S_Puk_1893

218

Den nye »ordent l ige«^Saml ing.

Det tør med Yished vi dog erklære Om den Forhandling, som forestaar, At Folkekammeret vil fortære Saa mange Diæter, som det formaar. At Rigsdagstidende Fløde vil skumme Undtagen paa dem, der spiller »den Stumme Og endelig, at hver eneste Buk Skal blive behørig serveret — af P u k !

Politireform. Da Benævnelsen » P o l i t i b e t j e n t « for Øjeblikket har en mindre god Klang i kjøbenhavnske Øren, skal det være paatænkt med det første at forandre Navnet til »B a n k-Embedsmænd«.

Inden Døre begynder det at blive koldt nu, men »inden Døre« gaar det varmt nok til ved » Danebrog «.

\T — IN aar Storken tager sit Rejsetæppe, Og Svalen gaar hen og gjør ligesaa, Naar ikke en Gang en uselig Skræppe Faar Lov til at have sit Sommertøj paa, Naar selv Grønærterne bliver gule, Da lader det ikke længer sig skjule, At Efteraaret paa Halsen vi har Og R i g s d a g e n med, den Ting er klar! De Folkekaarne fra N e x ø til Y a r d e Forlyster os atter med Masser af Ord, Forhandlernes velkjendte gamle Garde Yed Siden af alt, hvad der visner i Nord. Kasernen har faaet sit gamle Mandskab, Skjønt hist og her er noteret et Mandtab: Mod s i t Provisorium vil Tu t e i n Her aldrig mer være gyselig stræng. Yor S o f u s Hø g s bro, fik Lov at bære Sin Titel som Formand endnu en Gang. Han takkede for den beviste Ære, Der hæved’ ham atter til Klokkerrang. Et Tillidsvotum fra Tre-og-Fyrre Har næppe dog vakt hos ham en større Tilfredshed, saasom hans Magt er spædt Med on fortyndet Ta lma j e s t æt . Behandlingen af F i n a n s b u d g e t t e t Endnu sig dølger bag Fremtidens Slør; Yel har »Politiken « herom berettet, At Boj sen er i Forligshumør Med hele sin Gruppe; men, hvad kan det nytte, At Folk til Organets Spaadom vil lytte? Til Paaske, maaske, er dens Glorie Blot en : Luft-Skipperhistorie.

Fremtidsdrømme.

Puk havde været ude til Middag sammen med T i t a n i a ogOber on. Bagefter var de alle tre i det Kongelige for at se Frk. D o n s som blind Makker i »Jolanthe«. og Puk vilde lige til at være det galante Pindsvin og sige, at der kunde man dog se, at blind Høne ogsaa kunde finde et Korn, da i det samme alt var som forandret. Væk var Oberon og væk Titania, og det var

lutter fremmede Ansigter, han saa i Theatret. Men alle var de festklædte, og Puk spurgte sin Sidemand, hvor det kunde være ? »Hys!« sagde han, »vi fejrer Kammerherrens 1 5 O- aar i ge Fødselsdag med Opførelsen af »Jolanthe«.« Herre Gud — saa h a v d e altsaa Kammerherrens Spaadom om sin Levealder slaaet til! Puk blev helt rørt ved at tænke paa, at han havde kjendt ham som forholdvis Dreng i 1893. Og d e r sad jo Kammerherren lyslevende nede i Parkettet! Ved Synet af ham var Puk strax med paa Noderne, saa at han forstod Situationen, uden at han behøvede at spørge sig for mere. Underskuddet var efterhaanden blevet et saadant Vidunder­ skud af Størrelse, at Theatret kunde leve sorgfrit af det. Og, naar Kammerherren om Formiddagen gik forbi M ax N o r d a u s og R i c a r d K a u f m a n n s Statuer udenfor Theatret, saa tak­ kede han i sit Hjerte disse to, i deres Ungdom miskjendte Digtere, for den Andel, de havde haft i dette smukke Resultat. Af Personalet var der ikke andre tilbage end S c h r a m og Frk. Do ns.Schram var efterhaanden gaaet over i Henrik- faget, og desuden udførte han nu og da et særlig vanskeligt