogen høj Grad da. En saadan Skydebane vilde berøve Skoven dens Skjønhed, og det var dog det Væsenlige næstefter Træerne, og dem kunde Skydningen ogsaa skade, naar Kuglerne gik ind i Skoven og Træerne gik ud af den, saadan som han havde sét det m ed en D reng, der havde skaaret ind i et T ræ ,— men det kom nu ikke Sagen ved. Og saa vilde man ogsaa jage Bønderne og N attergalene væk, naar de kom gaaende gjennem Skoven for at skyde (Afbrydelse) Gjenvej til deres H jem , han m ente naturligvis Bønderne, for N attergalene var det jo, der sang, og ikke Bønderne, skøndt disse gjorde det ogsaa undertiden, men det var paa en anden Maade, og det kora nu ikke Sagen ved. Nej saa m aatte man da hellere anlægge en Keglebane, for den Slags Kugler var da uskadelige, og om der ogsaa kom en ordenlig »Sidelænder* ud i Skoven, saa gjorde saadan en »Puddel» da ingen Kat Fortræd, — men det kom nu ikke Sagen ved.—Prokurator Justesen ta lte varm t for Sagen. At Kjøbmand Serensen var

bange for Kuglerne, derom vidnede jo tilstrækkelig den Stilling, han havde indtaget i Forsvarssagen, en Stilling, der m aatte gjøre enhver P atriot stenkisteglad, og at Kruse mente, at Børn ikke kunde taale saadan noget Slikkeri som Kugler, «det kom»- som Hr. Kruse selv saa træffende bemærkede, »ikke Sagen ved». Man m aatte huske, at Fugie- f kydningen var gaaet over til at blive en Folkefest. Man unde jo for de svage Sjæles Skyld slaa Kordon om Skoven og lægge en Kreds af Baade i Vandet udfor. Skoven — de to Dage, Skydningen varede, — eller ogsaa etablere en Stenkiste, hvor de kunde krybe ind, der var bange for Kuglerne — , og saa kunde man jo fra Baadene raabe til Folk, der kom sejlende, at de skulde fjerne sig. — Søren­ sen : Hvor bliver saa Folkefesten af? — Justesen: Den holdes jo ikke i V andet! Sørensen var slet ikke selv bange for Kuglerne, det vil da sige kun paa anden Haand, men han var bange for, at alle andre Foreninger ligesom Skydeselskabet skulde komme og forlange at faa en lignende Pavillon i Skoven.— Justesen mente, at det var ligegyldigt, enten man var bange for Kuglerne paa den ene eller den anden Haand. Og hvis der skulde blive for mange Pavilloner i Skoven, kunde Hr. Sørensén jo selv anlægge en, hvorfra han solgte Fuglene Fuglefrø! Hans foreslog for øvrigt at sende Sagen til P oliti­ mesterens Erklæring, hvilket vedtoges. Derefter foretoges nogle mindre Sager, hvorunder det bl. A. oplystes, at Svedskelsen og Kruse havde været i et Udvalg i 3 Aar uden at ane det. — Mødet hævet Kl. 10 . g t ansnymt Treselskrev, hvis Ophav er ligefaa utvivlfomt fom dets Interesfe, modtog vi i Gaar. Det lyder fom følger: Ærede Hr. Punch. Hvis De ikke fnart holder op med at drille Hr. Redaktør Larsen med den kedfommelige 4 Maa- neders Brummetur, figer vi Dem af og tager Morgenbladet i Stedet. Det er dog alligevel meget grinagtigere. Mange flere Abonnenter.

Da flød hendes Blod for Svinekloen Trods Bøn og Graad, D et var et Slags omvendt Vivisektion, E ja! Hr. Kammerraad! Hun slap og sank under Bølgetop. Af en M e n n e s k e v e n Bjerget blev hun og trukket op. E jal Saa modig en Svend! Og havde han bjerget i Stedet et Svin, Han havde faaet Løn, Paa S lottet ad Aare en Præmie fin — E ja! Og en Tale saa skjø n ! Nu faar kanskesens han ikke en Døjt, Kun en Trøje vaad; Og det er dog egenlig temmelig drøjt, Eja! For saa rask en Daad. Oh Læser, kan Du Moralen forstaa Af denne Sang? Det er Svinene, som flyder ovenpaa. Eja! Saa mangen en Gang. Og sæ tterpaa Kam’raadens Venskab Du Pris, Saa ræk Din Krans Til den første den bedste gryntende Gris. — E ja! Saa sælsom en Dans.

De Dyr hun bcskytted saa god og mild Til Lands og til Vands. Det lærte hun af Eam ’raad Lembcke snild Eja! Saa sælsom en Dans! Der drev fra d et synkende *Constantin> Saa m angt et F aar; Der plasked’ i Vandet vel hundrede Svin, E ja! Saa sælsomme Kaar! Der dukked’ en Tryne af Dybet op, — Hun blev kold som Is — Det var ingen Havmand med Skjæl paa Krop; Eja! Men en arrig Gris. •Og er Du i Dyrebeskyttelsen?» — Den grynted: med Grin — •Saa slip nu Kransen og ræk mig den!* Eja! Saa sælsomt et Svin! • Ohl» - skreg hun - •velædle Hr. Kammer- For stræ ngt er je rt B ud; [raad, ■ Skal jeg slippe min Krans, saa bliver jeg E jaL Jeg melder mig ud !• [vaad. Og det ra r den Jomfru fra Comtantin, Holdt fast paa sin K rans; Da bed og kradsed’ det arrige Svin. E ja! Saa sælsom en Dans!

'e r svømmed’en Mø paa Bølgen den blaa Med en Redningskrans. Rundt efter Hjælp hun sig angstfuld saa; Eja! Saa sælsom en Dans! En Kvindesjæl er som Vox saa blød Mer end en Mands. Den ynkes over Smaadyrenes Nød, E ja! Saa sælsom en Dans!