S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

I l o s R i i s - K n u d s e n gjæve Helte Spænder deres Styrkebælte, For hans egen Dyrendal Segned mangen tapper Ka’L Selv M a r t i n i u s Bonaparte Han i Længden ikke sparte, Han blev slaaet rent ihjel: Nu har A b r a h am s hans Sj®l- Hver Gang der nu var en Fejde, Trofast monne ham gelejde R o s e n b e r g , den lille Mand, Hjælper ham alt hvad han kan. Han var tidt hans Redningsplanke, Thi, hvad hjælper Yaaben blanke, Naar og Kassens Bund er blank? Saa bli’ør Lykken dog lidt krank. Endelig der kom et Stykke, Som for Alvor gjorde Lykke! Rosenberg det havde bragt Op med usædvanlig Pragt. Efter Rosenbergs Instruxer Hver Statist fik nye Buxer, Palmeblad i Bunterad, Frøken B l a d som Lokkemad. Men, da R i i s fik Mønt paa Lommen, Glemte han, at det var kommen, Fordi Rosenberg hang i Med Iscenesætteri. Og for B j ø r n og B l a d og »Hanne «r Glemte han de H o r n e m a n n e r , Som man før dog fik at se IJdi alle Rollerne. Rosenberg nu monne vandre Bort fra Dagmar som de andre, Der blev kjed af denne Leg. Riis endnu er meget sejg; Men, naar han og Fruen ene Sidder paa den tomme Scene,

— Man kan jo næstøn intø gaa for døt.

Mon saa ej de af og til Lille Eyolf savne vil?

— Naada! Døt hænger rigtig nok ved!

— Det er dog godt det samme - saa slipper man for Trapperne.