S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Men, om end ogsaa stundom A a n d e n Tar redebon i E d v a r d s Blad, Yar K jø d e ts Glæder underhaanden Nok heller ikke til at kimse ad. — Hvad kan det nytte, Redaktionen spiller For skarp Protest paa Redekam Og Boj sen nok saa kraftig forestiller, At han har svigtet s i t Program? Af Legen ud hans E d v a rd selv sig trækker, Fordi han glemte, Politik beror Paa Tænkning, længer end Ens Næse rækker, Om ogsaa Næsen er lidt stor. — Yi venter dog af den belærende Oplysning, man i Tilgift faar, At det ej heller er vanærende, Naar et politisk Selvmord man begaar.

F i a s k o ,

4

E m i l , d e r v i l d e v æ r e K r i t i k e r .

m Gang fik i den salig B e r g s k e Rummel En evropæisk Yenstremand Lyst til at føre Krig imod Fordummel­ sen overalt i »dette Land«. Snart fløj, lig Sommerfuglen af sin Puppe, Af » Politiken « ud dens faste Stok, Og, var det kun en lid e n Gruppe, Saa var dens Ord til Gjengjæld s to r e nok. Her kunde daglig træffes megen Blodtørst især hos E d v a rd Cohn, Der dromte om — dog uden »Oottes Segen « - En radikal Rebellion. Den Gang fandt » Politiken «, højst belærende For alle dem, der duer i Nord, At, hvad der ikke var vanærende, Det var et ligefrem politisk Mord. Saa kom en Tid, hvor » Politiken « maned’ Til Ro og den »Forhandlingspolitik«, Som Redaktøren af »Organet« Opfandt og i tre-fire Aar begik; Trods »Hasselkjæppen« slugte han Kamelen, Thi han er »konsekvent« i, hvad han gjør: Han blev »loyal« og lagde sig i Selen Energisk for »det gode danske-Smør«! Da gav Organets kloge Cohner B oj s e n paa Hovedet, fordi Han nægted’ lumpne otte Millioner Til B a h n s o n s Fæstningsbyggeri! Selv E d v a r d fik i Bladet sagt den Oplyste Læser den Besked, At E s trup maatte gjerne bruge Magten, Naar E d v a rd blot beholdt sin »Aandsfrihed«.

Der var en Gang nede i det Hannoveranske en lille Dreng, der hed Emi l , og som havde faaet den Idé, at han skulde være Kritiker, skjønt han ikke var født til det. En Dag kom han hen til et Stød, hvor der boede en Mand, som hed W i l l um s en. Som han kunde male 1 Hans Billeder havde hverken lille Emil eller noget andet Menneske set Magen til, for de var allesammen af den dejligste grønne Spinat. Og lille Emil skrev om Spinaten og sagde, at den var netop det store i Kunsten, og at med den grønnedes der et nyt Foraar for Klatmaleriet. Han brød sig slet ikke om, at Folk lo ham ud, for det gjorde de. Saa skete det, at den hannoveranske Malerskoles Gr u n d t v i g spændte sit store, store Lærred op paa de frie Kunsters Ud­ stilling af Kuriositeter. Og lille Emil saa, at det var større end alle de andre, han havde set, og saa troede han, at det var den store Kunst, og det skrev han, skjønt der slet ikke var nogen Spinat i Maleriet, for Maleren Grundtvig havde hverken brugt den ene eller den anden Farve, men kun modelleret et helt Regiment skaldede Hoveder i Blaaler, som var Maler Grundtvigs Grund- og Livfarve. Men en Gang skulde der nedø i lille Emils Fødeby indvies en gammel Marmorkirke, der var næsten lige saa god som en ny. Lille Emil blev ikke bedt med til Højtideligheden, fordi han skrev i Hedningernes Avis, og saa bildte han sig ind, at han var nødt til at rive ned paa Kirken og Bygmesteren, og det gjorde han. Det er jo slet ikke Marmor, sagde lille Emil, for han havde nemlig ikke været inde at se det; det er ikke andet end malet Fyrretræ, som ikke en Gang er spinatgrøn!. Det var ellers en rar Stads den, sagde lille Emil, sikken en. Marmorkirke! Det er jo altsammen Hulhed og Imitation og Forlorenhed og Niimbergerkram. Vs

q J