S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

2 5 1

C> løb ved Siden og klappede i Hænderne. Bevares vel! hvilke <■Bølger der var. Forhandlingsbaaden vippede op og ned, saa det dirrede i Frede; men han blev standhaftig, saa lige ud og holdt Hærloven i Armen. I det samme kom der en stor dannebroget Yenstrerotte. »Har Du Pas!« spurgte Rotten, »hid med Passet!« Men Frede tav stille og holdt endnu fastere paa Forliget. Nu gik Agrarpapiret itu, og Frede styrtede igjennem, men blev i det samme slugt af Parlamentarismens døde Torsk. — Torsken foer omkring, den gjorde de allerforfærdeligste Bevægelser; endelig blev den ganske stille. Den var bleven fanget, bragt hen paa det politiske Torv, solgt og kommet op paa Ministerbordet, hvor Konseilspræsidenten skar den op. Han tog med sine to Fingre Frede og bar ham ind i Stuen, hvor de allesammen vilde se den mærkværdige Folkethingsmand. Men Frede var slet ikke stolt. Han blev stillet op i Salen og dør — nej, hvor det kan gaa underligt til i Verden! Frede var i den selvsamme røde Bygning, han saa næsten det selv­ samme Ministerium, og der var den dejlige lille Ministertaburet; det rørte Frede, han var færdig ved at græde Krokodilletaarer, men det passede sig ikke. Han saa paa Taburetten, og dens Inde­ haver saa paa ham, men de sagde ikke noget. I det samme tog en af Ministrene Frede og kastede ham ud til Vælgerfolket. Han stod ganske belyst og følte en Hede, der var forfærdelig, men om han virkelig var hed om Ørene eller det var af Kjærlighed, vidste han ikke. Da gik der en Dør op, Pokker tog Taburetten; saa smeltede Forligs- mændene sammen til en Klat. Dagen efter var der af Frede kun en menig Folkethingsmand tilbage; af Taburetten derimod var der en Skrædderregning, og den var ikke saa lille. Assistentshusets Taxatrice holdt forleden Dag Jubilæum. Stamgjæsterne overrakte hende som Pant paa deres Venskab en Gave i Sedler, og om Aftenen gjorde Onkel Gilde, men Stemningen her var dog temmelig sat. Direktør Ritzau paatænker en samlet Udgave af sine Breve om den H e n r ic h s e n s k e Sag under Titlen »Den grønne Henrichsens Roman«. Høje Odds gav det, da en dansk Cyclerytter for nylig slog en af de engelske paa Banen ved Ordrup. Han slog ham nemlig mindst for en Snes Kroner. En Indsender klager i en Avis over, at Jernbanekonduktørerne plejer at tage mod Drikkepenge for at reservere Kupeer for Herrer, som de henter Drikkevarer til paa Stationerne — selv om de slet ikke er fulde. Men Herregud — saa var de maaske netop fulde.

TT’r o l i g ' e T i d e r .

c 5

Fra H o n o lu lu til Eremitagen Af Glæde straaler hver Redaktør. Agurketiden er selv i A sien Saa rigt forsynet, som sjældent før; Og fra Am erik a meldes blaudt andet, At Søslangen ligger for Tiden paa Landet Derovre og faar paa det tørre sit Fo’er. — Det skal der være Mange, som troer. I T y sk la n d er der nok ikke Liv i »Forsoningens« Klude, den Ting er klar, Skjønt H erbert B ism arck fik med C aprivi Forgangen Dag sig en lun Passiar. Man tærsker Langhalm paa K o tzse-Skandalen Men, om det vil hjælpe stort paa Moralen Og bringe den ind i et bedre Spor, Det er der ikke Mange, som troer. I Rom serveres med Spalteføde Om P aven s Helbred og dito Skjæg. I Fr ah krig dømte man Santo til Døde Til Trods for han Anarkistepræk. I Aar s er Socialistvrøvlet spændende iFormedelst en Strejke hos »Tillidsmændene«. Selv »Demokratens« rørende Ord Er der ej heller Mange, som troer. Mens under »Forligets« Palmeskygger Man smelter sammen i skjøn Harmoni, Er Hørup selvskreven Eddikebrykker , Til Pressens Agurkesylteri, | Saasom i hans politiske Skure Er E vropæ ernes Miner saa sure, Som om de alt var, hvor Peberet groer. — Det er der grumme Mange, som troer. Omsider har E str u p nedlagt sin Klinge Med Smil paa den vundne Lavrbærkrans. Ikke des mindre blev Trøsten kun ringe For Venstreførerne her til Lands. De imaginære Ministerhatte, Hvormed deres Hoveder alt var besatte, Er pyntet med Skuffelsens Sørgeflor. — Det er der mange, som gjeme troer.

ifi