S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

266

Værst er alligevel Høsten gaaet For vore Landmænd i In tegad e. De har kun høstet, som de har saaet: Lussinger, mer eller mindre flade. Misvæxt og Visneri har der hersket, Nu er selvJE d v a rd bleven fortærsket Og maa de rodløse Planter forlade. Derimod i St. G r u n d tv ig s Lo Høsten en større Gelædesfest skylder. Af Taburetter her høstedes to, Og, hvad der dygtig i Skjæppen fylder, Er dog det Pantheon, Ti o t g e n begik, Og som Guldstriber oven i Kuppelen fik, Der nok en Gang den St. Gjertrud forgylder.

L a n d m a n d s l i v . /AT? r x

T i l V elk om st . Puk havde været i Folke- theatret sammen med Oberon og Titania for at se Niniche. Han var bleven helt fantastisk stemt over al den eventyrlige Pragt, som Å b r a h a m s ’s ven­ lige Husalfer havde udfoldet paa Tilskuerpladsen i Løbet af Sommeren, og til sidst syntes han, at Abrahams selv Var bleveri en Alf med Vinger paa Ryggen ligesom Puk selv.

bonden har travlt i Vest og i Øst, Saasom han er i Gang med sin Høst: Den skulde gjerne sankes i Lade Uden at komme for meget til Skade; Dog, mens A g rarern e tærsker og slaar Og høster forhaabentlig mer, end de saar, Er der Skam Landmænd, som ikke er glade. Der er nu først den uheldige F r e d e Og den moderate Arbejdsstyrke. Skjønt her var Jordlodder nok at dyrke, Blev de af Udbyttet ikke fede. Den ny Uniform rev ud i en Flænge, Men, har man saaet Klinte saa længe, Saa kan man ikke strax høste Hvede. Derefter følger A l b e r t i s vældige, Banebrydende, staalsatte Flok, Som under » Dannebrog « med dens tilfældige Sjov har haft Hovarbejd mere end nok. Kun til en udsøgt, men ikke just stor Kvægbesætning man høstede Roer Og lidt Kantøfler, men de var uheldige. Dog en Slags Trøst Har de fra B e rg ian e rn e s Høst: Rigeligt Nedslag og ugunstigt Vejr Gjorde selv Stemningen nedslaaet her. Lidet kun Langhalmstærskningen gavner, Og de for Kjerner maa nøjes med Avner, B e r g man for den Sags Skyld slet ikke savner.

Da hau havde sagt Godnat til Oberon og Titania, fik han pludselig en god Ide. Han vilde op og hilse paa de nye Theater- chefer. Hvorfor ikke ? For Puk er der ingen Forskjel paa Nat og Dag. Han blev ført ind til sin gamle Yen, P e t e r H a n s e n . — Jeg vilde gjerne hilse paa . . . Rædselafmalede sig i det kommitterede Aasyn. — Hvad er det, Degjør? De forrykker Forholdet mellem Theatrets bærende Kræfter! Yeed De ikke, at det hører under den Repræsentative ? , Puk fremstammede noget om, at han havde opfattet det saadan, at den Kommitterede foreløbig gav Greven — og et Øjeblik efter stod han overfor den rigtige Chef. — Ah, Hr. Puk.' — Er det her, man hilser paa Chefen? ExcellenSen tænkte sig et Øjeblik om. Saa sagde han: — Jo, det tror jeg nok. Jeg er jo lidt ny i Tøjet endnu har ikke faaet sat mig ind i Forretningerne, men jeg tror nok, at det hører under mig.

eJ

19