S_Punch_1879

199

Repræsentanter blev læste op. og Punch’s Hjerte svulmede af national Stolthed, fordi han vidste, at Danmark er et lille Land, men med store Digtere. Og da Raden kom til Danmark, fremtraadte Richard Kaufmann. Da var Punch nær revnet af Forfæn­ gelighed, thi naar den mindste i Danmark bænkes med de største uden Lands, da glæder ethvert ærligt dansk Hjerte sig over denne Ære. For naar en Trediedels Bearbejdelse af et Sekondteater-Kasse­ stykke og en Syndflod af Bladartikler her hjemme er saa højt agtede oden Lands, hvad maa saa ikke vor øvrige Literatur være. Og Eicard Kauffmann talte Fransk! Og alle de Fremmede syntes det Danske var et mærkeligt Sprog. Og Eicard var evig glad som al Tid. Saa skiftede Drømmen atter, og Punch var midt i Rædsejshetredømmet. Og ban stod blandt Tilskuerne foran Revolutionstribunalet. Men det var ikke Feuquier-Tinville , der sad paa Dommerstolen, men den skikkelige Kamaerraad Lsmbche. „Gud­ skelov!“ tænkte Punch , „han gjør saamæn ikke en Kat Fortræd!“ Men i det samme blev en Mand ført frem. Han havde traadt en Hund paa Halen. „Til Guillotinen!“ raabte Kammerraad Lemhcke. — En anden blev ført frem. „Hvad har Dn gjort?“ sporgte Kammerraaden. „Dræbt en Loppe!“ svarede Man­ den. wElendige! hvad havde det stakkels Dyr gjort?“ — „Den bed mig,“ — „Bed da Loppen Dig ihjel?“ — „Nej, men..“ — „Usling! Du burde have bidtigjen, men ikke dræbt den. Til Guillotinen!“ — Atter blev en Mand ført frem. „Hvad hedder Du?“ spurgte Kammerraaden. „Ja hvem er De!“ spurgte Manden, Lmibckes Ansigt blev purpurrødt, „Jeg er kongelig dansk Videnskabens Tortarkammerraad og Patent- Dyrbeskytter i Kjøbenhavn, men hvem er Da?“ — „Mit Navn er Panam.® Ved dette Navn rejste der sig et Brøl fra Tusinder af Struber. Rasende Kvinder styrtede frem bevæbnede med Saxe, Synaale, Knappe- naale og andre kvindelige Mordvaaben. „Hæng ham! Flæng ham! Brænd baml“ lød det i et hylende Kor. Forgæves ringede Torturkawmerraaden med Klokken. Forgæves søgte hans Adjutant Lieutenant Wei* med dragen Sabei at holde Mængden tilbage. Overrets- prokarator Schyite strøede uden Nytte sin Veltalenheds duftende Blomster ud over Mængden og paskaldte Respekten for den høje Protektrice. „Til Lygtepælen! Til Lygtepælen!“ lød det. Punch blev ganske underlig, Hans Samvittighed sagde ham, at ogssa han var fuld af Brøde. Haa vilde snige sig bort. For silde! Han var kjendt. Ak altfor kjendt! De greb fat i ham og slæbte ham hen for Skrankea. Torturkammer- raaden saa paa ham med et lynende Øjekast. Derpaa greb han Klokken og ringede. Forunderligt! Ved den første Lyd af Klokken begyndte Skikkelserne at blegne og iø 3 e sig bort i Ta&ge. Det var ligesom den skarpe, klare Klang skar dem i ssaaabitt« Stykker, hvirvlede dem op i Luften og blæste dem ud af Vinduer og Døre, Klokken ringede stærkere og

stærkere. — Punch slog Øjnene op. Det var hans egen Dørklokke, der kimede. Han aabnede Døren. Der stod Boghandlerens Dreng med den sidste „ Androcles “ /

sr i Danmarks Væng og Vange, Vange, Vange Brænder ingen tropisk Sol, Ingen Mø med gyldent Spange, Spang«, Spange Sidder her paa Dronningstol; I vor Folke-Lund ej mange, mange, mange Store Glimmerblomster prange, prange, prange; Men saa bar vi Anders Ta n g e , Tang e , Tange , En beskeden bly Viol, Ja! I sin fynske Vadmelskjol’. Han kan Hjerter fange, fange, fange, fange I sin Tales fine Net; From som Due, snild som Slange, Slange, Slange Lokker Vælgerne han let. Snedig er vor Ande r s Tange, Tange, Tange, Ja og ban er ikke bange, bange, bange For at kjørc Mile lange, lange, lange Bag paa Diligencens Brædt, Ja! Naar han ikke har Billet. Nys Hr. Ande r s Ta n g e , Tange , Tange Hopped’ atter op bag paa, Og i Tider trange, trange, trange Hjælp det var for Ho l s t e i n s Faa; Gs han hjalp saa mange Gange, Gange, Gange; Derfor skal i vore Sange, Sange, Sange Plads for And e r s Tang e , Tange , Tange Gratis altid aaben staa. Åa! Ham vi la’er ej længer gaa.