S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Bakke-Generalforsamling.

atl toe fie obi ^orbanni tyiob forr tpe ^lamatger/ puortnetp pattttb ® ønnergaarb oc panb paffuer parutem beflidet. emt obt ti)en ©taeb 3laro3 ti)er í)0ííbte tpe 31g rart er Üptnttg/ oc uar tfjer braff metí) ftingenbeå Sortie obt 1tpen 91o í eu ba i. St) tperiå §øffbiuttge befomm manugc ottube Drb oc ©lojjer/ att tpe Ijaffbc obt tfjen ftoere poittijcpc gíorlttgS-Commission fid) mingeleret oc iffott ett liibet Salarium aff lumpne 600,000 ©Iet*®aeiere titt tfjet bctrænngte £artforn oc tpe arrme fflroprietariu^fer erianuget. Dc inotte tfje ftoe aabettbaere ©djriffte oc fjuitngc Pater peccavi oc ioffue pereffter fomm braffue ilanbtbruegcre aff ai fjormoe tpe ®tøbftaeb= bordjere att befritge oc tpennem aff Sannbdtífinnget att Obuerffue. Dc tper ft)e paffbe ©oebaitt bebpcret/ bieff tper atter (Settigpeb iblannbt tpe Sigrarier/ oc tpe beffottcbe fid) poenp een fDtaebpoefe obaff ©tatjUassa att fcpftære oc ep meere att nitte fiiige ^annte* 93reffuc fomm tittforrn obgiffue/ mettit paffuc tpertS 3torb guit oc frit pereffter. tOleu ontm „grepr" oc tpe 3Se11afiebrøbre uar ep nteer Saeie/ tp tpe paffbe pamtblet ittbe metp ©tuebc oc fic fomm iammeriicpe ifkoprietariøsfer oc 2lgrartuåfcr obt tpeu Commercie comporteret. Dc tpet liibet SSoegftaff „e" bieff aff tpe SttgrarierA Alphabét ejcloberet.

Da Skuespillerne havde haft deres Generalforsamling, mente Bakkekuustnerne, at saadan noget maatte de ogsaa have. Som det vil ses, tog do i Et og alt Skuespillerforeningens til Mønster. Formanden, MusedressørMu s- s e m a n n, aflagde Beretning. Kassebeholdningen var en Snes Kroner. Deraf var udbetalt halvanden Krone i Begravelses­

hjælp og 50 Øre i Lægehjælp til Blaarmanden for ot Mave­ onde. Men Bestyrelsen havde ogsaa hængt vældig i. Den havde tænkt paa et Bal paa aaben Estrade og en filharmonisk Koncert for Lirekasser og Skrigeballoner. Han henstillede, om der ikke skulde være en 25-Øre til Rekreation ovenpaa alt det Slid. Kraftkunstner S l a g b e r g : Diderektørerne for »Bakkens- Hvile« og »Lyren« havde givet Forestillinger til Fordel for Foreningen, og det var kristenkjærligt gjort, men hvor Fanden var Diderektøren for Loppetheatret med sin Kristenkjærlighod bleven af? (Bifald.) F o r ma n d e n meddelte, at. en af de kostbareste Lopper havde lagt syg hele Vinteren. (Haanlatter.) S l a g b e r g tænkte det, kraftstejle ham, nok. Hor gik en anden En og hængte i, Bestyrelsen hængte ogsaa i — — F o r ma n d e n konstaterede, at Bestyrelsen var saa op­ hængt, at den formelig drev. S l a g b e r g vilde bare sige saa meget, at saa var dot, kraftknuse ham, heller ikke mere end Diderektørenes forbandede Skyldighed at sørge for, at der kom Krus i Kassen til Kunstnerne, der altid var saa møjet sjaugtile mod Diderektørerne. (Stærko Hør.) D i r e k t ø r e n f o r » V e r d e n s - Un d e r g a n g - v æ ’sarti-1 0 Øre« vilde dog bare bemærke, at Kunstnerne somme Tider var lovlig stramme til at sætte Gasjerne op for Diderektørerne. F o r ma n d e n : Gasjerne skulde Kunstnerne nok selv bestemine. D i r e k t ø r e n : Ja men — — F o rma n d e n : Hold Bøtte! T y r o l e r f e r d i n a n d s D a t t e r havde i Fjor opfordret Bestyrelsen til at tage og udgive •en Poesibog med nogle af de kjønneste Sange fra Bakken. Da Bestyrelsen inte havde gjort noget, havde hun nu udgivet sin Faders efterladto Digte og vilde skjænke Foreningen det Par Kroner, som at der var kommet i Underskud. (Bravo 1) F o r ma n d e n takkede. Han haabede, at dette hersens vilde være et nyt Bevis paa den Enersji, som Bestyrelsen immer arbedede med. (Formanden leve! Hurra I) Bestyrelsen gjenvalgtes derefter enstemmig, og Altenen sluttede med et'lille Bakkenal.

I S l a g t e t i d e n . (Frit efter J. L. He i be r g . )

* M en Maren, hvifor rødmer Du ved »Ribe Folkeblad<-! Den er da vel ett blewen høwer? Aa sie no, no blywer igjen Du saa gladj Hva er et, som no Dæ fornøwer?« »Ag, Mette, forstyr mæ no ett i aa løhs, A løser om de fæle Egsamer; Ja det kan nok hænds, i Aar er en bøs, De falder, te det retten er en Jammer.« »Men sie kuns, no griner igjen Du saa fæl!« »Ja, Søren han er bløwen »Ei uduelig«; Den lærte Mand, A løhst om, ham elsker A minsæl, Te1A blywer Degnekuen, er ett umulig.«

\i)