S_Puk_1893

186

_£ x 5X(

f

Still-I^eToen..

Imidlertid, selv under Havblik kan Der ogsaa være Storm hos os i Yente, Om end den bliver kun i et Glas Yand: Paa Ma n d a g samles Stadens højt fortjente R e p r æ s e n t a n t e r ovenpaa den endte Ferie for igjen at fange an, Hvor sidst de slap, og hænge i som Bier Med Spørgsmaal fra Hr. P h i 1i p s e n og T r i e r.

%

fur Deutfdje, bie itadj Stopenljagett reifett roerbeu rooUen.

© e r g t e t f j a f e n . SBtrijoben 23reitftragfe pagfiert, bie fiir ber ©adje ©djulb ebenfogut £aug» ftragfe beisfett fbmtte. tøotten ©te ftd) auf ber S a n g el t n te ftnecfen, aber tøag ift bag, Iteber ©ermane, bie Sangelinie ift ja ganj tøeg 1©gift n u r einige irauer- Iid)en fReften guritd, bag ubrigeljat berf$reibafenaufgefregfen. ©eben

.er er saa roligt i Septemberdagene, Som om det yar et ganske andet Land, Hvis Saga har berettet os, hvordan Det gik paa den Tid livlig nok med Slagene, Især, naar salig C h r e s t e n Be r g kom agende Og strammed’ op hver fuldtro Yenstremand, Til Folk blev li’esaa røde som Zinnober Og svor at fure E s t r up —- til Ok t obe r . Ja, det var, hvad man kalder, gode Tider For hver en snakkesalig »Frihedsven«; Men, pisket af de strenge Evmenider Er disse gyldne Dage farne hen Og kommer aldrig, aldrig mer igjen. — Flu er der ingen Moders Sjæl, der gider Blot tænke paa de mange bolde Kæmper,. Der tømte Løftets Bæger i S e p t e mb e r . Nej, overalt vi har idyllisk Ro, Saa selv de mest krasbørstige Ag r a r e r , Der farter om paa deres Dromedarer For i en Yælgersjæl at slaa en Klo, Har fundet højst en Yaigkreds eller to. Som tager det »P r o g r am« for gode Yarer; Men ellers er Refrænet paa Debatten: I Sækken vil vi nødig kjøbe Katten! Selv i Evropien — i I n t e g a d e — Har man forsaget at slaa lige til; Kun sukker dybt man over al den Skade, De nye K i r k e r Folket gjøre vil, Thi Overtroen driver da sit Spil I Form af sorte Kristne eller glade, Og, naar der først er kommen flere Præster, Er det for sent at brygge fler Protester.

©ie, tøir ftttb m it auf ben iRoten fym in $openbagen: — fo ein ® ing mitgfen tøir aitd) baben. SBafg fo ein fjreit)afen eigentlidj ift unb røoju er gebraudjt tøerben folt, baf? tøigfen tøeber ©ie, Xieber ©ertnane, nod) icb, aber baoon fittb tøir bod) beibe Obttig iiberjeugt, bag eg ein f_ef)r nu|tid)eg unb einbringenbeg ® ing ift, fonft batte nic^t ber fReidjgtag ifpt ung gegeben. SBortaufig ift er n u r angufebett tøte eine fef)r abtuedjftcnbe SBergtanbfcbaft, tøo m an bag ©enict fnecfen fan, roenn m an fid; barin tøagt. 2Bemt er aber gattj oottenbet ift, battn fbntten tøtr^ier in ftitlen ©ommerabenben geben, benn bann b °t man bier eine neue Sangelinie eingericbtet, bie ebenfo tøunberfdjon tøirb tøie bie atte, unb tøo m an beim Ufer febtøatmen fann unb taufeben ju ben ibt)D.ifcijert ®onen ber fRacbtigatten, ber ®am:pffcborfteinen unb ber © am bffcbipftoteit. patten ©ie eitte mittcibige 3Tt>rane, licbcr ©ermane, bei bem trauerlicben Stnblide ber nirfjt mebr bagetøefenen atten ©etøattiamfeiten (banifcf): SSotben) unb griinen 33aume? ®ag fotttcn ©ie nic^t gettjan baben, beoor ©ie gefeben batten, roag tøir baftir befommett baben røerben tøolten. ® ie n e u e n S R u f d e n . ©ie finb bigber n u r in ®bars tottenburg, in bem fjJata beg ffkinjeg unb auf bem SDtufaum beg ®bortr|albjen getøefen unb gtauben, bag fei alleg, tøag tøir oon Søfufaen baben. $eine§tøegeg! Seføt bauen tøtr ein $unft« mufaunt auf Qfter* uttb ein Sunftinbuftrim ufaum auf 2Befter= fcriide. ffabren tøir fo fort, bann befommen tøir SRttfaett fiir atte ntogtidje ®Hnftftucfe in atten mogtidjen £tuartieren ber ©tabt, atg jum 93eifbiet ?Ølufaen fur ®unfhfRabung, $ u n ft‘93egeifterung unb ®unfh93utter. Unb fonten ©ie bodj nicbt gattj fatt feitt uttb Slbpetit an nod) ein $ a a r SØhtfaen baben, bann troften ©ie ficb I ®ag iorgfaflige $uttugm inifterium bat nodj o or mebreren