S_Puk_1893

travlt med at indstudere Elverhøj efter nye Noder, fordi de gamle Nodebøger er opslidte. . . . Men. hvad er det. for en Støj jeg hører ?« — »Det er Haandværkernes Fagforening.« — »Naa, ja! . . . de summer sig efter Kommunevalgene.« — »Passiar! Kan Du ikke din Shakspeare? De øver sig paa et Festspil til Kongens Ære.« — >Rigtig: Kongen morer sig agtes i denne Saison opført paa Dagmartheatret, d e n har jeg kjenut fra jeg var Barn af. . . Meu der har vi jo Majestæterne.« Det sang og klang i Luften, da. Alfekongen og hans Dronning kom svævende paa de sex Maanestraaler. Alt var festligt, Vaarblomsterne strakte Hals, Knopperne skød og det kan sikkert formodes, at Draehmann i Dagens Anledning skrev en Vise om sig selv. Saa ringede Kongen paa en Klokke­ blomst og gav sig selv Ordet. »Min Søn Puk! — Du veed, at min Alfedronning er en Smule løs paa Spindelvævet, flun har en slem Tilbøjelighed til at skærsommernatsdrømme om Vævere med Æselshoveder. Det være derfor din. Opgave nu. da Du er gjenfødt til et nyt og bedre Liv, at gavne og fornøje hende ved at spidde paa din Pen alle Æselsører og alle de mange, der kan væve, . . . og det er utrolig mange. Sving dig med Alfelundens »fliegende Blatter« fra Tnte- til Fredericiagade, fra Magistratens Raadhus til Kammerherrens hemmeligste Fond, se alt, notér alt, og . . . mor dig godt! Med disse gribende Ord rækker jeg dig din gamle Fane, kemisk renset for alle eventuelle Punch- Pletter!« — »Hurra« raabte Puk. »Hurra!« summede og klang det i Luften. Kun henne paa det sorte Hjørne bag et Skræppeblad sad et Par endnu levende evropæiske Rotter,_der led af Katzen - jammer, og lod som ingen Ting. Men fra det Øjeblik af var Puk saa lysvaagen, at, han i mange Aar vil kunne paatage sig at holde Læserne ligesaa vaagne1 Stadig aktuel. Efter ganske sikkert Forlydende, har Tkeater- eliefen i Sinde 2den Paaskedag Kl. 27* at foranstalte- en dramatisk-musikalsk Matinée til Erindring om Borgerrepræsen­ tantvalgene. Ved denne Lejlighed vil » Ulla skal paa Bal« blive opført. Stykket er med en af Kandidaterne for Øje i den Anledning bleven omdøbt til » Wiinblad skal paa Bal«. For­ uden at der som sædvanlig vil blive givet Rossinis Stabat, vil der deruden blive givet betydelig Rabat. Athlethklubbens Foraarspræsentation vil denne Lang faa betydelig forøget Interesse, derved, at et Juniorhold, bestaaende af d’Hrr. Hø r u p , H. B i n g og V. Ad l e r vil optræde som Brydekæmpere. Indmeldelser modtages stadig. For dem, der vil uddanne sig til Kraftkunstnere, bringes i Erindring, at saavel hele som halve og Fjerdedels-Lodder stadig kunne faas i den af Lykken saa begunstigede Kollektion i In te gade.

m sn

H vor Ri i s’s gjæve Helte tappert kæmpe For Goetli e, G j e l l e r u p og R u d o l f S c hmi d t , Og P. A. R o s e n b e r g foruden Lempe Gi’er. Pressens Folk pr. Mundlæ’er deres Fedt,

Der hersker af og til dog og Idyllen: Imellem Slagene, naar Kampens Gny Er endt og Vaabnene er lagt paa Hylden, Som veulig Husgud skænker R i i s da Ly Til E r i k og Ama l i e .

Da smiler Rii s, Ej for Honnørs og Skams Skyld Han legér uskyldsmunter »To om En«, Nej for Amalie og Erik Skrams Skyld Han gjør til Farcens Muse Haneben. Som vardet R u d o l f ej, men F e r d i n a n d S ohm i Der fyldte Rosenberg saa hel og holden. Han dyrker Skrammerne til stor Profit — Med Frøken H o r n ema n n i Hovedrollen — For E r i k og Amal i e. Tilsammen de »Fjeldmennosker« begik, Og »Tre om En« har E r i k lavet næsten, (Da Dialog og Handling kun han fik Fra Svensk, saa klared selv han hole Resten). »Agnete« — som af Mangel paa Fétaille Kun rapser lidt, hvad der jo ingen Skam er Er dét ej morsomt? det er af Ama l i e Og bærer Mærker af de tvende Skrammer E r i k og Am al i <>. Mens Abonnenterne diskret fortrækker For at forstyrre ej Familiens Ro, Velsignende Sin Haand saa R i i s udstrækker Og hjælper til at lune deres Bo. Og for hver Blomst paa deres Samlivs Slænge!. Der sætter Frugt, før den gaar neden om,

Den lille E. B. som en venlig Engel Bosørger »upartisk« Kritikens Dom Over E r i k og Amal i e.

»Det er Længden, som skal gjøre det«, sagde Borger­ repræsentationen ; Vælgerne gav den en »Næse«, og den var endda ganske rød.