S_Punch_1879

210

Nutid og Fremtid.

Dog lad os ikke male alt for fort. Endnu er ikke hvert et L y s udilukket; Endnu er ikke Haabets høje Port For vore Demokrater ganfke lukket. De har dog ét Parti, fom, ikøndt ej ftort, Endnu dog ikke under Tab hår fukket, Som løfter højt Ideens Flag til Sejer, Ja, Landet har endnu — «Partiet BAJER», Blandt Venftres Grupper det alene gaar A f Spliden ud med uformindfket Styrke; Det har holdt fammen under trange Kaar Og baaret Vand til Folkefagens Tørke; Det trodfer enigt, hvad der foreftaar Udi en uvis Fremtids Mulm og Mørke. Endnu Partiet langtfra paa fin Helding er, Og det bli’er knap fortyndet ved Udmeldinger. Og B a j e r véd, at han i ingen Sag A f fit Parti vil blive ladt i Stikken, Derfor man fikkert finder ham en Dag Som værdig Præfident i Republiken. Tænk, fikken evig Sjælefvirl og fikken En Løn for hamr fom fulgte ftøt fit Flag, M ens BERG o g H o l s t e in , fom har væ r e t fling- rende, De kan ftaa udenfor og flikke Fingrene. Eneretsbevilling. Under 28 de f. M. har Punch allerveniigst forundt «Morgenbladet* Eneret paa overalt i Kongeriget Danmark, med Bilande — Vestindien og Island end ikke undtagne — at forfærdige og lade forfærdige sine Mærkedage, Korrespondancer og Truselsbreve af den angivende Beskaffenhed. I 20 Graders Varme.

Muia, du fom altid var i Stand Til med din San^ at lindre Jordens Plager, Som fugtet har med H i p p o k r e n e s Vand P e t r a r k a s Elikovsord o g T a u b e r s Klager, Som kvad om R oma s Fald og T r o j a s Brand Og I. A. HANSENS Brandførfikringsfager, Forlen mig Kraft at flaa de rette Toner Til Trøft for V e n f t r « s llagne Legioner. Til Trøft I Thi er der nogen Moders Sjæl I Verden, fom behøve kan Hufvalelfe, E r det vift dem, fom rammed’ felv en Pæl I Livet paa hver trøfterig Udtalelfe. Partiets Stilling er for Tiden fæl Og trænger ej til nærmere Udmalelfe: A t det behøver Trøft fra Skjaldens Plekter, E r n o g e t, felv A l b e r t i ej benæ gter. Den ftolte Hær, der længe lod fig fe I Folketingets Sal fom «den bevidfte», E r fplittet ad. «Den ene blev til tre.» Og ftadig tyndere bli’er «Venftres» Lifte N u melder Z a h l e fnart fig ud maaike; Og naar det Baand, fom holder ham, vil brifte, Saa fer det fort ud for de Radikale; Thi «hvad er V en ftre uden P e t e r Z a h le ? » Det er faa tungt at ikulle fkilles ad For dem, fom gjerne vilde fammen være; Dog tungere at udfpy Gift og Had Mod dem, man før har ofret Ros og Ære, Og tungeft, at det ftakkels «Mor genb l ad» E j Fælles-Organiftefts Navn tør bære, Men fom maa favne i fin Nød og Trang endnu Den Trøft, at «det k an b l i v e g o d t en G a a g endnu.»

Det piner mig. I Overmor­ gen fylder jeg 19 Aar, og hvad har jeg udrettet for at blive berømt? Intet! Og jeg vil være berømt. Det er saa behageligt. Blive bedt til Middag hos Grosserere, man | aldrig har set før. Prydes med Kotillonsordener af unge,1 J \ begejstrede, tilbedende Bal­ damer. Ligge som Fotografi i ethvert Boghandlervindue!

Ja blive en E r s l e v , en Henr i k Schar l i ng, nnaaske endogsåa en Ri chard Kau fma nn ! Sidde til Bords hos Lord-Mayoren i London med Edmond Abou t og Ro b e r t Wa t t ! Jeg maa gjøre Noget, men helst noget Nemt. Jeg vil skrive en Novelle. Det kan da ikke være uoverkommeligt. Jeg er jo i Besid­ delse af aSe Remedierne dertil: Blæk, Pen, Papir og