S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

226

Sønden for Lands L oy og Ret. * \vk> - %.

Kaster han en Bombe ned I en sølle Menighed, Lærer han saagar pr. Strikke, At han ikke Maa slaa Folk ihjel i Fred. Det er næstendels en Skam, At man nu det skyldfri Lam Levner kun af Ret en Skygge! Selv hans Trykke­ frihed man berøver ham! Hans Forsamlingsfrihed gaar Nedenom og hjem i Aar; Hvordan skal i denne Kvide Han vel vide, Hvorfra han lidt Samling faar ? Selv i E n g l a n d er der Spor Til et særligt Lovens Ord, Saa han kan behandles ganske Som den danske Zangenberg paa slesvigsk Jord! Men, gaar Staklens Menneske­ rettighed i Hundene, Kan maaske dog Dyret i ham Et Steds gi’e ham Dyrenes Beskyttelse!

/ivet er i Grunden trist For en stakkels Ana r k i s t , Der sin Lyst kan daarlig styre Til at myre Andre Godtfolk her og hist. Samfundsordenen er slet, Den er paa det sorte Brædt Og skal helst som Ormeføde Lægges øde! — Det er han s moralske Ret! Men, des værre, det er haardt, At en slig uskyldig Sport Som at dolke Præsidenter Jevnlig endt er Med Proces, der tidt blev kort.

(

Paa Tærskelen. Personerne: F r e d e | Äspiranter

F. Saa han ud til at være træt? K. Des værre, nej. Han var saa lebendig som nogen Sinde. De nitten Aar har gjort ham nitten Aar yngre. F. Jeg forstaar mig ikke mere paa den Mand. Under de forberedende Forhandlinger var han aldeles mør, og det var jo en fastslaaet Klavsul, Klavs, at du og jeg . . . K. Ikke sandt? Og den Tale i Lauds- thinget? Den, skulde man da mene, var tydelig nok. Han sagde det jo næsten med rene Ord. F. Det forbavsende er, at Højre selv har troet det. A. Og endda bliver han siddende. Hør, har du ikke en eller anden Avis, du kunde inspirere til at rokke ved ham? »Dannebrog « f. Ex. F. Ak nej, det var i de glade Morgen­ bladsdage, Larsen og jeg begik Sechers Ledere. Nu er det Albertis Aand, der svæver over Vandgangene. Men jeg skal se at iaa »Møns Folkeblad « til at køre op med det svære Skyts. A. Og naar jeg saa samtidig bombarderer væk i »Assens Amts Avis*, saa tør jeg indestaa for, at han skal komme til at bæve i Knæerne.

F. Et saadant kombineret Angreb vil han vanskelig kunne staa for. Den Salut bliver ham for stærk. K. Det kunde jo ogsaa tænkes, at Sølvbryllupet . . . F. Nej, naar der ikke skete noget i Randers, bør vi ikke vente os Hjælp fra den Kant. K. Eller om vi fik Agrarerne til Undsætning ? F. De tænker kun paa den betrængte Høst i denne Tid, ikke paa trængende Mennesker som os. K. Skulde nu Kampagnen i de os undergivne Monitører i Assens og Stege ikke hjælpe, hvad gør vi saa? F. Saa er der ikke andet for end at gaa direkte til Kongen med en aller­ underdanigst Ansøgning. Jeg formener, det vil støtte vor Sag mægtigt, at vi anfører, vi allerede har bestilt Uniformen. K. Uniformen! Død og Pine! Jeg maa paa Øjeblikket hen til min Skræder. F. Jeg skal ogsaa hen at prøve. Den Trekantede har jeg. K. Jeg ogsaa. Farvel, kjære Frede! F. Farvel, kjære Klavs! Begge. Paa Gjensyn i den Røde!

Frede. Var du saa oppe i den røde Bygning, Klavs? Klavs. Ja, men jeg blev lieldt ud. De sagde, at jeg havde ikke noget dér at bestille. F. Det er dog ganske mærkværdigt. Sagde de noget om mig? K. Ikke et Muk. De bar sig i det hele ad, som om hverken vi eller Aftalerne existerede. F. Forunderligt. Har du ellers sét ham for nylig? K. Jeg mødte ham paa Toldbodvejen i Formiddags. Han nikkede til mit Knaphul og smilte forbindtligt, men han sagde ingen Ting.