S_Puk_1893

Og saa skal Landbruget protegeres; De store Bønder saa vel som de smaa Skal alle til Hobe delikateres Med Statstilskud for at pløje og saa. Hver Langhalmstærsker naturligvis En livsvarig Hædersgave skal gi’es, Samt Feu til dem, der en Høvogn har læsset. Vi andre faar Lov til at bide — i Græsset.

A g r a r e r n e .

»Et energisk Menneske«, siger Da r wi n i sit berømte Værk om de uddøde Flyveøgler, »gaar alene op i det, han har for i Øjeblikket«. Saa er Luftskipper J o h a n s e n ikke noget energisk Menneske; for han gaar meget sjælden alene op i sin Ballon. I Reglen er der en Passåger med.

Over den ublide Medfart, de faar; Thi. siden salig Træhestens Dage Har ikke de haft saa travrige Kaar. De trasker omkring for koldt Tand og Lud Som Samfundets Stedbørn og Skumpelskud. Selv Folk som J e n s Bu s k tor ikke belave Sig paa at faa andet end »Ben* at gnave. ] Mens Staten ødsler med Millioner Til Handel og Haandværk og Industri Og »gamle Kasser« og nye Kanoner, (jaar saadant Bøndernes Næser forbi. Til Landbrug bevilges der ikke en Døjt, Højskolerne har det ligefrem sløjt Formedelst, at Statskassen giver dem ikke Saa meget, som paa en Negl der kan ligge. Dybt maa det de brave Landmænd saare I deres Forsagelsers Region, At ber kan endnu findes Bøndergaarde, Som i kk e har egen Banestation. Og sørgeligt er det, men næsten sandt, At aldrig en Gaardmand en Præmie vandt Hverken i Snoldeløv eller i Odder eJ For daarlig dyrkede Husmandslodder. — Nuvel, naar Livet saa tornestrøet er For Bonden, da kommer det Øjeblik, Hvor And e r s e n -Ro s end al og hans Kø e d t er Kapabel at drive Agrarpolitik, Til Bønderne i deres Vadmelsskrud I Masser vender det Laadne ud, Og som deres nærmeste Formaal forkynder, At de vil fvide vor Rigsdag med Bønder.

F r u J u l i a n e P e t e r s e n : God Dag, søde Fru Schrøder, habe die Ære, som Tyskerne siger paa Dagmar,- som det jo er en Pligt for Venner af god Kunst at gaa hen og se paa, hvad De virkelig ogsaa skulde, søde Fru Schrøder, nu da Priserne er sat ned, saa at de ikke er mere end det dobbelte af Professorens, og jeg' er saamænd blevet her i Byen hare for Tyskernes Skyld, skjønt vi havde lejet Lejlighed i Skovshode, hvor der bare var den Ulempe, at Fiskeren og hans Kone maatte ligge i vores Dagligstue om Katten, fordi de har lejet hele deres Lejlighed ud, men det kunde nu nok lade sig arfangere, for om Dagen er Manden jo paa Fiskeri og Konen sidder om Formiddagen ved Gammelstrand og om Eftermiddagen med sit Strikketøj ude paa Vejen, saa at der hare er den Forsigel paa hende og os, at vi ligger paa Strandvejen og hun strikker paa Landevejen, som Frits Grønhæk siger, og naturligvis kniber det jo lidt med Sproget, nemlig i Dagmar, ikke i Skovs­ hode, men for det første er jeg jo vant til fremmede Sprog fra Kokkelæng og Pater Lange, og for det andet har jeg i flere Aar kjendt en gammel døvstum Dame, der var født i Tyskland, og saa tager jeg altid Ollendollendorfs TOO Timer med og et Lexikon, som jeg slaar op i, hvad der jo nok er lidt besværligt, men Petrines Mørk — De veed, ham, der sender Lig paa Tournée til Provinserne, mener, at det er nødvendigt at leve i Fred med Tyskland og modarbejde Sjovernismen, som han har læst om i »Politiken«, saa man bidrager til at styrkne Verdensfreden ved at se tysk Komedie, og selv om Stykkerne