S_Punch_1879
198
Et afhjalpet Savn.
Fa Bjørn bak vandred’ al Kjødets Gang, Blev Venstre stedet i Ned og Trang:
Den Luft, der laa under Loftet i -Punck's Studere værelse havde vagget sig frem [over Slagterboderne og Hol mens Kanal, den var bleven bagt af Solen paa Kongens Nytorv og havde suget Par fume af Trankogeriet paa jKristianshavn. Nu laa den log blinkede søvnig op ad
Hve skulde vel Tabet lindre? Nu ejede Folket i Danevang Et Sandhedens Vidne mindre.
Vel fandtes blandt Frihedsvennernes Flok Hin ædelig Herre — vi mindes ham nok, Hin assenske Banebryder — Men han var kun «moaerat* og var Kok Ved en ganske anden Slags «Gruder». Dog nu kan de rigtige Venstremænd Åf ganske Hjerte sig glæde igjen; Ej mer man Lars Bjørnbak begræder; Thi nu har de Gottlieb Petersen Som passende Stedfortræder. For Landets Domstol Hr. Petersen kom: Der kjender man ikke til Folkedom, Hvad Venstre beklager saa bitterlig; Den vejed’ Hr. Petersens Usandhed, som Befandtes at være «vitterlig». At han skulde strande i samme Egn Som L y v - La r s , det var et daarligt Tegn Og ikke just Vand paa hans Mølle. Han kom til at ligne en Vihydegn Ogsaa deri, at han er «sølle». Dog Morgenbladledernes prøvede Ven Har skaffet sig her ved sin sanddrue Pen I Lighed med salig Pilatus Og mange andFe navnkundige Mænd En i Sandhed uheldig Status. Thi han kan som hin fortjenstfulde Mand, Der en Gang var Dommer i Jødernes Land, Men nu kun er Støv og Aske, Vist trænge til et forsvarligt Fad Vand For sine Hænder at vaske. £ 3
Dørstolperne og Vindueskarmene, kjærtegnet af sagte, dirrende Myggevinger og af staalblaa Spyfluers sum- mende Vuggeviser. Punch strakte sig, gabede, greb Morgenbladet , gabede atter og nikkede derpaa som en Mand, der er nødt til at vedgaa en Ungdomsvildfarelse, nikkede nok en Gang — to Gange, saa faldt Morgenbladet i Spyttebakken. Punch sov, og Punch drømte. Han drømte, at han var bleven Sultan i Tyrkiet og sad paa en bøj, høj Trone og plejede Retfærdighed. Og for hans Ansigt fremførtes Pascha Riise, og han havde været rebelsk og sat sig op mod den høje Port i Tivoli , og Pascha Olsen forlangte hans Hoved, skøndt der slet ikke var Noget ved det, og Pascha Dahlerup ligesaa. Og Pascha Riise brugte en fæl Mund og svor ved Profetens Skæg, at den høje Port skyldte ham sin Tilværelse, men Dahlerup Pascha sagde nej, og risede hans Bag, og Riise-Pascha græd og bad for sig, thi han havde dog Del i Sul tanens Divan, sagde han, og i Sultanens Divan drikkes megen Punch, og Punch erindrede sig dette og skæn kede Riise-Pascha Livet, men bød, at han skulde sættes i Bladet og sælges sam Punch’s Slave i Bazar- gangen eller i Kiosken, hvilket skete. Og Punch drørate, at han ikke var Sultan mere, men var Gjæst i Verdensstaden, ikke i Paris, hvor hau har været før og faaet hæderlig Omtale, men i London, hvor han ikke en Gang har ¿aaet Cobden-Medaille, og han stod i en stor Sal, hvor alle Landes store Digtere og Forfattere var mødte for at sige hin anden Behageligheder. Og gamle Victor Hugo førte Forsædet. Og Navnene paa de forskjellige Landes
Made with FlippingBook