S_Puk_1893

( T "

~ G >

Den 2den April.

— Den 2den April, hin Dag, hvis Ry Vil aldrig finde sin Bane, Ser altsaa i tidlig Morgengry Vor glade Fylking at løfte paany Den gamle prøvede Fane. Den lover en Fremtid, fuldt saa smuk Som Fortiden, til os at hefte; At der er det rigtige Slag i Puk, Skal Publikum nok bekræfte! Saa hæver sig højt vort Program i Dag Som Psychen ud af sin Larve, At vi for Satirens hellige Sag Vil atter slaa vore propre Slag I Sværte saavel som i Farve. Skjærsommernatsdrømmenes lettende Suk Vi gjerne vil laane vort Øre: Men, hvor vi en Rendegarn træffer, skal Puk Hans Æselshoved afsløre.

vaagn er .

el elsker jeg højt, o _» Danmark « / det Rv, Din Bonus tog raed sig i Graven, Dit » Dannebrog «, der faldt ned fra Sky, Og alle de Blade, gamle og ny, Der ligger for Plebs paa Maven; Dog tykkes mig føst, at din nyfødte Puk Med rigt assorterede Spalter Vil faa noget mer end et eneste Muk At ofre paa Pressens Alter. Vel ærer og agter jeg højt enhver Habil Reporter af Slagsen, Hvad enten han daglig sin Madpose skær' Som Dansker eller som Evropæer, ■ Og hvor han sig nærer af Saxen; Dog bæres mig for, at den vingede P u k, Som Lykken i Dag vil friste, Med sine livsglade Triller og Kluk Vil yde lidt mer end de fleste. Vel veed jeg, at Sejrens duftende Krans Kan vindes paa mange Maader Imellem de Krukker, der gaar til Vands, Ja, jeg beundrer den nysvakte Sans For'Sølvtøj og Præmiegaader, Og dog er der ingen Tvivl om, at Puk Vil. Sejren oftest hjemføre. Da sikkert man en eller anden Buk Vil andet Steds villigt gjøre.

Der var Foraar i Luften. Muligvis ogsaa Harper. To Alfer­ kom flyvende paa et Knopskæl. »Holdt«, sagde den ene; »her er spildt en Klat Punch!« »Snak, det er jo Puk. Du kjender ham vel nok? Han hedder egentlig Nissen, nren det skrives og udtales Pulc. Det er ham, der trækker Dynerne af Godtfolk, saa at alle kan se deres Skavanker, han skummer Fløden af de falske Smørbalancer og strør Torne i »de vise Fædre«s Borgerleje; han sidder som Æble­ sidse i Kruset, saa at en So­

ranerdigter faar hende forkert i Halsen, og han haler i Grevens Lænestol, naar et Ribejærn af en Politikus vil sætte sig paa den. Det vil sige, saadan no’et, gjorde han i gamle Dage; lad os se, hvad han n u duer til. . . . Nu kitler jeg ham paa Næsen!« — »Don’t kill m e!« skreg Puh, for han var engelsk af Opfindelse. Saa gned han sine Øjne. — '»Med Forlov, hvor er jeg henne? . . . Nylig var jeg en Olding, der hed Punch. Da sad jeg i min Lænestol og drømte, at jeg gik i Barndom og vilde være Digter til Paaske!« — »Det er lige netop akkurat, hvad Du er!« sagde Alferne. »Hof- og Stads-Satyrikus hos vor Kong Oheron .« — >*Ia saa! Har I Raad til at gi’e Oheron? Tidligere har jeg kun kjendt en Operascene, hvor man foreløbig haj- uhyre

L