S_Punch_1879

151

loeb fyanb een tiib fomm uat §anb een getter gangen* be8 ob o# inb met!) Rennern, menIoebI;anb fld) fauini* iibtg ajf ©t e f f ue n fra Bloefenfcorrig befnacfe, cd) gtg t§et tiU een titb, men teffnebe ubi en* ben, 93a g get ^affucnbié fammen jfteffuen een flemme frcnttfe omm gotjeberne. Ddj $anb «Sjotnaliflen ftenfen utlbe finitem tfieroboffuet ubi en fyeb ©aflje o ^ e n g i fmffue, men goderne ^jaffucnbtö nbeligen en armtn Uenfiremanb od? glat*9)?eflere Obi metb me r blobSobgb elfe ei) benienge, oben jcge Bagger obi lanbtptpgbeb truenbiS fjannem alt uifö banb effter trenbe foele*merdet fid) Obi tbetig Øloeb od) consilium innfanbt uiflbe tbe bannem bagfra arquebusere. ©inge faa 93oj er og »Bagger begge omm ttyen eene fomm een leebig cd) ttyen annen fcmm een lieg perfon, ctg frcnicfen ^aper omm i()i8fe to eb uiibere att berette. caressere c$ (Sat* Æo t f ø r apff* uet itilibe ffd;

Georg Brandes, som mig kjendte, Tog mig fra de andre Faar, Salved’ mig til stort at vente: Krone-Gnld i Hegels Gaard. Var man ikke ret fornøjet, Naar „til En“ jeg slog min Stræng, Naade fandt jeg dog for Øjet Af en lille Jøde-Dreng. Siden voved’ jeg at møde Mester Erik, lang og bred; Han ved sine Jamber døde Banded’ fra Olymp mig ned. Sværtet af hans „Dagsnyheder“

Slog jeg løs og fælded ham, Livet mistede hans „Leder“, Jeg var den for (epi-) gram. Overlampepudserens Dagbog,

Helgers Sejers-Saog. (Frit efter Grundtvig.)

(fortsat af hans Datter.) Ko-Ko paa Kasino. Som er et spændende Stygge at se. Og anstrænger Skarpsindigheden og Forstanden; Hvis man har den. Nø j ma n d har en Pap-Papegøje; Som er velhavende; Og en Datter, som ikke er det. Og en Pige med Ligtorne, som sjenerer hende og Publikum; og som er Fréken S ja g t. Saa flyver Pap-Papegejen bort og det er første Agt. Andet Agt er først Frøken Lærke og Ri k k e - Ma d s e n og jeg var i den Tro; de var Markiser, men Petersen sagde, de var af -Dern i Maanenr hvad jeg ikke forstod fordi jeg er saa uerfaren , men antager er et Slags Velgjørenhedsselskab, som Petersen gav mig Ret i. Hvorpaa de dansede og S a n g e n - B e r g kyssede en, og fik Skænd. Fordi de var moralske. Hvorpaa de gik og derefter kom Frøken Ol sen. Og var Rosenbrud. Som er rimeligt nok, at da vi har Frøken R o s e n s t a n d og Vat Fru Ro ­ sen b au m vil Annersen have en Rosenbrud; Ogsaa. Hvorpaa de dansede igjen og Pap-Papegøjen blev trukken over Senen. Hvorpaa Ma ds e n og Frøken Ann e r s e n og Hy l t o f t og en til kom ind og og Frøken Annersen var stærk Mand og Hyltoft var Linjedanserinde eller om­ vendt, og Madsen morsom; Men uhørlig. Saa fløj Pap- Papegøjen og Datteren med Sangen-Berg; Og det var andet Agt. I tredje Agt var vi i Velgjørenheds-Selskabet; hvor Rikke Madsen sang først en Romance som var fransk og saa en Vise som var spansk. Og Madsen kom ind som Spanier og sagde Rikke-Madsen var hans Kone; Som han havde Ret i. Men hun var kjed af det; Og vilde ikke være det længer. Og Frøken Sjagt havde været hos Madam Polak i Mellemagtet og nu kunde hun danse og N ø j ma n d drak sig fuld; Og det var tredje Agt. Men der var ingen Papegøje i. Og i fjerde Agt slog d« Kufferter og Abekatte i Hovedet paa hinanden og sejlede Allesammen i et.Damp- skib og blev søsyge; Deraf. Hvorpaa jeg fik ondt og Nøjmand fik Papegøjen og Sangen-Berg Datteren og Madsen sin Kone. Og Allesammen Klap; Og Fremkaldelse. Men Petersen vilde havt Bagtæppet da kapo. Fordi det var det bedste.

im ellem Brødre kaldt den lille Og herhjemme yngst af Aar Vandred’ jeg „i Storm og Stille“ Blandt charlottenborgske Faar. Pønsende jeg gik og snitted’, Fingernem som et Geni. Paa en Strængeleg jeg hitted’ Til en „dæmpet Melodi“. Til de Herrer, som kan føje Agted’ Ferskvandskolorit, Malea’ jeg foruden Møje Store TiDg „med Kul og Kridt“.