S_Punch_1879

202

Dog kan der findes Trøft i hver en Kval, Som vore tapre «Frihedsmænd» kan ramme: Her mellem «Moderat» og «Radikal» Ses intet Glimt af Tvedragts fæle Flamme, Her har de kæmpet paa den famme Val, Her har de vift, at Maalet er det famme; Om Mi d l e r ne lød uens deres Summen, Men Ma a l e t var det famme, nemlig — Brummen. Og BERG, den ftore Bondehøvding, faar Vel fagtens ogfaa Has paa denne Prøvelfe. A t H o l s t e i n dele maa de famme Kaar, Vil ikke mildne lidt i hans Bedrøvelfe. Og han «blev fiddende» forgangen Aar, Saa i at «fidde» mangler han ej Øvelfe, Og kan han faa en Taburet at laane der, Saa kan han fagtens «fidde» det Par Maaneder.

I Bogøs Rige er der « someildng rotten ». A f Disciplin er fnart ej mere Spo r: Man har gjort Mytteri mod Bogødrotten; Den Magt, man levned’ ham, er ikke ftor. — Nu ikal til fidft han puttes i Kachotten Med dem, der fvigtede hans Sag i Fjor, A f Sorg maa Folkehjerter gjennembores I denne Tid. 0 tempora , o mores! At tænke fig en folkekaaren Drot Og falvet Fyrfte komme i Salveten, Maa harme dybt hver trofaft Underfaat. E t Land vil aldrig kunne trives godt, Hvor Folk i den Grad haaner Pieteten Og giver deres Konge paa Planeten. — O Mo r g e nb l a d , du ikulde aldrig vovet A t drive Spøg med «Karl den Førftes Hoved»!

(gnnn ett iübri ^.nnbang till $ r 0 ttiácn m bunkkriigcn.

o bíiffuer att bereite omtn, buorümbe tfiet fiiben gii? Ubi íriigen. JDdj uar tber ferft een Itiben ftilftanb eíler uaapen* buile, tjuorübi £>epí®cfoeíe* defieren fcanb © m e oá> Ijanb ©oerte*©cfoele*Oftefteren g i f d j e r br uf fe forítig ueb tí)e

fomm po thentitb ubi

Ha í f n i a buíbtcé,

Ja, det er trange Tider for en Fyrfte! Paa deres Magt gjør frækt man Attentat;

forbitt)e böffbe ©doelefaa uel unbt,

teífantmenS offuenna?mite foerte

od) toeg baní) 15 i f er ueb farnme leptigbeb forfet uiííenbeé tbermetb bocb et) füge, att íjaub uct?tebe ficb att retjfe off, men fun, att íjanb emot torfer, bebninger og grnntPigianere utanbe* íigen ficbte uilbc, facnipenbeS el) font en Síibbere tiü beft, men Ijopenbeés metb tiiben at funbe gjtare t^eí titi (Sfíefantj paffuenbe to po fíaiben. ©fenn banb gammíe SlUbertig, lucfitenbeé fora’bberi ocp fitoöüeL fpere tbenmber broeg Úaffeffinné bamtffen aff fiin uenftrefpanb odp faftebe tfien tifí ©erre fiigenDe« fidj ep metb flitg een fmarofjere bemenge uííle, o# benedj* tenbe ©e r r e att uare- eenrett fol

Og ikke blot i Bogødrottens Stat, Men feiv i Riger af de allerftørfte Sig lifter mangen nihiliftig Børfte

Med hvæsfet Dolk, til Fyrftemord parat. E t Venftrehoved bliver her ej undtaget. Hvad enten det er kronet eller — kronraget. Men denne Skæbne er dog grumme trift For «den bevidfte Folkemagts» Heroer. A t blive gjemt bag Fængfelsgitrets Rift, Naar man har ventet, fom en Fugl paa Kvift, At kunne flagre om til Landets Kroer Og trumfe der med folkelige Knoer I Bordene fom rigtig Pokkers K a ’le O g give E s t r u p dygtig paa hans Halel