S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Henvendelsen, som var befunden »lovlig« stram, Blev derved saa uskyldig som et nyfødt Paaskelam For mislig Dømmesyge Den blev saa ren som Sne Alene ved at stryge Et provisorisk e, Et lille bitte o. s. v. Men, bedst som de troede, de havde klaret her Med diplomatisk Finhed et yderst farligt Skjær, Saa kom i Yenstres Blade — O Ye! O dobbelt We! — »Henvendelsen« for Skade At faa det lille e, Det lille bitte o. s. v. Moralen er simpel, men ellers ganske net: Imellem tvende Stole man sidder grumme slet, Og saadan mellem Liebe Og Høgsbro Branths Armee Kan komme slemt i Knibe Biot for et lille e, Et lille bitte e, Et ganske lille 8, Et ganske lille bitte, bitte, bitte, bitte e!

r ~ad Andre kun synge om, hvad de kalde stort, Jeg synger om det smaa, som Agrarerne har gjort, Hvordan de gik i Tøjet Med en »Henvendelse«, Hvori de fromt har strøget Et mistænkt lille e, Et lille bitte e, Et ganske lille e, Et ganske lille bitte, bitte, bitte, bitte e. »Henvendelsen« sa’e »Provisoriet« Besked, Men, da den inte vilde gaa glat i Liebe ned, Saa var det, at Agrarerne fik en lys Idée: »Den gaar nok, naar vi sparer Den for et lille e, Et lille bitte o. s. v.

En ung Enke i lyseblaat: Tænk, sikken Sorg! En Herre med Bakkenbarter: Hun var et sjældent Menneske! Fru Mortensen (med Lommetørklædet for Øjnene): Ja, det maa De nok sig e ! (Lang pinlig Pause.) Mortensen: Ja, mine Damer og Herrer, jeg beder Dem mange Gange undskylde; men De forstaar nok, det er ikke min Skyld, at min kære, gamle Slægtning . . . . (Nogle af Selskabet sætter sig resigneret, Andre gjør Mine til at bryde op.) Krigsraad Stjerne: Ja . . . . under disse Omstændigheder er det maaske bedst, vi overlader Hr. og Fru Mortensen til deres Sorg. En Herre med Næseklemmer: Ja, det turde vel være det mest passende at trække sig tilbage. (Afsides:) Det er rigtignok Synd og Skam for al den dejlige Mad1 (Faar pludselig en lys Idé og siger højt:) I Grunden var det dog en Ly kk e, at Yorhørre løste op for Tante Frederikke! Den korpulente Herre: Ja, e g e n t l i g ta lt var det jo en Lykke! Den gamle Dame: Ja, naar man saadan

Hvad er der nu, nok, vi staar lige og Mortensen Kathrine? Du skal til Bords. Pigen: Jamen der er Bud fra Fruens Tante . . . . Fru Mortensen: Gudbevares, Kathrine! Er der Bud fra min Tante? Pigen: Ja, jeg skulde hilse og sige, at Fruens Tante, Frøken Jansen, er død. Hele Selskabet: Frøken Jansen? Fruen (synker ned i en Stol): Død! Mortensen (forstenet): Død! Hele Selskabet: Død! Mortensen (efter en Pause): Det var dog forfærdeligt! Hun havde jo længe skrantet, den kære Sjæl, men at tænke sig, hun skulde dø! En Ingenue : Herre Gud, at gamle Tante Rikke skulde dø! En ældre Dame: Det er jo rædsomt. Frederikke og jeg var næsten Uge gamle. En anden En har maaske heller ikke langt igen. En skaldet Herre: Det er skrækkeligt, saa Folk falder bort i denne Tid. En korpulent Herre (med et Blik ind i Spisestuen): Det var meget beklageligt . . . . netop nu!

Et forløsende Ord. Københavnsk Highlife-Interieur.

(En festlig oplyst Salon hos Pølsefabrikant Mortensen. Stearinen drypper livlig fra Lyse­ kronen. Damernes bare Arme har en appetitlig Lighed med forskellige Sorter Pølser lige fra Tanternes trinde, højrøde Spegepølser til Ingenuemers blege, slanke Medisterdito. Der hersker en sulten, forventningsfuld Tavshed.) Mortensen (ser paa sit Ur): Mine Damer og Herrer! Øjeblikket er kommet. Maa jeg bede Dem gaa til Bords. (Herrerne inklinerer, Damerne nejer, Fløjdørene aabnes ind til Spisestuen, hvor det festlig dækkede Bord straaler i Kandelabrernes Glans. En krydrot Duft strømmer ind, man horer Flasker blive trukne op. I det samme ringer det ude i Entréen, og straks efter kommer Pigen ind.)

g J

v£>