S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

43

skal tale, saa var det jo det bedste, der kunde ske for hende. E n midaldrende Herre: Hun var jo e g e n t l i g for god for denne Verden. Herren med Bakkenbarterne: Ja, m e g e t for god! Den skaldede Herre: Hun h a v d e jo gaaet meget igjennem. Mortensen: D e t havde hun, det Skind! (Til Fra Mortensen:) Ikke sandt, kære Eulalie ? Fru Mortensen (tankefuld): Ja, for h e n d e var det jo det bedste. Ingenuen (med et lille Hop): Jamen, naar det v a r det bedste, saa er der jo ikke noget at være bedrøvet over. Herren med Nceseklemmerne: Nej, det er netop det, je g mener. Den korpulente Herre (let humoristisk): I hvert Fald, kjære Mortensen, synes jeg

ikke, Du skulde glemme de levende for de døde. Mortensen: Hvad siger Du, Mutter? Frit Mortensen: Jo mere jeg tænker over det . . . . Mortensen: Ja, ikke sandt! (Til Gæsterne) Jeg haaber da ikke, at De har mistet Appetiten, mine Damer og Herrer. (Byder den gamle Dame Armen). Skal vi saa gaa til Bords! (Et Befrielsens Skær lyser over alle Ansigter. Selskabet gaar parvis til Bords! Herren med Næseklemmerne kommer bagest mod den lyseblaa Enke under Armen ; han nynner saa sinaat Fane­ marchen, mens hans Dame tysser paa ham. Kort efter horer man en animeret Haslen med Knive og Gafler inde fra Spisestuen, og den stigende Stemning knlmineror, da den korpulente Herre rejser sig op mod sit fyldte Glas i Haanden og mindes Tante Frederikke mod nogle velvalgte Ord og tilsidst tolker sin inderlige, dybtfølte Glæde over, at der nu endelig er kommet en Afslutning paa den kære Tante Rikkes svare Lidolser).

Hele Selskabet (rejser sig): Tante Rikkes Skaal! Ingenuen: Hurrah!

Fra D agen s Orden.

Her møder som Bismarck ligefrem O c t a v i u s H a n s e n i Venstres Klike Og sletter Forslagets Paragraf fem; Men den gaar nok, heldigvis, heller ikke. Paa Kongens Nytorv man temmelig net Kan komme for Tiden op at kjøre; Her maa man i Lag med Højesteret Blot for at faa sig lidt Ro »inden Døre«. Nu holder vel R o b e r t Næsen herfra Og sparer paa sine nyfigne Blikke; Og heldigvis har om » K leo p a tra « Man ophørt at sige: den gaar nok ikke! Syv vise Fædre paa Nytorv man har, Hvis Pladser om føje Tid bliver ledige, De -»Røde« er strax til Besættelse klar, For de skal nu altid være saa snedige. I Gruppen efter en Formands-Rang Ser man adskillige Fingrene slikke. — Blot Borgerne ikke denne Gang Vil sige: Nej stop ! Nu gaar den ikke!

Rundt om i det ganske Evropas Land Forlød som et saare troværdigt Rygte, At G l a d s t o n e , den velkjendte » gamle Mand«, Omsider sin veltjente Afsked søgte. Alligevel var det Løgn, at han gik •Og, som han har redt, sit Parti lod ligge. Skjønt hans Homerule-Politik Den gaar nok, uheldigvis, heller ikke. Exkantsler B i s m a r c k paa Friederichsruh Og Kejser V i l h e l m unter den Linden, Der før var saa fjendske, saa det var en Gru, Har nu dog stemt til Forsoning Kvinten; Fra Kejserens egen Kjælder, man veed, Fik Fyrsten en hel Flaske Vin at drikke; Den gik som sød Mælk i Bismarck ned, Men, vælte C a p r i v i — den gik nok ikke. Mens Folkethinget holdt Fastelavn, Har Landsthinget løftet Arbejdets Fane; De nye Baner ved Kjøbenhavn Har Udvalgsbetænkningen bragt paa Bane.

Et Anddelsselskab? Der har hersket en lille Menings- forskjel mellem » Politiken « og gamle » Berlingske « om den S a l o m o n s k e Ejendom. » Politiken « havde laant en And om, at den skulde sælges, fra Herlingeren , og bagefter kunde de ikke blive-enige om, hvem der havde størst Anddel i Anden. Ved Henvendelse cil rette Vedkommende ser Puk sig i Stand til at afsige den Salomonske Dom, at der paa hver af Bladenes Kappe falder en kvart And som lovlig Anddel. tø